Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1829-09-06/1829-09-07)

6. —7. Septbr. 1829.

Peter Adler!

Men er Du da rent bindegal eller troer Du, at jeg allerede her i Livet er en Slags Engel, der aldrig kan blive ked af min egen Godhed og andres Utaknemlighed? Har jeg ikke der, da Du under 1ste Juli d. A. (din sidste Skrivelse) var grov imod mig, sat mig ned og skrevet et Brev saa langt som Reitzel, og siden, en 3 Ugers Tid derefter, uopfordret sendt Dig et andet, der vel ikke var længere end jeg selv, men ligesaa drøjt? Tænker Du, at alle gode Ting ere 3, inden Du svarer, saa tager Du fejl for Fremtiden, endskønt det denne Gang slaar til. Jeg er meget vred paa Dig. —

s. 73 Spas forsaavidt tilside, saa gør Du virkelig Synd mod mig ved ikke at skrive; skriv blot et Par Ord, at Du befinder Dig efter Omstændighederne vel, hvis det er sandt, og ellers det Modsatte. Jeg Hypochondricus gaar hver Dag og ser paa det skarpeste paa min Moder; holder hun af en Hændelse Haanden hen til den venstre Side, troer jeg, hun har Nyresten ; gaber vor Jomfru, min Plejesøster, troer jeg, at hun igen faar Anstød af Apoplexi, og er den sorte Kis’s Snude noget varm af det, at hun har lugtet de andre Hunde i Enden, tænker jeg straks paa at sende hende ud paa Veterinærskolen. Ej at tale om mine egne Sygdomssymptoner. Men saa kan Du begribe, hvad for en hvid og belagt Tunge en halvtredje Maaneds Tavshed fra din Side maa være mig ved saa mange Miles Frastand, og at jeg virkelig troer, at Du i den Tid har ligget paa din Sotteseng, om jeg end ikke antager for vist, at Du er død og begravet. Skriv mig, som sagt, dog altid imellem et Par Ord til; Du veed ikke, hvor denne bestandige Frygt for Ulykke et eller andet Sted fra piner mig.

Selv har jeg igen været syg en Maaneds Tid og har maattet holde mig inde, og mest i Sengen. Jeg havde Gigt, Gigtfeber, Koldfeber og deslige rare Sager og skal endnu i lang Tid hver Dag indtage adskillige Dosis China, der smager nederdrægtigt. Jeg maa ogsaa tage mig iagt for ny Forkølelse og tør ikke komme paa Komedie. Saadant et usseligt Liv fører jeg — ej at tale om mine Contoirforretninger og 23 gamle, tykke, næsten ulæselige Protokoller, jeg maa gaa Ord for Ord igennem for at søge Oplysninger, som nogle svenske Hunde (»hjælp mig at bande dem, Kammerat!«) har forlangt af Cancelliet, — oh, kære Adler! det er et Hundeliv og værre. —

s. 74 Dog, jeg maa vel pakke mine Nyheder ud, for at Du ej skal blive altfor ked af mig. De ere ellers saa faa og fattige, som de kun kunne være; men jeg har jo vel maattet rykke ud med Brev alligevel .... Lange 1 ) kom forleden aldeles fortvivlet op til Dr. David, som han tidligere havde søgt at bestikke ved Høfligheder. Han sagde, at han vilde frembringe en hel Del Attester fra berømte Mænd om at han var en stor Poet og overhovedet Skribent, saaledes fra Øhlenschlæger, Heiberg (denne, sagde han, efterat David havde gjort Spørgsmaal i den Anledning, havde for nogle Aar siden, da Lange sendte ham en af sine Bøger, skrevet tilbage, at han havde læst den med Fornøjelse). Da Lange fremdeles nævnede David selv, spurgte denne meget forundret, hvor han havde rost ham, og herpaa svarede Dyret, at da David for nogle Aar siden holdt Forelæsninger over Statsøkonomien, havde han omtalt et Skrift af Malthus (troer jeg), og derved tilføjet: »af denne har vi ogsaa paa Dansk en Oversættelse, som skyldes Hr. Lange« ....

Theatret angaaende, da kommer jeg der, som sagt, ikke, formedelst Feberen .... Den store Manthey gaar om og fortæller, at hans Udnævnelse til Theaterdirektør kom ham aldeles »uventet«, endskønt han havde indgivet en Ansøgning (Unsgaard læste den i Rentekammeret), fuld af det prægtigste Prat, man vilde ønske sig. Blandt de gode Grunde, samme Ansøgning var propfuld af, var ogsaa den, »at han havde det meste af sin Tid til sin Disposition fra Hs. Majestæts Tjeneste« ; s. 75 og alligevel trækker Kæltringen et Par tusinde Dalere, troer jeg, for Embeder, og faar nu 800 Daler til. Til Skuespillerne, som gjorde ham en Visit, sagde Bøffelen, at de vist vilde komme godt ud af det med ham, naar de blot vilde lystre. Det er formodentlig ogsaa ham, der er Skyld i, at Heibergs ene Geburtsdagsstykke ej skal gaa. Heiberg har nemlig skrevet et med Sange, der foregaar i Italien, til Dronningens Fødselsdag, 1 ) og arbejdede siden et halvt Aar paa et andet til Kongens, hvilket havde til Emne en af Valdemar Atterdags Amouretter. Nu har man fundet dette sidste Emne anstødeligt, og det skal ej opføres. 2 )

Hvad Miscellanea jeg leverer, er egentlig især kun smaa karateristiske Træk af nogle af vore Venner. Det ene, som jeg straks bandte paa, skulde gaa omkring til Dig og Andre, der kunne indse dets Værd, er af Hr. de Gyntelberg.) Han var forment Adgang til Foreningen og truet med Udslettelse for Gæld til Hoved- og Understøttelseskassen. Han svarede overmaade grovt og fik derpaa et af mig conciperet smidigt, forstandigt og temmelig venskabeligt Brev. Dette besvarede han saa grovt som muligt, men kom tillige op til mig for at sige mig, at jeg og Fabricius vare rare, og de andre 3 Seniorer de onde. Denne Samtale, der varede 1 Time, var mig noget af det interessanteste, jeg har oplevet, dels ved den totale Løgnagtighed, der fra hans, og tildels s. 76 fra min Side gik igennem den, dels for hans Hovmod. Adgangs-Formenelsen i Ephor - Protokollen nagede ham især; han sagde: »Ja, hvis jeg havde et Navn som andre og hed Nielsen eller Olsen eller Christensen [eller Jacobsen, lurede jeg paa, men det kom dog ikke], saa kunde det være det samme; men jeg hedder Gyntelberg; jeg er den eneste af mit Navn, af min Slægt. Min Stamme har i 3 til 400 Aar tjent Konge og Fædreland, dels med Sværdet, dels paa andre Maader.« Tænk Dig, gode, kære Adler! det sagde han til mig Lykkelige. Naar man stødte paa sligt i Romaner og Komedier, vilde man sige, det var poetisk usandt, at saadan Adelsstolthed var en Chimære, som ikke fandtes uden i Poeternes Hjærne. Men det er min Salighed saaledes passeret! — Chr. Winther og Heiberg, der ere Dusbrødre, have alligevel, som jeg troer, aldrig ret kunnet lide hinanden. Imidlertid var det dog næppe dette, men snarere overmaadig Glæde over at han Dagen forud havde talt for Kongehuset, og at han havde gjort Vers til Transparenter til Festen om Aftenen i Lyngby, der ved denne bragte Winther til at tage Ridepisken fra Heiberg og, for Spøg, banke ham dermed. Heiberg blev vred herover, og mindede, dog tilsyneladende for Spøg, Winther om, at han ikkun var en Børnedresseur etc. (han saae meget ond ud derved, sagde W.), men at han selv (Heiberg) var Professor etc. Herover var W. saa forbitret, at jeg haabede, der blev en Duel af. Men da Winther kom ud til H. for at fordre en Forklaring over hine Ord, som han ej iblandt Mængden vilde lade sig mærke med, at han var krænket ved, forsikrede H., at han ikke erindrede et Ord, som kunde have fornærmet ham, erklærede med den ærligste Mine af s. 77 Verden, at han aldrig havde tænkt paa Sligt etc., saa der blev stiftet en Art Forlig imellem dem. Ogsaa dette synes mig meget karakteristisk for dem begge. . . .