Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1867-01-18)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 18. Jan. 1867

Kjære Ven!

Jeg maa dog en Gang igjen give et lille Livstegn fra mig for at formaae dig til det samme. Vi har det alle godt, og vore fire Børn er flinke og raske. Jeg har i mange Henseender Glæde af min Virksomhed her, skjøndt den jo ogsaa har sine Skyggesider, og da navnlig den, at jeg ikke kan faae Hul paa mit Landsogn; men her i Hillerød har jeg egentlig ikke Grund til Klage, skjøndt jeg nok kunde ønske Mændene lidt stærkere repræsenterede; men saadan er det vist overalt, at Kvinderne er de meest modtagelige, fordi de ikke lader Hjertet fryse i sig, hvad Mændene er saa tilbøjelige til. —

«Vintergrønt» er jo ingen betydelig Samling, især er den svag fra svensk Side, men den lader sig dog læse. Af det Norske er Bjørnsons det bedste, og saa et Par af Welhavens Digte. s. 540 Magdalene Thoresen, som er bleven norsk Forfatterinde, skjøndt hun er dansk af Fødsel, har et umiskjendeligt Talent, men er ikke fri for at være noget maniereert. Af det Danske er adskilligt ubetydeligt indtil Latterlighed, men der er dog ogsaa ganske friske og kjønne Ting imellem. Derimod er den svenske Samling, som udgjør flere Nummere end nogen af de andre, meget fattig, og de eneste, som jeg synes røbe lidt Talent, er Sätherberg og Snoilsky. Vi har i denne Jul haft et stort Bogmarked, deriblandt «Breve fra Helvede», som efter min Mening er et uhyggeligt, usundt Fantasteri med enkelte gode Træk, men de er for faa og for smaa til at forsvare Bogen som Heelbed. «Ivar Lykke» af Paludan-Müller har jeg ikke læst endnu, men gaaer ikke til den med store Forventninger, da Digteren egentlig mangler den plastiske Evne og kun kan male, som Musikken maler, ikke Personer, men Følelser. Richardts og Rodes Børnebog: «For Smaa og Store», indeholder mange smukke Tegninger og adskillige nette Vers; den er ganske fornøjelig at læse, skjøndt den gjerne kunde behøve lidt mere Salt. — —

Med Hensyn til Afstemningen i Nord-Slesvig, da troer jeg ikke, at det bliver til noget, naar vor Regering vil vedblive at forholde sig tavs. Saa sammenkalder Preussen det nordtyske Parlament, og naar saa det, som det naturligviis gjør, modsætter sig Afstemningen, saa siges der til Frankrig: Vi kan ikke, vi er bundne af Folkevillien. Blot s. 541 vor Rigsdag i alt Fald vilde røre lidt kraftig ved den Sag, men endnu har den ikke gjort Mine dertil.

Adolf Knudsen har, som du vel veed, oprettet en dansk Folkehøjskole i Angel, hvor Folkesproget er blandet, men de tydske Sympathier er de raadende. Han har fra sin Deeltagelse i begge Felttog faaet det Indtryk, at meget af det, som synes aandelig tabt for Norden, vil kunne vindes tilbage, og med en Kraft og Frejdighed, som man knap skulde have tiltroet ham, har han saa opgivet sin Stilling i Kongeriget for at propagandere Syd for Flensborg. Han var i Julen i Kjøbenhavn og var ved godt Mod; Antallet af hans Elever voxer; men bliver den preussiske Regering opmærksom paa ham, faaer han naturligviis Marcheordre mod Nord. Imidlertid har jeg et, maaskee fantastisk, Haab om, at hvad det saa bliver til med Afstemningen denne Gang, saa rykker den dansk-nordiske Grændse egentlig saa smaat mod Syd under det preussiske Herredømme, saa vi kan maaskee en Gang endnu naae ned til Dannevirke, naar den endelige Afgjørelse kommer. Faaer vi ikke snart en saadan, der giver os Als og Flens borg tilbage, saa haaber jeg, at selv deraf skal der kunne komme noget Godt, saa at de Danske under det fremmede Herredømme ikke skal blive færre, men flere og flere, til Befrielsestimen slaaer. — —

Din
C. Hostrup.