Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1866-11-09)

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 9. Novbr. 1866

Kjære Ven !

Tak for Brevet, som giver mig langt mere, end jeg havde ventet mig. Da jeg har en Smule s. 530 Tid idag og neppe faaer den i den nærmest paafølgende, saa skriver jeg strax.

Min Theologi og min Tro, som jeg selv skjelner imellem, ligesom jeg ogsaa holder paa den Adskillelse med Hensyn til Andre, hænger imidlertid godt sammen, og hvad der tiltaler dig i mine Prædikener som noget Ejendommeligt, det Samme er det Ejendommelige for Grundtvigs og Birkedals Prædikener; Forskjellen er vel egentlig meest den, at det hos mig kommer frem i en dig mere tiltalende Skikkelse; dermed vil jeg dog ikke sige, at jeg ikke skulde have Noget for mig selv, Noget, som jeg i alt Fald er kommen til at lægge særlig Vægt paa, og her vil jeg da nævne min Kjærlighed til det Menneskelige, hvilket jeg finder ofte bliver lidt tilsidesat. Det er ganske vist ogsaa gjennem den Grundtvigske Oplysning, at jeg har faaet bedre Forstaaelse af Helligaandens Gjerning i os — Helliggjørelsen ; — men Menneskets Oprejsning, — det jeg forstaaer ved Kjødets Opstandelse, deri er jeg ikke paavirket af Nogen, og det er egentlig denne Opfattelse, der ligger bagved alle mine Prædikener. Jeg troer paa Menneskelivets fulde Bevarelse, saa det, jeg venter mig i Opstandelsen, er ingen Taagetilværelse, men et Liv i Lys, hvor alt, hvad der er Godt, bevares, og alt, hvad der er Livet værd, kommer til sin Ret, hvor enhver Evne bruges, og enhver Spire skyder frem til Udfoldelse, og hvor det kun er s. 531 de nedbrydende Magter, — dem, som hemmer Livet, vi skilles fra.

Denne Tro paa det sande Menneskelivs fulde Oprejsning er Livsbetingelsen for mig, og den har jeg ikke lært af Grundtvig eller af nogen af hans Disciple, men af min egen Sjæls Trang og af min Tro paa, at Guds Kjærlighed er stor nok til at give mig, hvad jeg maa have. Hvad Grundtvig — eller vor Herre ved ham — har klaret for mig som ingen af de Andre, det er Forholdet mellem Lov og Evangelium; i alle andre Prædikener, Martensens iberegnede, løber de sammen, hvorved baade Lovens og Evangeliets Alvor svækkes. Men derom en anden Gang. —

Jeg er egentlig umaadelig glad over, at du synes godt om min Bog trods vor theologiske Uenighed; thi saa tør jeg vel derpaa støtte et Haab om, at der er flere end mine Tilhørere, den kan være til Glæde for. Det er i Grunden lidt pretentiøst at udgive Prædikener i vore Dage og allermeest, naar man har gjort det, som jeg, uden nogen grundig Bearbejdelse og omhyggeligt Udvalg. Du er for Resten den Eneste, fra hvem jeg har hørt noget om dem; men det, du har sagt mig, er saa godt, saa jeg egentlig ikke behøver at høre mere. Mantzius, som besøgte mig i Silkeborg og nogle Gange hørte mig prædike, sagde derom til en af mine Venner: «Det var meget godt, men «Gjenboerne» er sgu bedre.».

Du giver mig jo et betydeligt bedre Skudsmaal s. 532 som Prædikant, skjøndt Mantzius’ Dom morede mig meget. Lev nu vel, gamle Ven.

Din
C. Hostrup.