Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Ludvig Nicolai Mynster FRA: Jens Christian Houstrup (1881-02-11)

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød, d. 11. Febr. 1881

Tak for dit Brev, gamle Ven, som jeg slet ikke tager dig ilde op, men tvertimod er ganske glad ved.

Jeg kan med Glæde mødes med mange Mennesker, som jeg ikke kan følges med, selv om de hverken tror paa en personlig Gud eller et evigt Liv, — og det kan du ogsaa. Folkekirken er fuld af den Slags Mennesker, som du i Grunden godt veed det om, og der er vist flere af dem, som du godt kan lide og gjerne taler med. Og det var da ogsaa for galt, om vi ikke skulde kunne glæde os over det gode i Mennesker, fordi de ikke deler Tro med os. Schandorph har jeg truffet flere Gange før, og han har gjort et godt og hjerteligt s. 604 Indtryk paa mig; der er saa meget ægte menneskeligt ved ham, at jeg ikke kan blive uberørt deraf. Borchsenius kjender jeg godt, han er en rigtig brav Mand. — Havde jeg sagt nej til Indbydelsen fra den Kreds, saa havde Højrebladene jublet over, at jeg ogsaa stemplede den som uværdig til at have Samkvem med, saa jeg ikke kunde modtage en Venlighed af den, saa var jeg bleven slaaet sammen med Farisæerne, og jeg vil hellere slaaes sammen med Tolderne. Jeg tror ikke om en hel Kreds af Mennesker, at det er under min Værdighed at have med dem at gjøre. — Jeg er nu engang ikke saa belemret med Værdighed. — Havde den socialistiske Arbejderbefolkning indbudt mig — ikke som Meningsfælle, men som dansk Digter, havde jeg ikke sagt nej, for ikke at støde dem endnu længer bort fra os og umuliggjøre al Forstaaelse. Jeg er vis paa, at jeg tjener baade vor Herre og mit Folk bedst paa denne Maade, og jeg kan snarere haabe, at man i det literære Venstre nu vil lægge nogen Vægt paa, hvad jeg har sagt om de sandsepirrende Skildringer i deres Skrifter, end om jeg havde skyet dem som Pesten. — Du betragter Schandorph som afsluttet i sin Christendoms-Modstand; det gjør jeg ikke med noget Menneske; men selv om han var det her paa Jorden, skulde jeg saa ikke have Lov til at glæde mig ved alt det menneskelig gode ved ham, som bedst viser Forbindelsen med den Gode. Nej, kjære Ven, jeg hader al den Selvretfærdighed og s. 605 Dømmesyge; skal det være Christendom, da er den mig en Pestilens, og jeg synes ikke, du heri er rigtig dig selv. — Og jeg havde ingen Grund til at fortryde, at jeg gik med til Festen; Ingen gik mig for nær, man vidste, hvor jeg stod, og respekterede det fra alle Sider. Fra christelig Side fremkom Udtalelser om min Præstevirksomhed, uden at det lod til, at nogen forargede sig derover. — Det kan ikke skurre i mine Øren, om nogen ønsker Brandes til Universitetet; jeg vil selv have Lærefrihed paa det Sted, og skjønt jeg vel kunde ønske en dybere og mere dansk Æsthetiker paa Oehlenschlägers og Hauchs Plads, saa er Brandes dog som saadan utvivlsomt for Tiden vor mest fremragende Begavelse, saa jeg forarges ikke, fordi man ønsker ham dertil. Berg protesterede imidlertid strax varmt og bestemt imod at sætte sligt som Venstrepartiets Opgave.

Jeg har skrevet i «Morgenbladet» — ikke for min egen Skyld, men for at vise mine Indbydere, at jeg er dem taknemmelig for den Venlighed, de har vist mig, og ikke lader mig indbilde, at jeg bliver vanæret ved at være deres Gjæst. Hvad der er godt i den Kreds, skal ikke stødes tilbage, og de daarlige Elementer veed fuldt saa vel som før, at de ikke kan gjøre Regning paa mig. Jeg finder det grumme komisk med den Storm, som Farisæerne rejser imod mig; det synes mig dog, at det er min egen private Sag, hvad jeg af den Art vil deltage i eller ej, og de har ligesaa lidt s. 606 Ret til at blande sig deri, som jeg vilde have, hvis jeg blandede mig i, hvilke selskabelige Indbydelser, de modtoge. Jeg tvivler stærkt paa, at de, naar de selv bydes til Gilde, er saa nøjeregnende med, hvem de kommer sammen med, og jeg tør nok sige, at mange af dem, der nu raabe højest, ikke vilde lade sig synderlig anfegte af, om de ogsaa sad til Bords med nogle af de i deres Øjne selvskrevne Fortabte, — hvad du dog maa erindre, at intet Menneske i mine Øjne er.

Jeg fik i dette Øjeblik fra den mig personlig ganske ubekjendte Alexander Kielland en varm Tak for «Eva», som ogsaa glæder mig meget, skjønt jeg godt veed, at han med Hensyn til Christendommen ikke er enig med mig. Jeg fik igjennem hans aabne, varme Udtalelse et saa tiltalende og elskværdigt Indtryk af ham, saa jeg kun kan ønske at lære ham at kjende. Lad os dog først og fremmest være Mennesker og kunne mødes med hinanden i Synet paa, hvad der er menneskelig godt.

Din
C. Hostrup.