Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1875-12-04)

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 4. Decbr. 1875

Kjære gamle Ven!

Tak for de tilsendte Bøger, som jeg har været glad ved, baade for deres egen Skyld og som et s. 570Vidnesbyrd om, at det gamle Baand mellem os bevares trods al indbyrdes Forskjel. Den sidste af dem, som ganske vist har interesseret mig mest, havde jeg kun faaet til Gjennemsyn fra en Boghandler og kigget lidt i; nu har jeg læst det meste af den i Sammenhæng med megen Fornøjelse. Det, der har glædet mig allermest, er dog det, at Mynsters Hjertelighed i de snevrere Forhold træder saa stærkt frem deri. Det hører nødvendig med til at kjende et Menneske at faa et Indtryk af hans Liv i Forhold til dem, der staar ham nærmest — som Hustru og Børn. At jeg i mange af Mynsters Domme seer et Fejlsyn, en Begrændsning — veed du jo nok; men der er ogsaa adskilligt, hvori jeg af ganske Hjerte er enig med ham, som naar han klager over, at F. Fenger i sine Formaninger til Tilhørerne ikke tager sig selv med. Dette overlegne «Du», som Martensen heller ikke synes mig fri for, men som især den indre Missions Prædikanter er stærke i, saa de staar som højt ophøjede over de Smaafolk, de taler til, er mig inderligt imod, saa kun den, der prædiker for sig selv, duer i mine Tanker til at prædike for andre. O. Laubs store Bidrag til Bogen er meget fornøjeligt; han gjør vel ikke deri paa mig Indtrykket af et meget betydeligt Menneske, men han er saa ung og begejstret, saa man kan ikke andet end holde meget af ham. Til at belyse et Afsnit af «Mynsters Tid» er netop disse Breve et udmærket Aktstykke.

s. 571Din Behandling af Grundtvig er i alle Maader hæderlig og ridderlig. I den lange Strid, som begyndte med de tre mærkelige Breve, tror jeg at kunne forstaa baade Mynsters og Grundtvigs Stade og i min Partiskhed at være retfærdig nok til at indrømme begges subjektive Ret. Hvem der har den højeste Ret, hvem af de to Kæmper, der bærer Fremtiden i sig, det har vi vel endnu en forskjellig Mening om; men jeg kan ogsaa nok see, at «Hindringerne» ere nødvendige Betingelser, og at der kan arbejdes paa den ikke blot af dem, der higer fremad, men ogsaa af dem, der holder igjen. Saaledes har det altid været, og det var godt, om «Højre» og «Venstre» kunde forstaa det og deraf lære at blive lidt billigere mod hinanden.

At jeg ikke har skrevet om «Prædikenerne», ligger egentlig deri, at den Slags Bøger ikke for mig er til at tage i een Mundfuld. Jeg vilde skrive, naar jeg havde læst noget videre i Bogen, og saa gik Tiden, og jeg glemte det. Det er vel nærmest for dem, for hvem Mynsters Prædikener staa som de bedste og kjæreste, at denne Samling er udgiven, og til egentlig Opbyggelse kan den ligesaa lidt være for mig, som Grundtvigs Prædikener er det for dig. Dermed mener jeg jo ikke, at jeg ikke kan finde eller har fundet noget Opbyggeligt deri, men sin christelige Opbyggelse søger Enhver der, hvor han bedst kan finde den. Men derfor kan jeg godt have Glæde af at læse s. 572en Prædiken af Mynster en Gang imellem, og jeg hører til dem, der synes bedst om de «senere» og mindst udarbejdede.

Og dermed Tak for denne Gang og for alt det Gamle!

Din
C. Hostrup.