Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Poulsen, Emil FRA: Houstrup, Jens Christian (1881-01-08)

C. Hostrup til E. Poulsen.
Hillerød. 8. Januar 1881

Hr. Kgl. Skuespiller Emil Poulsen.

I Deres «Hatting» burde vist Prokuratorens Iver for den foreliggende Sag, hans Interesse og maaske ogsaa hans Dygtighed noget stærkere pointeres. Han har virkelig Lyst til at faa den lille emanciperede Frue under Behandling, baade fordi han har nogen Respekt for hendes Karakterstyrke («havde blot Rønnov Halvdelen af hendes Kraft» — «hun hører til Nummer-Etterne»), og fordi han betragter hendes Idealisme som usund og samfundsfarlig. I Deres Fremstilling dominerer det Kjøbstadagtige og Prosaiske hos ham endnu for stærkt (især i 3die Akt) — han veed, at han skal bestaa en Dyst med Eva, hvori han ved sin juridiske Intelligens er den Overlegne, derfor sidder han paa Vagt udenfor Havedøren for at s. 594være ved Haanden. Cigaren kan bruges som et Paaskud fra hans Side for at lade uinteresseret, men Publikum bør ikke tro, at det er ham ubelejligt at forstyrres i Tobaksrygningen. Dette gjælder dog navnlig hans to første Samtaler med Eva i 3die Akt; i Mødet med Knudsen er han naturligvis, som De spillede det, mere tvær; men hans Utilbøjelighed til at modtage Knudsens Afbud er netop begrundet i, at Evas Opdragelse er bleven ham en Hovedsag. Hans 3die Samtale med Eva har tabt noget derved, at Fru Hennings ikke har Mod til at antyde, at Eva er frugtsommelig; thi det er egentlig derfor, hun maa tale med ham en Gang endnu — for det ufødte Barns Skyld; men Hatting, som intet aner derom, har i den Scene Lov til at være noget mere nonchalant, da han nu har stillet Sagen frem, som den er, og hans Logik er uimodsigelig.

Den sceniske Fejl, som f. Ex. Kammerherre Fallesen finder i disse fire Indkaldelser af Hatting, er i mine Tanker ingen Fejl paa dette Sted; det er et nødvendigt Udtryk for, at Striden er staaende, og Publikum skal ved de to Kæmpendes levende Deltagelse deri selv bringes til at interessere sig for Debatten, som er Aktens og Stykkets Indhold. Hatting maa under den helst blive større og vægtigere end i Begyndelsen af Stykket; han kæmper for en Sag og veed, at han har Trumfer paa Haanden, som ingen kan stikke. Han overvælder ikke Eva med Snak, men han slaar hendes s. 595ideale Betragtning ned med en fuldkommen sikker og korrekt Logik, hvorimod der intet andet er at indvende end, som Eva og Rønnov gjør i Stykkets Slutning, at stille Ægteskabet over Loven.

Jeg tvivler ikke paa, at Deres Fremstilling af Hatting kan blive udmærket, hvis De vil tage noget Hensyn til disse Bemærkninger. Det kunde maaske allerede i Hattings Samtale med Rønnov i anden Akt komme lidt stærkere frem, at Prokuratoren virkelig har Lyst til at tage sig af den Families indre Forhold, som han er kommen i Berørelse med. Imidlertid er maaske alt, hvad jeg skriver her, overflødigt efter de Par Bemærkninger, som jeg igaar tillod mig at gjøre, og naar jeg idag har bredet mig derom, haaber jeg, at De ikke tager mig det ilde op, da De har vist saa stor Interesse for Deres Rolle. Et virkeligt Tab har Stykket lidt ved den ovenomtalte Udeladelse af Fru Hennings, og jeg tvivler ikke paa, at Kritiken, naar Stykket foreligger trykt, vil bebrejde baade Theatret det og mig, som har givet mit Samtykke dertil; men da Sagen var afgjort, før jeg igaar erfarede den, og baade Fru Hennings spiller saa smukt, og Stykket i det hele tegner til at gaa godt, har jeg naturligvis ikke andet at gjøre. De to første Akter og Slutningen af 3die og af 4de gik igaar ved Prøven overraskende godt; kun 3die Akt, som rigtignok er den største og den betydeligste, lod endnu i mine Tanker noget s. 596tilbage at ønske. Men jeg tvivler ikke paa, at det vil komme.

Deres ærb. forbundne
C. Hostrup.