Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1829-03-16/1829-03-17)

16. og 17. Marts 1829.

Her er den Undertegnede igen med hele sin »interessante Personlighed«. O, du Verdensgæk! Det forekommer mig nemlig ganske overordentligt naragtigt, naar jeg støder paa saadanne Fraser som den i dit sidste Brev, at Du længes saa meget efter Breve fra mig, fordi jeg er Organet for bl. mere min egen interessantere Personlighed. Det forekommer mig naragtigt, naar jeg betænker, hvilken usselig Skikkelse denne Personlighed næsten altid har haft og tildels endnu har i mine Øjne. Hvis jeg imidlertid ikke overvejede, at ikke alt hvad der er interessant for Beskueren er godt, og at ofte Beskuelsen af en Nar, naar han er en ret ægte Nar, kan have Interesse for den Kloge, saa tog jeg hele dette Ark Papir, krøllede det sammen til en stor Papirskugle og kastede Dig det midt paa dit venstre, hele, Brilleglas. Jeg vil endogsaa abstrahere fra mine hidtil havte, temmelig lange Erfaringer om hin Personligheds Interessanthed og et Øjeblik parere, at disse Ord indeholdt nogen Sandhed, — hvor sees da denne Personlighed i mine Breve? De ere jo, og til Lykke for Dig, næsten helt fulde af aldeles faktiske Omstændigheder i de mest blandede Nyheder. Naar jeg undtager mine fattige, ofte vel meget paa Skruer satte, Fortaler, og nogle enkelte Breve, som jeg ikke tænker paa uden Blussel, saa indeholder jo mine Breve næsten Intet uden ren historisk Fremstilling, noget som jeg tit selv har betænkt, men ikke villet forandre af Skaansel for Dig. Kort sagt, kære Ven, dels er min Personlighed ikke interessantere end hvert andet menneskeligt Kræes, dels kan min Personlighed ikke ses meget i Pluraliteten af mine Breve. Iøvrigt maa jeg sige til mig selv og derved s. 54 bringe mig til at standse i mine Diskussioner af dette Æmne — quel bruit pour une omelette.

Og herfra springer jeg uden Prologus ind i Litteraturen. Du maa endelig i dit næste Brev underrette mig, om Nogen i Ribe holder det nye litterære Maanedsskrift, saa at Du faar det at læse. Ellers skaber jeg mig til Nar ved at fortælle Dig hvad der staar i det, medens Du selv kan læse Dig det til in extenso i Bogen selv. Det 2det Hæfte er nu udkommet og er mer, som jeg altid har anset for vigtigere og mere svarende til vor Litteraturs Trang, en Samling af smaa, korte, men forstandige og tildels temmelig bitre Anmeldelser end af større Afhandlinger i den franske og engelske Smag. Dette Foretagende, der paa den ene Side har overordentlig Fremgang, (saaledes ved Subskribent-Antallet) opvækker paa den anden stærk Allarm blandt Folket. I »Politivennen«, »Adresseavisen« og »Kbhvns. nyeste Morgenpost« opstaa Guldberger, Langer etc. imod det, og en stor Flynder, den juridiske Høst har udgivet en Piece imod en Recension i Maanedstidende, der slog løs paa hans slette Bog om Processen. 1 ) Dette Røre er godt, naar det blot var værdigere Modstandere, Maanedsskriftet fik. Af andre danske Bøger nævner jeg blot Grundtvigs Krønike-Riim og Asps Pjece om Studenternes Befordring. Den første er meget løjerlig. Det er en Verdenshistorie in nuce, sat paa religiøse Vers og især s. 55 bestemt for yngre Børn, for at de ved at lære Versene udenad lettere skulle erindre Begivenhederne. Men saa maa Børnene have mer Forstand, end jeg tiltroer dem, naar de skulle saaledes uden videre kunne forstaa det Grundtvigske babylonske Tungemaal. Asps Bog 1 ) er en Jeremiade over de slette Udsigter, Studenterne have, og Raad til, hvorledes de kunne forbedres. Tingen kan være noget grundet, og Bogen derfor slet nok. De Hochmögende, f. Ex. Confessionarius Mynster, ere især meget vrede paa den. Der siges, at da Asp overrakte Kongen et Eksemplar af den, tog denne rigtignok imod det, men vendte sig strax, og uden at sige et Ord til Asp, fra ham og forlod ham . . . .

Om den unge Acteur Heger 2 ) gik der, som jeg nok har skrevet Dig tidligere, før hans Fremtrædelse et overordentlig Ry. Fløj han imidlertid i Forventningen op som en Engel, saa faldt han i Virkeligheden ned som en Gaas. Han debuterede som Trop og gjorde sine Sager saa slet, at Alle uden Undtagelse erkendte dette. Det er meget karakteristisk, at han om Formiddagen paa Generalprøven tog Rollen med en islandsk Dialekt, og paa Stages Forespørgsel, om han agtede at spille Rollen ligesaa om Aftenen, svarede, at han gjorde dette kun for Løjer. Det er uden Tvivl en stor Hansquast ....

s. 56 Prins Fritz besøger i denne Tid alle mulige offentlige Stiftelser, saaledes Børnehuset, Vartov, Vaisenhuset m. m. De simpleste Haandværkere og de egenlige Fattigfolk bære en ubegrænset Højagtelse for ham, dels for hans øjensynlige Haardførhed og legemlige Agilitet, dels for en meget naragtig Sags Skyld. Der gik nemlig en Tidlang her i Byen det aldeles ugrundede Rygte, at Fattigforstander Mangor, som Fattigfolk hader som Pesten, var arresteret, og Grunden hertil troede de var, at Prinsen om Aftenen sad hjemme og selv reviderte Fattigvæsens- Regnskaberne, hvor han da havde fundet Ugler i Mosen. Det er en yderst komisk barnlig Folketro, hvoraf man ikke vil finde mange saa stærke Spor siden Folkebøgernes Tid om Holger Danske etc . . .