Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1829-05-15/1829-05-16)

15. og 16. Maj 1829.

Peter Adler, Adjunkt!

Jeg haaber, Du kender Kleists fortræffelige Prins af Homburg. Du vil da erindre, at samme Prins i samme Stykke har begaaet en Subordinationsfejl, dømmes tildøde, tigger Kurfyrsten om Livet, og derpaa modtager s. 60 en Billet fra ham, indeholdende, at hvis Prinsen anser sig uretfærdigt dømt, kan han gaa, hvorhen han vil; herover skammer Prinsen sig og gaar i sig selv. Posito, jeg sætter, at Du var Prinsen af Homburg, og at jeg var Kurfyrsten — med hvilke vi allenfals have ligesaa megen Lighed, som Horrebow havde med Jeanne d’Arc — posito, jeg sætter fremdeles, at Spørgsmaalet ej er om en Subordinationsfejl, men om Undladelse af Dig at svare mig paa 2 à 3 Breve, og endelig at jeg sender Dig en Skrivelse med forudskikket Anmodning om at læse videre, hvis Du selv føler Dig værdig dertil. — Hvad saa? Vil Du saa lade mit Brev ligge, og sætte Dig hen for at skrive mig til, eller vil Du være slet, og ikke mer ligne Prinsen af Homburg? Jeg spør. —

»Gækkerus, Gækkera, Gækkerum, Pluralis Gækkeri etc.« vil Du sige; men der er Alvor i. 7de April fra 15. Maj — subtraher det, og læs videre, om Du tør.—

.... En taabelig Recensent havde i Kjøbenhavnsposten revet svært ned paa »Arvingerne«; 1 ) dette gav Anledning til en temmelig slet Antikritik af en anden Anonymus, og Gensvar fra den første. For at gøre Ende paa alt dette, fremtraadte Forfatteren af »Arvingerne« selv i Kjøbenhavnsposten og gjorde blandt mere opmærksom paa, at — selv efter Heibergs Dom i Bogen om Vaudevillen — er Dialogen og Sangene det vigtigste i denne, Karaktererne og Planen det mindre væsentlige. Jeg er og ved disse Bemærkninger bleven mer og mer gunstig stemt for »Arvingerne«, der i andre Henseender er et saa godt Produkt. Men mest interessant var det, at Underskriften under hint Forsvar viste, at »Arvingernes« s. 61 Forfatter tillige var det af »Burchardt og hans Familie« samt af »Flyttedagen«. Det første Stykke har jeg aldrig set, men det sidste røber, uagtet sin Holbergske Kolorit, unægtelig en meget dygtig Mand, og naar det gode i »Flyttedagen« kommer til det lette og zirlige, der viser sig i »Arvingernes« Dialog og Sange, vil deraf kunne komme noget særdeles godt. 1 ) ....

Blandt mine »Miscellanea« venter Du formodentlig ikke at finde noget om Stadsen i Anledning af den nye høje Forlovelse. Du skal saamæn ogsaa blive fri derfor. Iøvrigt have altid baade Ferdinand og Prinsesse Caroline været omtalte som ret skikkelige Folk; straks, da Forlovelsen blev bekendt, bleve de til gode Mennesker, og kort efter meget gode og forstandige Personer. Havde det varet længere, inden Stadsen kom, vare de sikkert blevne de ædleste og bedste Mennesker subter solem ; men nu taber det sig lidt igen. Man sagde, at der hastedes saa meget med Forlovelsen, fordi der var en Gesandt fra Brasilien undervejs for at frie for en brasiliansk Prins (som der næppe er nogen af) til Caroline; men at hun ikke vilde vide noget at sige af en saadan Brudgom fra Mexico. — Det nyeste om Prins Fritz er, at han faar og giver Øretæver. Han skal for noget siden have attaqueret sin Gemalindes smukke Hofdame, Frøken v. d. Maase, forlovet med hans Yndling, den unge Sehested Juel, paa Trappen og gjort, som der staar i Faust, »eine unanständige Geberde«. s. 62 Da hun ikke kunde blive af med ham med det gode, gav hun ham et Ørefigen, og han hende derpaa eet igen ....