Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Nicolaysen, Vilhelm Bernhoft FRA: Houstrup, Jens Christian (1869-07-01)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 1. Juli 1869

Kjære Ven!

Det var en udmærket Tuur, men man har svært ved at komme til Ro igjen, naar man i den Grad har været ude af den. Jeg blev naturligviis ved Hjemkomsten overfalden af en Bunke Forretninger, som laa og ventede paa mig, og har nu slaaet mig igjennem det Værste, saa jeg kan faae Tid til — hvad der burde være skeet før — at takke dig og din Hustru for de dejligs Dage i Christiania.

Hvad særlig din Frue angaaer, glæder det mig, at jeg har gjort lidt nærmere Bekjendtskab med hende; og ikke saa lidt endda, for man bliver hurtig bekjendte under saadanne Forhold. Grevinde Hamilton og jeg var da ogsaa enige i at synge en lille Lovsang over hende, da vi droge op langs med Glommen og vemodig dvælede ved Minderne fra Homansbyen.

Det var en almindelig Følelse hos de danske Deeltagere i Toget, da vi drog fra Christiania, at vi nu helst vilde lige hjem; jeg talte i Kongsvinger s. 552og Arvika med mange af de Unge, som havde en Følelse af, at de ligesom begik en Utroskab mod Norge, naar de nu lod nye Indtryk komme og tilsløre dem, de medbragte fra eder. Jeg trøstede dem imidlertid med, at hvad der var det Bedste, ogsaa vilde blive ved at staae for Erindringen som det Bedste, og skjøndt jeg selv havde den samme Følelse og desuden var længselsfuld efter at komme hjem, opfordrede jeg dem til at give sig hen til de svenske Indtryk lige saa fuldt som til de norske. Det lykkedes os da ogsaa, som du vel har læst i Bladene, at faae en smuk Rejse igjennem Sverige, uden at den dog i mindste Maade kom til at skade Hovedminderne. Da vi nærmede os Danmark, blev min Længsel efter Hjemmet saa stærk, saa jeg, da jeg indsaae, at jeg ikke kunde naae det sidste Tog, for ramme Alvor foreslog en Læge, som ogsaa skulde til Hillerød, at vi skulde lade os sætte i Land i Helsingør og derfra sammen tage Extratog til Hillerød, men han saae paa mig, som om jeg var bleven gal. Saa fik jeg den noget rimeligere Tanke at leje Vogn til Hillerød for at ankomme der om Natten istedetfor næste Morgen; men jeg lod mig afholde af et lønligt Haab om, at Elisabeth muligviis kunde være tagen til Kjøbenhavn for at modtage mig, og det slog ogsaa til, saa da vi Kl. 11 om Aftenen landede ved Kvæsthuusbroen, og Capitainen havde tilbudt mig at ligge paa Skibet til næste Morgen, da Jernbanetoget gik til Hillerød, s. 553kom et Par unge Studenter og fortalte mig, at min Hustru stod paa Bryggen og spurgte efter mig, og der var hun da med Koch og Mathilde, og vi gik saa sammen hjem til dem, saa Rejsen endte paa allerbedste Maade.

Nu siger man, at Rimestad i sin Avis klager over Plougs og mine ukloge Udtalelser i Drammen; jeg har nu ikke læst det selv og bryder mig heller ikke om det eller om alle de Dumheder, som Bladene velvillig har tillagt mig. Det falder af sig selv, at det er svært at referere det Par korte Udtalelser, som jeg bar frem, da jeg ikke kan gjøre det selv; men Christianiatoget var heller ikke saadan en Talerfest, som de tidligere Studentertog, og det var et af dets store Fortrin. Jeg vilde derfor ønske, at Referenterne, som er Lundenserne, kunde give os et poetisk Billed af denne stemningsrige Rejses Stemninger og saa for Resten kun Sangene og Referat af Discussionsmøderne med Richardts Foredrag, og ikke prøve paa at binde disse flygtige Udtalelser, som blot havde Betydning i Øjeblikket, til Papiret, hvorved de blive noget heelt andet, end de var.

Men blæse med Referatet, naar Virkeligheden er saa smuk, som den var denne Gang, for det var et dejligt Tog fra først til sidst. Og derfor har ganske vist Nordmændene Hovedæren og for mit Vedkommende du og din Hustru, saa jeg kan ikke takke jer nok. Nu paa Søndag skal vi have nordisk Folkemøde i Frederiksborg, men jeg venter s. 554mig ikke meget deraf, og det er at sætte en Bonde ovenpaa en Herremand. Søndagen derefter skal jeg have Bispe-Visitats og Martensen til Gjæst i tre Dage.

Da jeg er træt af at skrive en lang Indberetning, som krævede en Mængde Regnestykker, maa du foreløbig tage dette som en Tak for sidst. Fra Elisabeth skal jeg takke, fordi I har været saa gode imod mig. Hils nu din Hustru samt alle Venner og Veninder i Norge.

Paa Hjemrejsen forenede vi Danske og Lundenserne de nordiske Hurraer i eet, saa vi raabte først tre lange Hurra — og saa tre korte: Hurr — hurr — hurr, — og saa endte jeg med at raabe: Leve Nicolaysens, leve Norge! Hurra — hurra — hurra — hurr — hurr — hurr!

Din
C. Hostrup.