Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1827-12-02)

2. Decbr. 1827.

Nærværende Brev bliver sandsynligvis et temmelig langt Brev. Jeg vil nemlig ikke gærne udelade de sædvanlige Notitser, jeg sender Dig imellem, og paa den anden Side finder jeg i dit sidste Brev saa meget, hvorom s. 5 jeg finder mig nødsaget til at ytre mig her, at Skrivelsen, hvormeget jeg end sammenkniber Ytringerne, vil strække sig utilbørligen ud i Længden. Forresten er det i Grunden en fordømt Ting med Breve: i den Maaneds Tid eller mere, der forløber fra Affattelsen af et og Modtagelsen af Svaret derpaa, er ikke sjælden den Sindsstemning dunstet bort, som dikterte hint; og omvendt forholder det sig lige saaledes med Modtagelsen af et Brev og Afsendelsen af Svaret. Jeg skulde dog tro, at denne Omstændighed ikke kunde foranledige Forvirring i vor Korrespondance. Dit Sind er saa at sige semper idem, og om Du, der i Grunden slet ikke kender mit, ikke vil sige det samme om det, maa Du dog tilstaa det en Mobilitet, der snart kan sætte sig tilbage i den Stemning, det engang har haft. Jeg bilder mig altsaa ind, at vi gaa sammen op ad Købmagergade fra Studenterforeningen Kl. 8 Aften, og at Du netop trækker Aande fra den Replik, Du egentlig sagde d. 16. f. M., hvorpaa jeg, uafbrudt af Dig (noget, der sjældent skete i den virkelige Verden), begynder med mine Ord.

Der er i dit sidste Brev en hel Del Quæstioner, som det synes passende at oplyse, inden vi gaa videre i vor Korrespondance; Quæstioner, uden hvis Opløsning vor Korrespondance lader til at blive gaadefuld, i det mindste for en af Korrespondenterne, og som vi altsaa maa udvikle os, hvis vi ikke aldeles ville efterligne Dr. Otto 1 ) med at skrive hen i Taaget. Den første af disse, der indeholdes i dit Brev, endskønt indirekte, er det Spørgsmaal fra din Side : Men hvorfor i al Verden skriver det Menneske mig til og viser en Deltagelse, s. 6 der, om end ikke mig aldeles ukær, dog er mig aldeles uventet? Det simple Svar, som dit hypochondre Temperament ikke vil tillade Dig selv at give Dig, er:

1) fordi jeg holder meget af Dig; fordi Du er en brav og forstandig Karl, som jeg — 2 à 3 Mennesker undtagne — elsker og agter mest af den tobenede Slægt uden Fjer; — 2) fordi jeg ynkes over en skikkelig Ribeindvaaner og troer at kunne fornøje ham i noget; — 3) fordi denne Fornøjelse, jeg kan meddele ham, ikke koster mig nogen Umage, det er værd at tale om, ja, endogsaa forskaffer mig selv Fornøjelse. Jeg taler kun med faa og skriver til ingen (hverken til min Ven Thortsen 1 ) eller til den naragtige Valentin 2 )); jeg har ikke Lyst til for noget Menneske at optrække Dækket for mit egenligste Inderste, Bagtæppet, men imellem dette og Fortæppet ligger der endnu en hel Del, som jeg gærne gider tale om med Folk som Dig; som tildels i høj Grad interesserer mig, og hvoraf jeg veed, at en Del ogsaa interesserer Dig.

Den anden Quæstion, der, selv efter den første Oplæsning, endnu (jeg hører det paa dit »Hm«, idet vi gaa s. 7 forbi Fabricii Klub) forbliver Dig noget uklar, er: men hvad Fanden driver da Manden til at forlange, at jeg skal fra min Side tage Del i en Tale, han i Grunden holder, i det mindste mest for sin egen Skyld? Jeg svarer 1, med Nr. 1 supra: fordi din Tilstand (aandelig eller legemlig) efter det forhen anførte er mig vigtig ; fordi jeg dog engang imellem maa vide, om det, jeg holder af, er til eller ikke, om det lider vel eller ilde, om det i sidste Fald piner Vedkommende meget eller lidet etc. Hertil kommer endnu 2, at jeg har troet at bemærke, at den aktive Korrespondance fra din Side gør Dig godt; begynder Du en Skrivelse end med Ord som Kattens om Natten paa Taget, ender det dog næsten altid idetmindste med Hanegal henad Morgenstunden. Det er heller intet Under, hvis jeg skal slutte fra mig: naar jeg ret faar Lov at udøse min Galde over Heiberg, Münster, Normann, Zahle etc., bliver jeg til Slutningen glad og lykkelig og kommer til at svare til mit fromme Navn; at det ikke altid har været Tilfældet ved Slutningerne af mine Breve, har andre Grunde. — Endeligen er 3 : noget Svar fra din Side engang imellem er mig ogsaa af den Grund nødvendig, at jeg maa se, om Du ikke er ked af min Brevskriven. Saa meget kender Du til mig, at Du veed, at Paatrængenhed ikke er min Fejl; tværtimod befrygter jeg altid, selv i Samtaler, hvor den anden synes dybt interesseret, at genere ham ; dette er ogsaa Tilfældet i min Korrespondance med Dig. Jeg beder Dig derfor, og troer, at Du som ærlig Mand vil opfylde denne Bøn, at Du, saa snart Du ikke længer ønsker mine skriftlige Besøg, da med tydelige, men for alting ikke spodske, Ord lader mig dette vide : saa holder jeg Mund, og, skønt jeg maaske ikke let vil glemme Dig det, skal jeg dog altid lade Dig vederfares Ret.

s. 8 Det var de 2 Hovedqvæstioner. Endnu forekommer der et Par andre, som ikke saa meget i sig selv, som i Forbindelsen, de forudsætter med en Tilstand hos mig, kræve lidt Omtale. Den ene af disse, der forekommer — ogsaa indirekte — i dit Brev er den om den fæle Bjerringske Vaudeville 1 ). Du troer, jeg gør den Uret; men, Herregud i Himlen, maa Du dog ikke selv tilstaa — naar Du vil være ærlig — at der ikke er mindste Poesi i den ; den hører jo dog qua Vaudeville sammesteds hen som Tragedier og Komedier, ͻ; til dramatisk Poesi, og hvad større Ulykke kan der tænkes for et Værk, som vil høre derhen, end at netop det væsentlige, nemlig Poesi, mangler. Jeg har nok oftere i mine Breve talt om denne Ting, jeg har savnet i flere Arbejder, og jeg maa tilstaa, jeg har ikke selv kunnet gøre mig tydeligt, hvad jeg forstod ved dette: Poesi. Du vil med Tiden faa en Slump Flyveposter, hvori, blandt mere, ogsaa en Fortsættelse af Recensionen over Tegners » Frithjof« staar; denne fremsætter dette samme under Benævnelsen Stof (ikke Æmnet eller Planen, men den første umiddelbare Følelse eller Duft af noget Poetiskt, det være sig i Livet eller i et Digterværk, der kan opstaa hos enhver, hvis indvortes Øren vor Herre har berørt med sin Finger). Læs som sagt denne nøje, og se, om Bjerrings Afskrift af virkelig (ikke ætheriseret) Regentssnak, og af tysk Romanædelhed, kan kaldes noget poetisk. Iøvrigt glæder det mig, at Thortsen er i fuldeste Maade enig med mig heri. Han forkaster Hr. Bj.’s Produktion som noget aldeles abominabelt; Hertz med. De gaa endog endnu langt videre end jeg, især Thortsen. — Men allermindst begriber jeg, hvorledes Du kan s. 9 faa »en juridisk Lyst hos mig til af Personligheden at drage Beviser til Afgørelsen af Ting, der ikke rager denne det mindste«, fremdraget med Hensyn til Bj., eller som Du, maaske ved en Skrivfejl, har sagt, med Hensyn til Heiberg. Er jeg da ikke den, der vel ofte er nærved at græde over, at Heiberg, Forfatteren til disse Ting, der glæde mig saa uhyre, er et stort Skarn; men som tillige, uagtet jeg paa det inderligste er overbevist om dette sidste, dog tillige veed at skatte hans Vaudeviller saa godt som Nogen i dette Land, selv Dig ikke undtagen? Siger jeg da ikke om Normann 1 ) og Münster, at de ere særdeles forstandige Folk, skønt det næsten koger i mig, hvergang jeg ser dem? Hr. Bj. er en uforskammet Slubbert, skønt meget ydmyg mod mig i de Samtaler, jeg fører med ham ; men hvad Grund har Du til at tro, at jeg ikke kunde fatte et fortræffeligt Værk af ham, naar han virkelig var istand til at skrive et? Skulde det imidlertid, hvorom jeg tvivler meget, dog virkeligen blive Tilfældet, at jeg blev saa blind, saa regn imidlertid denne Blindhed ingenlunde paa Jurisprudentsens Vegne. Som Videnskab staar den ligesaa højt som f. Ex. Historien, og ligesom dennes, ville ogsaa hins højeste Anskuelser, ligesom alt ægte videnskabeligt, støde sammen i det Focus, hvorfra ogsaa det bedste, der er til, nemlig Poesiens, gaar ud. Men jeg taler i saa Henseende med en Enøjet ; Du kender endnu kun den Lovkyndighed, som studeres af dem, der ønske s. 10 at sætte sig ned i Korsør, Assens, Ribe og Ringkøbing for der at ernære sig ved Byfoged- og Politimester-Haandværket; erindre, kære Ven, at endskønt der ere Malere, som male for god Betaling Etatsraad Holtens og andre rige Folks Bygninger udenpaa, saa vedbliver der dog en bedre Malerkunst. Sæt mig derfor den egentlige Jurisprudents, eller mig, der stræber at profitere den, ikke saa dybt ned, som Du ved første Betænkning kunde føle Lyst til.

Hermed ender min Nøddeknækken. Alt det Forestaaende er skrevet i egentligste Forstand currente calamo. Recenser det ikke: det er, i sin Kærne for godt, og i sin Form for slet, til at taale det. Har Du ikke altfor meget at indvende imod det eller at erindre ved det, saa mæl ikke engang et Ord om det i dit næste Brev. Det er Ting, som jeg yderst nødigt lukker Munden op om, eller sætter Pen til Papiret for. Det har noget naragtigt ved sig, hver Gang man ser eller tænker sig min skurril latterlige Person i et Lys, som har noget enthusiastiskt, eller vel endog følsomt eller rørende ved sig. Jeg kender mig selv og veed, at Du næppe kan andet end le over det, men le ikke, saa jeg ser paa det; det gør mig dog ondt.

. . . . Paa Theatret er »Kjærlighed og Politie« 1 ) bleven opført. Jeg skal sende Dig det engang. Melodivalget forekommer allerede mig meget heldigt, og den s. 11 kompetente Heiberg roser det ganske særdeles. Sangene ere simple, men gode, og adskilligt i Dialogen er pikant; men forresten er Plan og Karakter saa bundforkert og tillige saa fuldt af ægte kotzebueske Platituder, at det er forskrækkigt. Overskous Vaudeville er slettere, men Bjerrings efter mine Tanker (ikke efter Thortsens og Hertz’) bedre. Den blev udhysset, men skal om kort Tid gives i forandret Skikkelse. Man troede, at Forfatteren var Hr. Siesby, eller en Person i Metropolitanskolen, men da Senioratet fik den sendende med en Skrivelse »til Tak for de mange glade Timer, Forfatteren havde nydt i Foreningen«, maa det vel være en Student, der er Fader til dette Barn. — Iøvrigt saa jeg igen i Forgaars »Aprilsnarrene« ; hvor det dog er et charmant Stykke ! Md. Winsløv spillede Fruen, det var ikke godt; men ellers var Md. Wexschall, Jfr. Jørgensen, Winsløv jun., Rosenkilde og Jfr. Pætges aldeles som sædvanligt. Vistnok er den sidste lidt vel lang i Begyndelsen, men lidt efter lidt glemmer man det og kommer virkelig selv tilsidst til at tro, at det er en 13 eller 14 Aars Tøs. At se eller høre hende og Rosenkilde synge Aprilsnarrevisen, er noget, Du absolut maa misunde mig. Samme Aften saa jeg et gammelt Stykke, der nu er trukket frem igen, »Amerikaneren«, oversat fra Tysk af Rahbek. Da det for en Maaneds Tid siden gaves, vare Folk forrykte af Glæde, og raabte: Rahbek leve. Senere har da Glæden sat sig lidet, og det kunde den trænge til. Hovedpersonen er en Ifflandsk-Jüngersk-Rahbeksk Amerikaner, meget rig, meget sindig, meget ædel, meget forstandig og fuldkommen ubekendt med det arge Europas listige Rænker og Trækker. Efter disse 2 Linjer kan Du vel sætte Dig hen og forestille Dig hele Stykket. — Øhlenschlægers »Væringer« har jeg ikke set; ogsaa s. 12 den vandt de første Aftener et uhyre Bifald, siden har det sagnet betydeligt; Y. Z. taler ikke for godt om den i Theaterbladet; Spillet, især Ryges som Eremitten, skal have været fortræffeligt; selv Birollerne skulle ikke være forfuskede.

Andre Efterretninger: . . . . Biskop Münter var i Sommer paa Visitats hos en Provst Engelhart; han fik om Aftenen Aal i Gelée og tog dertil som Brød noget koldt Karbonade, der stod paa Bordet, spiste det sammen og sagde med rørt Ansigt: Deilige Krebs! — Har Du nogensinde læst ude paa en Rude i Vibenshus disse Ord: »Dette Værtshus tages regelmæssigen hvert Aar af Hs. Majestæt Kongen, undtagen i 1807, da toge Englænderne det«. — Disse 2 Anekdoter ere 2 smaa Vaudeviller, saa gode ere de ; sande skulle de være, hvo kan ogsaa hitte paa saadant noget som det første uden vor Herre.

Farvel!