Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1880-04-01)

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 1. April 1880

Kjære Ven!

Det er kun, fordi min Arbejdstid, som jeg nu maa holde indenfor visse Grænser, slaar saa daarlig til, at jeg ikke endnu har svaret dig paa dit Brev. Jeg drømte imidlertid om dig i Nat og vaagnede med den Beslutning, at i Dag skulde Brevet skrives, skjønt Tid og Lejlighed ikke er bedre end ellers.

Du har lagt alt for megen Vægt paa mine Ord om de Breve fra mig, som du gjemmer. Jeg har slet ikke været bange for at lade dig beholde dem, men jeg har blot i al Almindelighed villet gjøre Indsigelse mod den Brug, som i vore Dage gjøres af alle disse Papirslapper, som kun havde Ærinde i Øjeblikket. Jeg synes, at man hænger alt for meget ved det svundne, man samler paa det visne Løv, fordi man ikke stoler paa, at en ny Vaar skal bringe det friske. Jeg synes, jeg altid har haft mit Liv i Haabet og har det den Dag i Dag; men det hører med til mit Haab, som jeg prædikede om i Søndags, at alt, hvad der har rørt sig i mig som et virkeligt Liv, der var af Sandhed, selv om det trænges en Tid tilbage, fordi vi hernede er under Forkrænkeligheden, skal opstaa igjen i sin fulde Friskhed. Jeg frygter ikke for Aabenbarelsen, saasandt jeg tror paa en naadig Gud; jeg trøster mig ved Aabenbarelsen, men s. 583 rigtignok ikke den, hvori vi stilles for en rent verdslig Domstol, om man ogsaa bruger vore Breve til vor Forherligelse.

Imidlertid veed jeg jo mine Breve hos dig i de kjærligste Hænder, og du skal ikke tro, at jeg frygter for, at du vil misbruge dem. Du veed jo ogsaa godt, at jeg har haft stor Glæde af dine Brevsamlinger; alt, hvad jeg har sagt, har hentydet til mine egne Breve; men for Resten er jeg heller slet ikke saa paastaaelig med Hensyn til dem, kun tror jeg ikke, de har noget Værd; har de blot i mindste Maade i Øjeblikket været til lidt Glæde for dem, de var bestemt for, saa er det alt, hvad jeg kan ønske af dem. Mig har Brevskrivning vist aldrig rigtig ligget for; i det mindste er jeg ved nu i mange Aar stadig at udtale mig, især til min Hustru :— men ogsaa i mine Prædikener, kommen saa langt bort fra denne Meddelelsesmaade, saa jeg synes ikke, at mine Breve paa nogen Maade kan fortjene at gjemmes; det er egentlig blot det, jeg har villet sige. Vil du imidlertid beholde nogle af dem og brænde dem, du ikke bryder dig om, saa overlader jeg det ganske til dig; fik jeg dem selv, saa er det meget muligt, at jeg brændte dem allesammen for at bidrage mit til at formindske den overflødige Papirmasse, som Verden er i Færd med at drukne i. Jeg har sandelig fuld Tillid til dig, det var egentlig blot det, jeg skulde sige dig. Lev vel, gamle Ven! Jeg har det godt, men maa sørge for at spadsere s. 584 hver Dag og være fri for Arbejde de sidste Aftentimer for at holde det gaaende.

Din
C. Hostrup.