30. April 1828.
Jeg maa være særdeles skikket til at nyde Glæde og Fornøjelse i Livet, hvor lidet jeg end selv har troet det om mig; saaledes, hvad der næppe vil af sig selvs. 26falde Dig ind, har det været mig til stor Glæde, at dit sidste Brev var saa kort, at jeg havde læst det, næsten inden jeg saa det. Denne din Skrivelses Korthed viser nemlig, at Du kun har liden Tid (thi det haaber jeg var Grunden dertil), og hvad kan være bedre end slig en Omstændighed for Folk af vor aandelige Konstitution. Derhos tyder det paa, at dine Forhindringer ikke ere af den ubehageligste Art; thi saa havde Du, hvor megen gêne der end maatte flyde deraf, søgt at skaffe Dig Luft lidt længere. Det gør jeg nu og da. Gør jeg mig imidlertid stundom med Vilje løs og ledig for Forretninger, saa er jeg derimod desværre i disse Dage bleven nødt dertil imod min Vilje. En Sygdom, som nogle lærde medici (Dr. Mackeprang) antage for Fuldblodighed og andre (Dr. Møhl) for Mangel paa Blod og Svækkelse i Nerverne, har i nogen Tid sat mig ud af enhver Art Virksomhed, selv Tænkningens, og jeg turde ikke engang vove paa at skrive saa meget som disse Linjer, hvis jeg ikke kunde stole paa, at dit gode Venskab vilde undskylde selv en saa grov Synd som en uordenlig Tankegang etc. er for vore Lige. Efter nogle tidligere Forsøg til at kaste mig over Ende, kom bemeldte Svaghed endelig for Alvor paa mig i Fredags Aftes paa Gaden, saa at jeg maatte flygte hovedkuls ind til en Barber, hvis Svend blev saa forskrækket over min Begæring om Aareladning, at han nær havde skaaret Halsen over paa Overkrigscommissær Øst, hvis Hoved han netop havde mellem sine Hænder til Barbering — Skade at det ej skete; i saa Fald var jeg bleven Aarsag til en fortjenstlig Handling og maaske kommen ind i en ny Udgave af Malling og derved bleven udødelig.
s. 27Af Theatralia: »Freias Alter« 1) gik det kun maadelig med. i à 2 Piber, megen Hyssen og lidt Klap. Det er næsten Synd. Imidlertid glæder baade Publikum, Skuespillere og Orkester sig til, at det bliver henlagt. Stykket selv er næsten uforandret første Udgave, men Sangene for en Del, ikke engang til deres Fordel, forandrede; alting mangler Vaudeville-Pointerne; de 7—8 Slutnings-Couplets ere Bevis paa, hvis det behøvedes, at Øhlenschlæger aldrig vil kunne faa den Lethed, der er nødvendig til den Slags Poesi. Musiknumrene vare slet valgte og ubekendte . . . . Komedien »3 Maaneder efter Brylluppet« 2) modtoges nogenlunde godt; Hertz mener, den er af Balth. Bang. 3) Det mangler alt nationalt og lokalt, men enkelte Ting skulle ikke være saa gale endda. Jeg saa det ikke, men derimod beærede jeg »Flyttedagen« 4) med min Nærværelse og kan derfor tale lidt vidtløftigere om det, som det og formodentlig — thi af een Gang kan der ikke dømmes grundigt om et 5 -Akts Stykke, som ej er decideret godt eller slet — fortjener . . . . Alting hænger, paa nogle smaa Usandsynligheder nær, ret godt og ordentligt sammen, Situationerne ere i det hele komiske, Karaktererne ordenliges. 28og Dialogen levende og meget ofte endog vittig; men, ikke at tale om, at hele den højst nationale Flyttedags vidunderlige Natur langtfra ikke er afpræget i Stykket, saa er det, selv saaledes som det er, belemret med en Del Fejl. Allerede det er en, at det er i 5 lange Akter, gennem hvilke Interessen ikke kan holde ud, saa meget mindre som den alt lidt vel haandfaste Intrigue tydelig og fuldstændigen forklares og udvikles i Forvejen, og der snart ikke er en eneste komisk Situation, som man jo har Vuet af ½ Time, før den indtræder. Disse Situationer have og endel ensformigt, da de næsten alle bestaa i, at En taler om Et, medens den Anden taler om et Andet, ad modum Leonard og Jeronimus i »Abracadabra«, »Maskeraden« og flere Holbergske Stykker. Det Hele, der udentvivl er af Peer Wegner, 1) viser sig overhovedet ikke som et nyt, genialsk Lystspil, udsprunget af en poetisk Opfatten af Nutidens Abekattestreger, men som en klog og forstandig Efter- eller Omdannen af holbergske Arbejder. Er det derfor end sikkert bedre end den af det tyske, eller Gud veed hvilket Væsen fremkomne »3 Maaneder efter Brylluppet«, kommer det vistnok til at staa tilbage for Heibergs Comedie, naar den engang bliver at have, idet denne, ligesom Vaudevillerne, vil være virkelig ny og original. Du forstaar det ovenstaaende maaske ikke ganske, men vil sikkert være enig, naar »Flyttedagen« kommer i Trykken, og Du faar det at læse . . . .
Selskabet Studenterforeningen anbelangendes, saa ligner den vor Herre deri, at der er ingen Forandring eller Skygge af Omskiftelse i den. Det er et fordømt Selskab. Spørger Du mig, med Henriette i »De Uadskillelige« :s. 29»Min Herre, sig, hvad er Der’ Mening?«, saa svarer jeg med Hummer: »En agtbar, en dydig Forening« ; det er en god, en lærd, en agtet, en musikalsk, en — om Du saa vil — morsom Forening, men en Studenterforening ͻ: hvad den skal være, er den ikke, saa lidet som den har været det, og det ærgrer mig, som det altid har gjort. Bedre bliver den ej heller ved, at nu Manthey er bleven Senior i Timm’s 1) Sted; — det er, in parenthesi, ikke nogen Forandring, men kun en Feberluftning i Blikstillet. Naar jeg siger, der er ingen Forandring, mener jeg forresten: i Aanden, ellers er der nok i denne Tid. Man er glad, fornøjet, sværmer, hopper om paa et Ben etc. og har Aarsag dertil. Det er ikke Smaating, der bringer disse Folk ud af dem selv, men det, efter Sigende, almægtigste af alle skabte Væsener, scil. en Kvinde i Mdme Baadgaards Skikkelse, der laver saa god Mad, som Nogen vil forlange, og overgaar en Gudinde, Gud deri, at hun ikke hviler den 7de Dag, men leverer varm Mad ogsaa om Søndagen. Det er behageligt at se disse unge, taknemlige Mennesker sværme . . . .