Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1828-03-08)

8. Marts 1828.

Din Skrivelse har naturligvis været mig i høj Grad kærkommen, uagtet den har slaaet paa Strænge, som jeg ønskede urørte. Du har omtalt min Sjælstilstand og s. 23 mod din Vilje fremsat en Hypothese om Aarsagen til denne, hvorved jeg kunde have Lyst nok til at løfte den kritisk-humoristiske Fakkel ivejret for ret at belyse og undersøge den, men jeg har betænkt, at det at gendrive en Hypothese er at lette Vejen for andres Fremsættelse, og endelig den rettes Udfindelse. Maaske Du antager dette for en listig Visen hen til den urette Vej, og i saa Fald er jeg ondskabsfuld nok til at søge at bringe Forvirringen til en end højere Grad ved at sige, at det nok kunde saa være. Saaledes kunde jeg — i Lighed med det, der er Tilfældet ved den cretensiske Løgn — blive ved i det uendelige; men dette vilde være upassende, da jeg har saa meget andet for en Ripenser ikke uvigtigt, til Litteratur etc. henhørende, der skal berettes. Sandheden er — saameget muligt talt uden Spas — at, ihvad saa Aarsagen til min Forvirring end er, saa er denne større, end man kan formode; men mere ønsker jeg ikke at tale om den. Kun det maa jeg bemærke, at naar Du søger at vise, at der ikke ligger noget, man maa frygte for, i en saadan aandelig Anatomie, som den jeg for et Par Maaneder siden serverede et Stykke af for Dig, saa ses ogsaa her, at den eneste Regel, der ingen Undtagelse har, kun er den: nulla regula sine exceptione. Vist er en saadan aandelig Sønderlemmelse, hvor man — ligesom Sandmanden gør, i Hoffmanns Fortælling, ved Drengens Legeme, — skruer Delene af Sjælen fra hinanden for at se deres vidunderlige Konstruktion, ofte ikke blot interessant, men selv rørende, naar det er en, om end blot i visse Henseender elskværdig Aand, og i saa Fald behøver denne ikke at frygte hin Anatomie; men dette gælder kun i Almindelighed. Der gives saadanne Personer, i hvis hele Væsen, uagtet alt det agtværdige etc. ved s. 24 dem, dog ligger en saa bestemt Grundtendens til at staa i et komiskt Lys, at de aldrig, i nogensomhelst Situation, kunne blive Genstand for en tragisk eller rørende Følelse. En saadan Person veed Undertegnede, der i er. Række af Aar mangfoldige Gange, netop fordi heri var noget saa saarende, har sat sig selv under Mikroskopet, at han er, og han kan desaarsag ikke overtale sig til for Andres Øjne, selv for sin bedste Vens, med Bevidsthed at foretage en for ham (Personen selv) smertende, sønderlemmende Operation, der saa meget mer kun kan bringe et komiskt Resultat for Vennen, som den alt gør det for den Smertelidende selv. Maaske er et sligt, aandeligt Væsen ikke, hvad jeg har troet, en Art Extravagance, der er beslægtet med den ulykkelige Humor, men simpelt Galskab; men i saa Fald er det ogsaa vist, at jeg ikke behøver at frygte for at blive forrykt, eftersom jeg da alt har været det i mit stille Sind i mange Aar, og i saa Fald vil Du vel ikke være gal nok til at ville tale en gal Mand de fixe Ideer ud af Hovedet, hvori hans Galskab netop bestaar. —

. . . . Kært er det mig, at Du taler godt om Hauch; at der er et meget slet Sprog i den (»Bajazet« & »Tiber«), hører jeg af Hertz, der endog troer, at dette maa have foranlediget Thortsen til den højst ufordelagtige Dom, han giver over disse Skuespil; selv har jeg aldrig nogen Sans for Sprogets Godhed, hverken hos andre eller hos mig selv, og mindst kunde jeg have det i de Dage, jeg læste Hanch og skrev Dig til om ham. At de ere materialiter slette, og navnligen at Karaktertegningen er kun daarlig, er imidlertid i al Fald Uvidenhed. — Heibergs Recension eller Anti-Antikritik er nu endt og skal sendes Dig snart. En hidtil Unavngiven har begyndt et kun svagt Angreb paa ham for s. 25 denne i »Kiøbenhavnsposten« ; og iøvrigt har et almindeligt, hemmeligt Opbud fundet Sted til at gribe til Vaaben mod ham. 7 Mænd siges at være traadte sammen for at gendrive ham, nemlig Peder Hjort, Hauch, Fogtmann, Wilster, Meisling, Dr. Mynster og Sibbern eller Zahle. Hin Person i »Kiøbenhavnsposten« er nok enten Hjort eller Mynster . . . .

I Foreningen er foregaaet sære Ting. Følgen af Kuhlaus Dedikation af de 4stemmige Sange var nærmest en Indbydelse til en af vore Aftenunderholdninger samt et Gilde (hvor bl. a. en daarlig Sang af Dr. David blev afsjungen), samt dernæst, at saavel han som Weyse, i Medhold af Lovenes 1. Cap. & 2 bleve iforgaars optagne til Medlemmer af Foreningen. Det, der vil synes Dig besynderligt ved dette, vil imidlertid nok være, at den undertegnede var Manden, der ledte de mange ved disse Affairer stedfindende Forhandlinger. Jeg havde derved en tredobbelt Glæde 1) de sædvanlige Medlemmers, thi Sagen var populair, 2) min egen med, skønt det modsatte ved første Øjekast synes at maatte være Tilfældet, konsekvent at forfølge mine Anskuelser af Foreningens oprindelige Maal, og 3) en højere ironisk Fornøjelse over den hele, jammerlige Sag. Imidlertid hører jeg siden Ting om Weyse, der let kunde have bragt mig til snarere at forhindre end fremhjælpe denne Optagelse, saafremt jeg havde vidst dem før.