Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelm Bernhoft Nicolaysen FRA: Jens Christian Houstrup (1874-05-21)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 21. Maj 1874

Tak for dit Brev med dets Efterretninger om din Hustru og dine Børn. Ogsaa vi er raske allesammen, og vi har i enhver Henseende god Grund s. 566 til at være glade. Vi har fire Børn (to Drenge og to Piger), som alle er gode og lovende.

Jeg har i denne Tid travlt med Rejser i Sønderjylland; jeg har paa Opfordring været dernede for en tre-fire Uger siden og holdt Møder paa fire forskjellige Steder paa Vestkysten; nu skal jeg lige efter Pintse til Østkysten for ogsaa der at tale folkeligt og christeligt til disse Mennesker, der under Trykket dobbelt trænger til at høre et befriende Ord. Der er, efter hvad jeg kan skjønne, et ubetvingeligt Mod hos disse Danske under det fremmede Herredømme, og paa Vestkysten, hvor jeg var, et stærkt og sundt christeligt Liv; og det, at en stor Mængde af dem ere udtraadte af den preussiske Statskirke, giver os danske Præster Lov til ikke blot at prædike for dem, men ogsaa at tage dem til Alters og døbe deres Børn. Min Rejse forrige Gang blev ikke forstyrret af preussisk Politi, og jeg haaber at være ligesaa heldig denne Gang.

I Striden her til Lands mellem Regeringspartiet og det saakaldte «forenede Venstre» indtager jeg den utaknemmelige Stilling ikke at kunne gaa med nogen af Siderne, hvilket navnlig Ploug tager mig meget ilde op. Jeg lever altfor meget med Bønderne til at være blind for, at der er meget godt og dygtigt i Bondebevægelsen hos os, meget, som skal frem, og som vore National- Liberale ganske mangler Syn for. Paa den anden Side er jeg langt fra at beundre de politiske Førere s. 567 for Venstrepartiet og dette Partis, som mig synes, temmelig uheldige Manøvrer, men glæder mig ved, at der er nogen, der vil frem, hvad visselig baade er godt og nødvendigt; men paa samme Tid tror jeg ikke, det er nogen Skade til, at der er nogen, der holder igjen og hjælper til at moderere Bevægelsen. Hovedstadspressen giver i mine Tanker en meget ukyndig og ensidig Fremstilling af, hvad der foregaar her i Landet, men under al den lidenskabelige Ophidselse trøster jeg mig ved, at der er gode danske Mænd i begge de stridende Partier, saa at Brydningen mellem dem forhaabentlig kun vil tjene den gode Udvikling.

Hvad Bjørnson angaar og hans Møder med Rydberg, som du skriver om, saa har jeg altid god Tro til hans Hjertelag. Selv om det voldsomme og ubundne i hans Natur let udsætter ham for at komme paa Vildspor, saa tror jeg dog, at hans Kjærlighed til Sandhed og Menneskelighed og den dermed sammenhængende Følelse for Gud og de aandelige Magter i Tilværelsen, vil bevare ham for det flade Fritænkeri og hvad der hører sammen dermed. Jeg tror, at der er nordisk Alvor i ham, men jeg venter mig mange mærkelige og overraskende Spring af ham, men intet Frafald i det Væsentlige. —

Nu lader det endelig til at blive Sommer; vi har haft en kjedelig kold Maj, men Varmen kommer vel nu til vore lysegrøne Skove, som har s. 568 seet saa indbydende ud, uden at man dog fik Lyst til at lejre sig i dem.— —

Din
C. Hostrup.