Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1869-12-18)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 18. Decbr. 1869

Kjære Ven!

Som Patient af en Forkølelsesfeber, der nu har holdt mig inde og tildeels sengeliggende i 8 Dage, er jeg vel ikke videre skikket til at skrive, men det er dog omtrent det eneste, jeg kan gjøre, og en Opfordring fra Docent Es. Tegnér i Lund til — hvad der for Resten er mig umuligt — at s. 555 opskrive mine Taler ved Studentermødet, har fremkaldt en Lyst hos mig til at skrive til mine Venner og Værtsfolk i Homansbyen Jeg har ved — for de ulykkelige Talers Skyld — at gjennemsee Beretningerne om Studentertoget i flere af vore Blade, fornyet de norske Erindringer fra Sommeren og særlig tænkt paa, hvor hyggeligt og fornøjeligt Opholdet var i din mauriske Villa. Jeg har engang i Efteraaret truffet Grev Hamilton paa en Jernbanetuur fra Helsingør til Hillerød, ellers har jo Rejseminderne sjelden faaet Lejlighed til at dukke frem uden strax at blive viist tilbage til det Museum eller Pulterkammer, hvor sligt bliver gjemt.

«De Unges Forbund» finder jeg meget interessant, og det maa man lade Ibsen, at han har Følehornene ude i sin Tid og mærker, hvad der trænger til at drages frem. Det er et betydeligt Digterværk, men forekommer mig dog noget for langt og tungt, — megen Braad, men liden Honning, — og dermed mener jeg just ikke, at de ideale Partier behøvede at være videre udførte, nej, man vilde intet Savn have følt, hvis der var lidt mere Festivitas i Replikerne, mere Lune. Jo hvassere Satiren er, desto mere bevinget maa den være, og vælger saa Digteren ikke den store Scene, Hovedstadsscenen, hvor Politikeren hører hjemme, stiller han ham midt i Bygdens Smaaforhold, saa maa ogsaa alt det Smaavrøvl være saa fornøjeligt s. 556 skildret (som f. Ex. i »Erasmus Montanus»), saa man maa lee ad hver Replik, ellers føler man sig let trykket. Jeg synes bedst om første Akt, men det er i det Hele et udmærket Arbejde med ypperlige Figurer, og I kan sagtens være glade over eders Digtere; og hvorfor de i Christiania peb ad et saadant Stykke og dets Skildring af en ikke særlig norsk, men væsentlig europæisk Skikkelse, er svært at forstaae. Falsk er naturligviis den Paastand i et norsk Blad, at Mantzius i sin Oplæsning af «De Unges Forbund» har portrætteret Bjørnson, hvilket slet ikke lader sig gjøre. At han ved Oplæsning af Talen i første Akt er kommen til at tænke paa Bjørnson, er jo meget muligt, maaskee blot, fordi han er Faderen til den nynorske, pathetiske Stiil.

Hauch har udgivet en Digtsamling, der vel forraader den gamle Mand, men dog ogsaa indeholder nogle Perler som det udmærkede «Tidernes Omskiftning». Den nye, svensk-danske Studenterkalender «Ydun» indeholder ikke store Sager, men er dog efter fattig Lejlighed en ganske respektabel Samling.

Gid I nu maa have en glædelig Juul, og gid vi ogsaa maa faae den, allerhelst saaledes, at jeg, som er en Pjalt, kommer til mine Hægter igjen, skjøndt det jo ogsaa kan gaae heelt godt uden det. Hils nu din Hustru og din øvrige Familie, og saa faaer du ikke mere fra en syg Mand, som s. 557 ikke duer til Forretninger og ikke engang kan prædike i Morgen. Lev vel!

Din
C. Hostrup.