Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1827-11-04/1827-11-10)

Kjøbenhavn, d. 4. Novbr. 1827.

Højstærede!

Men er Du da rent bandsat gal og fuldkommen forrykt, eller, hvis dette ikke er Tilfældet, sidder Du da ikke paa Hug dybt henne i en Krog af dit Værelse og skammer Dig som en Hund? Fy, for en Ulykke! Ikke at sende mig, der paa en Maade kan anses som din faderlige Velgører, et eneste Brev i Tidsrummet fra 11. Septbr. til Dato! Er da den lille Stump Ribe-Aa, der endnu er tilovers, bleven en hel Flod Lethe, der lader Dig glemme, at der paa den østligste Kant af Landet Danmark ligger et større Ribe, der efter din Anskuelse maa være saa meget værre, som det er større, end det mindre paa Vestkysten af bemeldte Rige? Sandelig: hvis jeg som Fuglen var, — der tre, fire Vinger har, — fløj jeg til Dig og kastede Dig en Vergismennicht i Hovedet, at sige en in folio, ikke en tysk Taschenduodez, saa stort et Skarn er Du.

Din Ugærning er saa meget større, som jeg i den Tid ikke blot har sendt ypperlige Breve, men — om muligt — endnu ypperligere Bøger til Dig. Derved indløb imidlertid en Fejl. Jeg antager det som et Grundprincip i vor Trafique, at hvad jeg sender Dig, betaler s. 2 jeg Porto for, ligesom Du skal betale, hvad Du sender mig. Den ene Pakke, hvori Reitzel tillige sendte et Par af sine Bøger, havde han lovet mig at besørge, som jeg gav Ordre til; men han glemte at francere den; han har lovet at gøre det godt igen med en anden Pakke, han nu skulde sende Dig; jeg vil haabe, den lange Klokker har gjort det.

Litteraturen er saa maver, saa det er en Gru. Den saa meget forventede Bog af Morgenstjerne om Staffeldts Forhold og Proces i den norske Krig er der udkommet 1ste Del af; men den er fuld af historiske, og især krigshistoriske Details, saa man ikke kan have nogen Nytte af den, naar man ikke læser den yderst langsomt og nøjagtigt med en Hoben Bilage og Speciel-Karter. Derfor har jeg heller ikke engang bladet i den; ved at slaa op i den, stødte jeg imidlertid uformodenligen paa det eneste simple, der er interessant, i den. Det var en lille Billet fra Prins Christian til Staffeldt Dagen efter Vaabenstilstandens Slutning; den endtes med de Ord: »Jeg er syg af Bekymring,« hvilket er trykket med udmærket Stil. . . . Liunge 1 ) har igen begyndt at udgive et Theaterblad, indeholdende Kritiker ved Y. Z. 2 ); de to første Nr., der hidtil ere udkomne, indeholde en Kritik af Erik den 7de 3 ), hvor der siges alt ondt om den; paa samme Tid begyndte Heiberg at rose dette Stykke for dets Plan, men overvældede Forfatterens Udførelse af denne Plan med de kortvilligste Grovheder, man kunde ønske sig. Samme Heiberg var ogsaa s. 3 temmelig grov i Anledning af »nogle smaa Udfald« mod ham i Kjøbenhavnsposten ; hans Stykke begyndte saaledes: »Det har noget comiskt at se litterære Artikler i Politievennen og Kjøbenhavnsposten« etc.; men han er bleven saa pøbelagtig medtaget for dette, at jeg endog, hvor meget det end glæder mig, naar han maa ærgre sig, forarger mig derover.

Chr. Winther er, efter kloge Venners og Veninders Raad, aldeles traadt tilbage fra sit Forsæt at blive Skuespiller, og frekventerer nu Pastoral-Seminariet. Da Nielsen ikke mere vil spille uden i 5-Akts Stykker, men ikke i Vaudeviller, og man vel maatte vise Md. Wexschall samme indbildte Gunst som ham, udføres nu »Recensenten og Dyret« med forandret Rollebesætning. Overskous Vaudeville 1 ) er ikke siden mit sidste Brev givet, men skal nok forsøge sin Lykke paa Fredag. Jeg undgik en overhængende uformodet Fare ved den blotte Hændelse forleden i Reitzels Boutique. Jeg stod og talte om Vaudeviller et Kvarters Tid med en skikkelig, stille, borneret Person, hvis taabelige Meninger jeg virkelig med en usædvanlig Rolighed hørte paa, — og saa var det Hr. Overskou ; hvor let kunde jeg ikke have sagt : Højstærede, hvad mener De om Overskous mer end æselsagtige Avistavexels Non-Acceptation? Gud ske Lov, at jeg ikke sagde det . . . .

Jeg maa dog engang imellem tale noget om vor elskede Studenterforening 2 ). Nu strømmer der naturligvis Medlemmer ind i Hobetal, hvortil den og kan trænge. Forelæsningerne ere begyndte meget ordentligen og ventes, s. 4 ved mine ivrige Bestræbelser, at kunne florere iaar. Næsten alle Professorer have lovet Hjælp (Du veed forresten forud mine Tanker om dette sure Æble, jeg har maattet bide i). Jeg er derved kommen i Korrespondance med de ypperligste Skribenter i Danmark, og skal, naar Du kommer her til Byen engang, vise Dig de høfligste Breve fra Øhlenschlægere, Rahbekker, Heiberger etc. til mig. Ser Du, saadan en Karl er jeg, og Du, en usselig Ripenser, gider ikke gjort Dig den Umage at skrive engang nogle Grovheder til saadan en priselig Mand . . . .

1*

Lørdag d. 10. Novbr.

Jeg er ved forskellige Omstændigheder, Forretninger og en grim Forkølelse bleven forhindret fra at afsende dette, i Søndags, skrevne Brev før i Dag. Noget bidrog det til min Tøven, at jeg ventede, Du dog i Mandags eller igaar skulde have talt til mig; men det gjorde Du dog ikke. I Fandens Navn, eller vor Herres, hvem af dem Du elsker mest, hvorfor skriver Du ikke, Menneske? Jeg forsikrer Dig, at jeg i højeste Grad trænger til aandelig Assistance. Skriv dog snart, hører Du! . . .

Din
V. Jacobsen.