7. Febr. 1828.
. . . . Af danske Bøger er saa at sige Intet set. Et nyt Hefte af Molbechs Nord. Tidsskrift er i disse Dage udkommet; i samme staar et Stykke af Sibbern om Englændernes Tog hertil 1807, hvilket den halve Del af de fornuftige Folk her i Byen anser for Ironi, medens den anden Halvdel antager det for Alvor. Sludder er det i ethvert Tilfælde. — I Heibergs Flyvepost udkommer nu stykkevis Svaret paa Øhlenschlægers Svar til Heibergs Daddel i Anl. af »Væringerne«. Det indeholder særdeles gode Ting, fremsat med en ypperlig Dialektik og i et Sprog, som er fortræffeligt. Der er ogsaa sagt saa smukke Ting om Øhlenschl., at jeg ikke kan tro andet end det kommer fra Hjærtet af ham, og desaarsag har jeg beredt mig til at slaa lidt af i de onde Tanker, jeg har om Skælmen . . . .
En 7 à 8 Gilleleje-Fiskere (hvoriblandt den sidste af dem, hvis Handling var Genstanden for Evalds »Fiskere«), ere druknede i en svær Storm.
s. 21. . . . Af dit sidste Brev erfarer jeg, at Du er rask, som det synes baade paa Legeme og Sjæl. At Du spiller Komedie, er mig en glubende Glæde; jeg vilde ønske, jeg kunde det med; men det kan jeg sagtens lige saa lidet som skrive Vers, male Karikaturer, spille paa Violin, synge eller fløjte. Selv det sidste gør jeg virkelig saa aparte, at ikke blot Gadedrenge, men velklædte Folk vende sig, naar jeg paa Gaden kalder ad den sorte Kis 1) paa denne Maade. — Christian Winter, som jeg i de senere Tider har gjort endel Tjenester og derved er kommen i lidt nærmere Berørelse med, fortalte mig forleden endel om hans Theaterforsøg og om hans Forlibelser. De første ere nu rent opgivne, og han er meget betænkt paa at sætte sig ned som Præst ovre i Jylland. Han fortalte mig, at han forleden havde præket i Hellig-Geistes Kirke, og jeg truede ham med, at jeg, dersom han gjorde det engang til, skulde tage en rund Studsparyk paa Hovedet, en lang rød Plydseskjole og sorte Manchesterpermissioner paa samt Sukstøvler, og i den Paryre, støttet paa en høj og tyk Spanskrørsstok med en umaadelig Guldknap, stille mig ligeoverfor Prækestolen. Lad ham saa se, om han kan bare sig for Latter. — Nielsen har begyndt de i mit foregaaende Brev omtalte Oplæsninger. Han har oplæst »Tiber« ; af de 3 Timer, jeg stod der, hørte jeg imidlertid kun circa ½ Time (alle diverse Minutter sammenregnede) efter, saa tosset, kedsommeligt og fælt var det. Hans Stemme er imidlertid smuk. I den øvrige Tid lod jeg min Fantasi blæse Fantasier paa Fløjte til Akkompagnement af den Nielsenske Mundharpe, og i Mellemrummene af denne Koncert morede jeg mig med at se paa Folk,s. 22især paa Øhlenschlæger og Heiberg, der sadde tæt ved hverandre. Den sidste sad med det sædvanlige tapetserede Ansigt, af hvilket man umulig kunde se, om han syntes godt eller ilde om »Tiber« og Nielsen; den anden sad yderst attent (han var en af de faa), og Trækkene forandrede sig hvert Øjeblik. Snart saa han fornøjet ud, snart blev hele Ansigtet saa spidst som en Syl, og saa stod der med store Bogstaver skrevet derpaa: Nej, Monsieur Hauch, og Monsieur Nielsen, det kan jeg dog rigtignok gøre meget, meget bedre. Næsten alle andre kedede sig og dekreterede i deres Hjærter den unge Møhl 2 Gange en Orden pour le merite, fordi han afbrød Ensformigheden ved at komme uforvarende ind i Salen med stærktknirkende Støvler : derved fik de, uden at støde an mod det sømmelige, Lov til at vende Hovederne om, hvilket og alle, undtagen Øhlenschlæger og 2 andre ubekendte, ogsaa straks gjorde. Der var kun solgt 80 Billetter (à 5 Rdlr. Stykket), omtrent 40 havde han foræret bort. Af Skuespillere var der Hass, Enholm, Liebe og Overskou, der unægtelig alle kunne trænge til lidt Undervisning i Deklamation. Af Skuespillerinder Md. Wexschall, Jfr. Jørgensen og Jfr. Pætges. Ellers Theaterdirektionen etc. Det næste, han læser, skal være »Julius Cæsar«.
. . . . Naa, skriv nu snart, lille Ven, om ikke andet saa dog blot en Theaterkritik om dit og Kollegers Spil. Men snart !