Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1828-01-16)

16. Januar 1828.

Du har vel modtaget mit sidste taabelige og forstyrrede Brev af 25. Dec. 1827 og 12. Jan. 1828. Jeg føler virkelig dyb Kedsommelighed over at have sat Dig i den Forlegenhed at maatte modtage, ja vel endog (Gid Du ej vilde) besvare slige Daarligheder. Men Du er tildels selv Skyld deri. Jeg var alt i Extase den Dag, dit Brev kom; dette satte mig end mer i Varme; og Aftenen kom jeg mod min Sædvane til at tilbringe i et Elysium. Da jeg derfor Kl. 11 eller 12 om Natten skrev mit s. 17 Svar paa din Skrivelse, var jeg i en aandelig Rus, hvor jeg i en højere Grad end sædvanligt følte Trangen til at meddele mig, og jeg udplaprede saaledes, med al min Sindighed, det, som jeg ikke vilde. Forstaa mig nemlig ret: ikke at jeg har slige Følelser og Ideer, som Du vil finde i mit foregaaende Brev, gør mig skamfuld, men at jeg røber dem som en 15 Aars Pog. Heiberg har sagt de sandeste Ord af Verden, da han i Recensionen over »Væringerne« talte om Undseelsen for at afsløre for andre sin aandelige Tilstand = den, at blotte sit Legeme i andres Nærværelse. Hverken det sidste (ej engang ved Badning) eller det første har jeg hidtil kunnet overtale mig til at gøre, men her løb jeg af med mig selv. Glem det, og for Alting tal ikke til andre derom ; Du skal allerede af dette Brev se, at jeg i det Udvortes kan være saa forstandig, som det med Rette fordres af et Menneske over 28 Aar, skønt Du af mit forrige Brevs Læsning maatte være tilbøjelig til at tro det Modsatte. —

. . . . Endelig er Hauchs »Bajazet« og »Tiber« udkomne, og uagtet jeg sender Dig dem, maa jeg dog tale lidt udførligere om dem. Allerede »Bajazet« er meget god; i »Bajazets« Afskildring er saaledes heldige Træk, og den skizzerede Timur-lenk er i Grunden fortræffelig; saaledes ogsaa mere. Men »Tiber« især er virkelig et Værk, der fortjener al mulig Agtelse. Tibers Karakter er udmærket skildret, den uendelige Falskhed, Fasthed og indvortes Usikkerhed, med de øvrige Træk ere fortræffelig opfattede, og at de alt ere fremstillede af Tacitus, forringer ikke Hauchs Fortjeneste i dramatisk — og det saa fortræffelig dramatisk — at kunne gengive dem. Hertil kommer Senatorernes Afridsning, der fuldkomment viser den slaviske Tilstand, Rom befandt sig i. Hvad s. 18 vil Du ikke ogsaa sige om Caligula især i Scenen med Manus? Det gør overhovedet en udmærket Virkning, at medens man alt ser under Tiber en Tilstand, som man skulde tro var et non plus ultra af Elendighed, man dog derigennem skimter, at det maa blive endnu værre, naar Tibers Tragedie er endt. Hauch har overladt til Ryge, der skal spille Tiber (jeg tvivler paa, han kan udføre den), at besætte Rollerne; jeg kan næppe tro, at den vil gøre Lykke; den kræver, ved sit hele Anlæg, altfor megen Dannelse eller i al Fald historisk Forkundskab, til at Folk skulde kunne forstaa den; selv Skuespillerne klage allerede derover; hvorledes vil ogsaa den Mand, der blot af Stykket veed at Caligula, kort efter at han glemmer alt muligt over Tanken om Tigrene og Raadsherrernes Fægtning med Bjørnene, giver sig til at vise sin Færdighed i at springe og danse, kunne uddanne sig den, i Stykket skizzerede, i Historien udførte, Karakter. Det er heller ikke vore Skuespilleres Sag i et eneste Ord at lægge en hel Side Tanker, som det oftere maa ske i »Tiber«.

2

. . . . For mine Synders Skyld kom jeg med Thortsenerne, Møhl 1 ) og Dr. David hen at se »Preciosa« 2 ) for nogen Tid siden, da Jfrue Pætges skulde spille Hovedrollen. Herregud, hvor kan Mennesker, der dog ere begavede med Fornuftens Brug, skrive saadant Visvas. Musikken er derimod fortræffelig, og Jfr. Pætges spillede og dansede — men ikke sang — godt. Det maa være et haardt Arbejde for en ung, og ikke affekteret Actrice at spille den Rolle. Hun formenes ellers ikke at blive s. 19 meget længe ved Theatret, da hun skal være forlovet med en Hr. Harboe, Fuldmægtig ved Klædeoplaget. — Winsløv jun. skal ad Aare spille »Hamlet« ; han har rost sig af at ville kunne spille den bedre end Nielsen og bedet Wexschall at sige denne det; Nielsen blev naturligvis yderst opbragt og fik Theaterdirektionen til at overdrage Winsløv Rollen. — Nielsen selv skal nu spille Marinelli i »Emilie Galotti« ; jeg tænker det vil ikke engang blive saa godt som W.’s Hamlet. —

Hvad Studenterforeningen 1 ) angaar er jeg forfærdelig ked af dette Selskab. Jeg kan slet ikke tale med Nogen deroppe uden med den yngre Møhl, en skikkelig og dygtig Fyr og din Ven Madvig. Jeg vinder mer og mer Tillid til den sidste, som virkelig er et stort lumen mod Fabricius’er, Timmer og Elberlinger etc. — I Senoriatet er i den fratrædende Møhls Sted kommet en Person, den høje S. Bojesen, Cand. juris, et godt og flittigt Menneske, men som er saa formelig, at det er en Gru. Han kan ikke le, og det er noget, jeg ængstes ubegribeligt over. Dette kommer ikke af nogen Melankoli hos ham, men af den ulykkelige Omstændighed, at han ikke kan finde Noget, selv det ubetydelige, langt mindre det betydelige, ubetydeligt. Et saadant Menneskes Mund maatte blive saa aaben som en Hvalfiskes, hvis han kunde se ind i slige Forvorpne, som Du og jeg er. Iøvrigt tænker en stor Del af den vakre Forenings Medlemmer paa at istandbringe et Bal i Foreningen; jeg haaber det gaar overstyr, i det mindste, at de ikke kommer s. 20 med Forslag derom saa snart; jeg gad nødigt nu paa denne Tid manes frem for at ciceronisere mod sligt. —

2*

Folk vedbliver at dø af Skarlagensfeber, Halsinflamation, Drukning ved Skøjteløben og paa andre Maader. — Mad. Catalanis Koncertpriser ere nedsatte, men jeg gaar der dog ikke. Derimod har jeg givet mine 5 Daler ud for en Billet til Nielsens tragiske Digterværkers Forelæsning; jeg tænker, jeg vil fortryde det; det kunde dog være ret rart at faa selve Hr. Nielsens tragiske Spil saaledes bragt ind i en Nøddeskal; men jeg holder det næppe ud tre Timer ad Gangen blot at høre med de udvortes Øren.