Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1829-01-07)

7. Januar 1829.

Hvorledes har Du det? Hvad bestiller Du? Er Du bleven Benedictiner og har svoret Taushedsløfte? Skriver Du Vaudeviller ? eller Noveller ? Eller læser 23 Timer af Døgnet for Drengene? eller rejser Du om i Juleferierne for at bese de dejlige Egne i Vinterfarve? s. 47 eller spiller Du Komedie eller Kort? eller har Du Mæslinger? eller er Du doven? Echo svarer: doven!

Det er en utilgivelig Svaghed hos mig, at jeg tilgiver Dig denne Svaghed. Jeg burde skænde, rive Dig ned, ikke levne Dig Ære for en Hvid, men jeg er for from og taler, uagtet Du tier.

Et glædeligt Nytaar. Det er et saa taabeligt Ønske, at det vel kan staa i Spidsen for min Nytaars-Korrespondance til Dig. Der ere faa eller ingen, som ere saa gale for Alvor at tro, at Skæbnens Bestemmelse, eller hvad det nu er, i mindste Maade kan rokkes ved det, og alligevel lyder denne Besværgelses-Formular bestandigt ufortrødent. Det er maaske en Høflighedsformel, men Vedkommende ville dog have, at denne Aars-Godmorgen skal se ud som noget mer end den sædvanlige, som en virkelig Velviljes-Ytring. Den er det og i de fleste Gratulanters Mund, men mer mod de Paagældende selv end mod dem, den siges til. Jeg, for min Part, vil aabenhjærtig tilstaa, at jeg til Løn for min Gratulation venter, om just ikke en Rigsbankdaler, der vistnok vilde være ilde anbragt af Dig til mig, saa dog et Svar, som Du saa længe har ladet mig bie efter.

Imidlertid vil jeg dog til Nytaar give Dig noget mere end det blotte glædelige Nytaar. Jeg vil herved forære Dig de skønneste Nyheder, som i den senere Tid her have været at finde, skønt de ere fattige nok. Den velvillige Læser vil herved gunstigst undskylde etc.

Jeg har i mit sidste Brev, om Du ellers har bemærket det, spaset med den regelmæssige Genvenden i mine Breve af Litteratur-, Theater- og Miscellanea-Artiklen. Imidlertid forekommer denne Atterkomst mig selv ikke blot komisk, men, som enhver anden regelmæssig Vekslen — det være sig nu Aarstidernes, Livets og s. 48 Dødens; Gang til og fra Skolen eller Cancelliet, Pulsslagene osv. — tillige noget tragisk eller gyselig. Alligevel har vor Herre nu engang bundet mig til den, da jeg ikke kan finde paa nogen anden Maade, og med faa, smaa Variationer vil den derfor igen vise. sig ogsaa i dette Brev.

Flyveposten er ophørt, kære Ven! om just ikke for bestandigt, saa dog for et Aar. Heiberg vil i denne Tid lade sin Aand ligge brak og samle Ideer. Naar Fredagen den 1ste Januar 1830 kommer, har han lovet, skal Reitzels Karl i Tusmørket komme ind igen ad min Dør og sige: Her er Flyveposten! Men det hjælper mig rigtignok ikke i Aar .... Om den nu udkomne 2den Del af Hauchs dramatiske Værker maa jeg tale noget mere serieux. Dette Bind indeholder 2de Stykker: »Gregor 7de« og »Don Juan«. Jeg har langtfra ikke fundet samme Behag i dem som i de to første af hans Dramaer. Det er en Grundfejl i begge de nye, at den Interesse, man skal have for Gregor og Don Juan, skal faaes ikke af deres Handlinger men af deres Tale. Gregor den 7de glimrer saaledes mest ved sin Veltalenhed, men vi have saavel tildels i Virkeligheden som og i Poesien (f. Ex. hos Walter Scott) alt oftere set denne enthusiastiske eller fanatiske, gejstlige Veltalenhed i et stærkere, og tildels skønnere, Lys end før. Don Juan er ikke i nogensomhelst Maade en agtværdig Person ; han er lav — nedrig, og endog fejg. Han taler ofte smukt, skønt ofte til uret Tid, og med Personer, som man ikke begriber, at de have Taalmodighed til at høre ham. Indholdet af hans Taler er imidlertid væsentligt kun, at Livet er uden Kærne, Alt Bedrag etc. ; men fra slige Principer er endnu et stort Spring til Don Juansk Ryggesløshed, især som det forekommer her.

s. 49 Ogsaa den melankolske Jacques hos Shakespeare og Der Alte vom Berge i Tiecks Novel have samme Tanker, men den første er kun et svagt, og den sidste endog et dydigt, om end halvt afsindigt Menneske. Det var altsaa nødvendigt at lade Læserne eller Tilskuerne se netop det, der gør Don Juan til den han er; thi i hine Principer ligger det endnu ikke; men dette har Hauch ikke gjort. Hertil kommer, især i Don Juan, en Del andre Fejl, og deriblandt ikke faa, der gøre det ubegribeligt, hvorledes den skal kunne opføres, som den er bestemt til.

.... Den nye Komedie, »Østergade og Vestergade eller det er Nytaarsdag imorgen«, opførtes Nytaarsaften. Dennes Forfatter er ogsaa Autor til » 3 Maaneder efter Brylluppet«, men fandt jeg allerede dette for godt (uagtet al dets Slethed) til at kunne være af Balthasar Bang, gælder dette end mere om det sidste, uagtet det ikke heller er rart. Det er et Intrigue-Stykke, men Hovedplanen er i sig selv simpel, og de, iøvrigt talrige Intriguer i Stykket ere saaledes aldeles ikke nødvendige, men tildels endog ganske hensigtsløse. En Jærnhandler deri er fortræffelig, men de øvrige Karakterer enten fortegnede eller Efterligninger. I det Hele er der intet sandt og ægte komisk Liv deri, og en ædel, anonym og rig Englænder, en flanevorren og dog god Kone, en skikkelig Mand, der lader sig ruinere ved denne og restitueres ved Englænderen, en ædel Datter, der vil opofre sin Kærlighed for at redde Forældrene, minder ligesaa meget om Iffland og Iünger, som en ung Vildbasse, der skal have en Arv, hvis han inden Aarets Udgang (derfra Stykkets ene Titel) ægter en af sine Cousiner, og nu farer frem og tilbage i Stykket som en s. 50 halvgal Person, minder os om adskillige lignende Karakterer i de engelske Stykker. Det gjorde iøvrigt overordentlig Lykke, men denne tilskrives dog i Alm. for den største Del den udmærkede Udførelse deraf . . . . Stykket er udkommet i Theaterrepertoiret. 1 ) Jeg læste ved Lejlighed i det Heibergs tillige udkomne »Chinafarere«. Det var mig snurrigt at anstille Sammenligning mellem disse 2 Stykker. Har »Østergade etc.« Overflødighed af Intrigue, har samme »Chinafarere« næsten knap endog det nødtørftige deraf. Det er dog et grundslet Stykke. Og saa den latterlige Grovhed, som den gamle, frie Heiberg troer at burde lægge alle sine Personer i Munden. Ligesom der ikke er en Side af Krossingske Poesier, 2 ) hvor ikke Kærminder og Forglemmigejer forekommer i Dusinvis, vil man ikke finde et Blad af Heibergs Skriveri, hvorpaa der ikke i det mindste en Snes Gange forekommer de Ord: Slyngel, Slubbert, Dosmer.

4