Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1818/1892)

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. Uden Datum.

Kjære gamle Ven!

Tak for dit Brev og de tilsendte af W.s! Om dem kan jeg ikke være ganske enig med dig. I en vis Forstand troer jeg nok, som du, at Sandheden er rummelig: vi see alle her som i et Spejl og en mørk Tale, vi føres igjennem en forskjellig Udvikling, ad forskjellige Veje til Sandheden, som naturligviis kun er een. Med andre Ord: Theologien er forskjellig, saa at troende Lutheranere og Reformeerte og Katholiker slet ikke har Ret til at forkjætre hinanden, skjøndt vi vel maa have Lov til at sige, at vor christelige Oplysning er bedre end Papisternes, ikke blot fordi den stemmer mere med den gamle Kirkes og Skriftens Vidnesbyrd, men fordi den ikke, som Papismen, stivner i en død Autoritetslære, som undergraver al Ansvarsfølelse hos dens Tilhængere. Men Eet maa vi dog holde fast paa som Christne, at Sandheden, den væsentlige Sandhed, ikke er skjult, men aabenbaret. Vi kan ikke, som Goethe, betragte den positive Christendom, den christne Kirkes s. 558fælles Tro som noget Sideordnet med Muhamedanismen og hedensk Mythologi, der jo ogsaa indeholder Sandhedsglimt. De Christnes Gud: Fader,. Søn og Helligaand, er den sande Gud, saadan som vi har ham i vor Troesbekjendelse. Træffer jeg alvorlige Mennesker, der slutte sig til Feuerbach eller Rénan, saa bryder jeg ikke Staven over dem; de kan maaskee være paa Vejen til Sandheden; men jeg siger ikke, at de muligviis — objektiv taget — har ligesaa fuldt Ret som jeg, nej, saa gjorde jeg Christendommen, Peters og Paulus’ og Luthers og J. P. Mynsters og Grundtvigs Tro til en Mythologi, til et forgængeligt og ufuldkomment Klædebon for den skjulte Sandhed, medens den er Sandhedens Aabenbaring. Fornegter Swedenborg, som det siges, den christne Tro paa den treenige Gud, bruger han, som ogsaa siges, Apostlenes enfoldige, omsvøbsløse Prædiken, som vi har den i den hellige Skrift, som en billedlig Indklædning for nye Aabenbaringer, lærer han, at vi, som W.s. Brev synes at antyde, frelses ved vor egen Kjærlighed og ikke ved vor Herres Kjærlighed, ikke ved hans Død for os, ved hans Liv i os, ved hans. Oprejsningskraft, som daglig fører os fra Døden til Livet, saa kan jeg ikke give ham Ret; this det er den eneste Tro, jeg kan leve og døe i, og skulde jeg saa sige, at de, som fornegters den, kan have ligesaa megen Ret som jeg? Nej, hvis Swedenborg virkelig, som det fremgaaer af Hagenbachs kirkehistoriske Forelæsninger — jeg s. 559har kun dem at holde mig til — negter Guds Treenighed, negter vor Herres Forsoningsdød, saa kan han gjerne, menneskelig talt, have været en stor Mand, som Goethe og Lessing var det, men han har ikke faaet Øjnene op for Sandheden, han er vildfarende. Saa ligger det vel nærmest deri, at han (W. med ham) mangler Syndsfølelse, at de ikke trænger til Gjenfødelse, noget, jeg nok kan forene med mine Erindringer om W. trods den stærke religiøse Retning, som hans Liv tidlig fik.

Nej, det er at gaae for vidt i Tolerance, naar man mener, at det ene Standpunkt kan være ligesaa berettiget som det andet, blot man ærlig søger Sandheden; thi Sandheden selv er een, den er ikke baade Ja og Nej. Det kan være skrækkeligt, at ærlige Mennesker sidder i et Selvbedrag; men med Hensyn til dem har jeg den Trøst, at Sandhedens Gud nok skal føre dem paa rette Vej, naar de er af Sandhed. Jeg er ikke, som du synes at mene, intolerant, jeg er netop meget rummelig i min Tro paa det gode i Mennesker, i mit Haab paa, at selv om det bliver ad mange Omveje, saa skal de tilsidst naa det Maal, der er eet for alle; jeg har først og fremmest en ubegrændset Tro til Rummeligheden i Guds Kjærlighed, som vi ikke skal være bange for at vente os for meget af, den overgaaer al vor Forstand; men fornegter man den christne Tro, ikke den Lutherske eller Mynsterske eller Grundtvigske Oplysning, men selve Troen, Apostlenes Tro, Menighedens Tro paa den korsfæstede og opstandne s. 560Jesus Christus som den eneste, ved hvem der er Frelse for syndige Mennesker, siger man, at vi halvvejs ved vor egen matte og urene Kjærlighed skal hjælpe os til Himmelen, saa siger jeg: det er Løgn, for saa bliver der ingen Frelse for mig. Sandheden er ikke gjemt, saa ingen af os kan finde den, den er aabenbaret os i Christendommens Evangelium, saa vi nu kan sige: Jeg veed, paa hvem jeg troer, som er mægtig til at gjøre vore Sjæle salige. Nej, kjære Ven, deri kan jeg ikke følge dig; W. og jeg kan med Guds Hjælp blive enige endnu; men har ikke alle Kirkehistorier gjort Swedenborg den blodigste Uret, saa er Sandheden med al sin Rummelighed ikke rummelig nok til at rumme hans og hans Disciples Lære, saa er de i Vildfarelse.

Din
C. Hostrup.