Danmarks Breve

BREV TIL: Jens Christian Houstrup FRA: Holger Henrik Herholdt Drachman (1887-05-22)

H. Drachmann til C. Hostrup.
Frederiksberg, den 22de Maj 1887

Kjære Hostrup!

Jeg skulde jo egentlig have været med til dit 50-aars Studenterjubilæum igaar, jeg var selvskreven (om ikke indskrevet) dertil, eftersom jeg vel skatter dit Værd som Digter, som Menneske og som Student mindst ligesaa højt som den overvejende Del af Festdeltagerne. Men for en Del af disse — lad os sige for Hælvten — er jeg en af Dage taget, en begravet og glemt Mand, hvorimod du staar i din unge, fejre Kraft endnu (se Festreferaterne). At hilse paa dig ved en saadan Lejlighed som Genganger og Spøgelse, vilde kun have været en daarlig Spøg og slet ikke overensstemmende med Festens fornøjelige Karakter.

Jeg valgte da at blive hjemme, saa meget mere som jeg ikke er rask i denne Tid og desuden har Sygdom i mit Hus, hvad der i hvert Fald kunde undskylde mig.

Ydermere foretrak jeg at blive hjemme, fordi jeg i det hele taget ikke gaar med til officielle Festligheder mere, ligegyldig hvem der er deres Genstand. De Afvigelser, jeg har gjort fra denne Regel, har kun indbragt mig Ærgrelser, dels over, hvad jeg ved en saadan Lejlighed kom til at sige, og dels over, hvad jeg — i Lighed med Hr. Flovmand — ikke fik sagt.

At jeg nu i Dag, uden at ærgre mig over s. 631 det ene eller det andet, med fuld Tilslutning og af mit ganske Hjærte kan sidde for mig selv og være «i Fest» for dig, det er det, som jeg her vilde sige dig.

Jeg tror, at vort Land stunder mod en Opløsning, i hvert Fald som selvstændig Stat, om end ikke som levedygtig og ejendommelig Nation. At vore mange Politikere (selvfølgelig imod deres Villie) arbejder henimod den førstnævnte Eventualitet, derom er der ingen Tvivl hos mig, — og naar du og jeg sandsynligvis er absolut uenige om dette Punkt, saa vil jeg dog sige dig, at jeg var glad over, at det ikke lykkedes nogle velmenende, men kortsynede Venner at faa gjort dig til Politiker i praktisk Forstand. Den Dag, da du ikke blev det, da sagde jeg til mig selv, at det dog var godt, at vi bevarede en stor Digter og et højsindet Menneske, som ikke skulde op og ride sig den daglige Tur paa vor indre Miseres Træhest.

Hvad vor ydre Trængsel og den heraf flydende Fremtid for vor Nation angaar, da formaar enhver iblandt os i det mindste at gjøre sit bedste, for at vi kan «falde med Ære». Vi kan bukke under; men den Slægt, i hvis Midte en saa ejendommelig national Digterskikkelse og et saa sundt og kjærligt Menneske som C. Hostrup endnu rager frem, den Slægt har virkelig noget at være stolt af og vil kunne yde Modstand selv langt ud over Katastrofen.

Din hengivne
Holger Drachmann.