22. Februar 1829.
Slette Menneske, onde Ven!
Du skulde ikke have faaet denne Skrivelse fra mig, før Du havde opfyldt din Skyldighed og dit i Brevet til Reitzel givne Løfte om at tilskrive mig, hvis ikke mit s. 51Venskab for Hertz 1) (thi mellem Dig og mig er det nu næsten ude) havde drevet mig til at sætte Pen til Papir.
Inden jeg gaar videre, vil jeg bemærke, at disse evige Smaakævlerier mellem os, især fra mig til Dig, om Brevskriven, eller rettere Mangel deraf, vel kunne synes at gaa vel vidt. Imidlertid forekomme disse (i Mangel af andre Skændsmaal) mig fuldkomment at høre hjemme i vor Korrespondance som en Fortsættelse af det idelige Mundhuggeri, der forefaldt imellem os paa vore Hjemvandringer fra Foreningen om Aftenen, og ellers. Da disse imidlertid som oftest vare ugrundede, saa sørg for, at Ligheden mellem dem og de i vor Korrespondance forekommende bliver saa stor som muligt, hvilket netop vil bevirkes ved, at Du skriver noget hyppigere.
Den danske Litteratur har i den senere Tid ikke været saa aldeles ufrugtbringende. Olufsens, af Engelstoft, udgivne Collectanea til et geographisk-antiquarisk Lexicon over Danmark er, med en Del Mangler, et særdeles nyttigt Arbejde. Jeg vil raade Dig til at anskaffe det, om Du ikke alt har faaet det. — Molbech har, som Du af Avisen vel har set, udgivet den gamle Bibeloversættelse; han beklager imidlertid, at han har taget den hele, da det samme kunde være udrettet ved Udgivelsen af en Part deraf, idet Sproget etc. alt deraf vilde være kendeligt, og det Hele har kostet ham særdeles meget Arbejde. Det er overhovedet ubegribeligt, hvor den Mand faar Tid til at gøre alt det, han gør, og hvoraf det meste dog er godt. Men nu ser han og s. 52saa forvildet ud, at man skulde tro, det snart maatte snappe over med ham. Hans nordiske Tidsskrift, sidste Hefte, som Du fik fra mig for kort siden, indeholder adskilligt interessant og godt; der er kun altid noget besynderligt diffust og Mangel paa Skarphed, i det mindste i Fremstillingen, hos ham. — Det litteraire Maanedsskrifts 1) 1ste Hæfte har Du vel set. Det er ret godt og har omtrent eens Tournure. — Skomagermester Siesbye har udgivet en Nytaarsgave, der ej er af vandtæt Læder . . . .
4*
Det sneer Theaterkritici ned. Der er i det mindste henved en Snes. De fleste hedde: X. Y; Z. A; X. Z, etc.; jeg vilde ønske, at Heiberg snart igen kunde komme frem og jage disse importune Mennesker med samt den store Y. Z med en Hundepisk fra hverandre. Det er samtlige Kvæghøveder.
.... Den megen Kulde og Sne, her har været, taler jeg ikke om; thi I have vel haft ligesaa megen. Imidlertid er der igaar her i Byen faldet en saa uhyre Mængde Sne, at det langt overgaar den i Aaret 1814. Indtil for 8 à 14 Dage siden har den unge Prins daglig kørt i Kane, som oftest 3 eller 4 Gange om Dagen, ej at tale om de store Fakkel-Kanefarter om Aftenen. Det værste derved var, at han ikke kunde sove roligt om Natten, fordi han bestandig drømte om Bjældeklang og Piskeknald. Ellers er det en elskværdig ung Mand, som Du veed.
Iøvrigt ved jeg intet at sige Dig, uden at jeg befinder mig bedre og bedre, skønt jeg endnu jævnlig har fæle Uvejr at bestaa. Hjælp til at fordrive dem ved ofte at lade mig se noget fra Dig.