Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1829-11-22/1829-11-27)

22. og 27. November 1829.

Det er hele 5 Uger siden jeg skrev Dig til. Det gør mig meget ondt, saa meget mere, som mine Breve, naar de skulle kunne være Dig behagelige, formodentligen maa være hyppige. I denne Art af Medisance, ondskabsfulde Petitesser osv., der udgør Hovedingrediensen af mine Skrivelser, finder Andre kun Behag, naar de ere vante til at høre dem ofte; enkeltvise ere de kedsommelige. Der maa ogsaa Kendskab til en stor Del af hine Forhold til, for at man kan finde Smag i dem, og denne Kendskab taber den Fraværende, naar han ikke idelig mindes om dem og faar Underretning om dem. Imidlertid har det ikke ladet sig gøre for mig før nu at skrive Dig til. Først har det virkelig manglet mig paa tilstrækkeligt Stof, dels fordi Intet er hændt, hvorom der kunde pludres lidt ondskabsfuldt, dels fordi jeg nu kun sjældent kommer til Kundskab om hvad der passerer. En af mine store Nyhedskilder i Cancelliet er tabt ved Theodor Münters Udtrædelse deraf, og en anden i Foreningen, derved at jeg selv er udtraadt af Senoriatet der. Jeg kommer der meget s. 81 sjældent; andre Mennesker, der kunne vide noget latterligt eller interessant, ser jeg heller ikke. Endeligen forsaavidt jeg veed noget, har jeg ej engang Tid til at sige det. Jeg har endel Forretninger og har nu, foranlediget ved et tidligere Arbejde for Cancelliet, som jeg har fortalt Dig om, begyndt paa et for mig selv, der er af overmaade stort Omfang. Saavel i Retshistorien som i den egentlige Antikvitets-Historie, om jeg tør kalde den saa, veed Folket ikke saa lidet endda her tillands; men hvad man veed, er ikke meget ordenligt. Man veed omtrent, at Adelen i Middelalderen, og end mere efter Reformationen, spillede betydelig Mester, men hvorledes den f. Ex. undertrykkede Bondestanden — det vil sige, i hvilke Enkeltheder, løber man om og tosser i. Man veed, at Bønderne imellem Waldemar den 2dens og Christian d. 4des Tid tabte deres Selvejerret, næsten alle, men man veed kun faa bestemte Data i denne Henseende; om Birkerettens Oprindelse og mange andre Sager gaar man ligeledes om med en halv Kundskab. Jeg har derfor, da jeg blev bekendt med de mangfoldige Details i Cancelliets ældste Registranter, bestemt mig til at give en saa vidt muligt fuldstændig og klar Afridsning af Tilstanden og navnlig Retstilstanden i Danmark paa en vis bestemt Tid — Christian d. 3djes og Frederik d 2dens. 1 ) Da Christian d. 4des er temmelig bekendt i Forvejen, vil man saaledes komme Bestemthed nærmere i Spørgsmaalene om, naar Noget har fundet Sted eller s. 82 ikke. Ogsaa kan en saadan, en vis Tids fuldstændige Aftegnelse være ret interessant, og en stor Del (en tusind Stykker) Diplomer, jeg derved agter at bekendtgøre, vil være af temmelig Vigtighed i ethvert Tilfælde. 1 ) Dette tager mig næsten enhver Minut op, jeg ikke har andet at skulle gøre, og maa det, hvis jeg vil kunne bringe det til Ende. Excerperingen vil, efter et løseligt Overslag, alene medtage mig omtrent 4 Aar, og 2 à 3 Aar ville medgaa til at udføre Arbejdet selv. Foruden den Tid, det medtager, forhindrer det mig imidlertid endnu paa en anden Maade. Naar jeg nemlig i flere Timer har arbejdet i slige gamle Sager, saa er jeg kommen saa aldeles ude af Stand til rigtig at løbe op og ned i Øjeblikkets chronique scandaleuse, at jeg maa ryste og banke mig dygtigt, inden jeg kan komme ind i det ; men naar jeg saa igen er kommen saa vidt, er den Tid omme, i hvilken jeg kunde gribe Pennen og fortælle Dig Lystighederne.

6

Hvad Litteraturen angaar, vil Du af Adresseavisen have set, at det ikke er betydeligt, hvad der her tillands er udkommet. Noget af det Største er Badens Danmarks-Historie, 2den Del. Det er en sær Mand; hans Værk synes at være skrevet for en Snes Aar siden, uden at han har læst, hvad der siden er udkommet. Han taler saaledes vidtløftigt om Christian d. 2dens 2 Lovbøger m. m., uagtet der tidligere er udkommen en Udgave af denne Konges Lov, hvori det i en meget lang Fortale er godtgjort, at den ene af hine 2 uimodsigeligen kun er et Udkast, og uagtet der i Litteraturtidenden s. 83 og andre Steder, som han dog maa forudsættes at se, ere førte de hæftigste Debatter om, hvortil dette har været Udkastet. Denne 2den Del er overhovedet endnu mer fejlagtig og kedsommelig — uagtet den skal være skrevet for det store Publikum — end den iste Del. — Rahbeks Levnet, 5te Del, skulde jeg, da denne Del iøvrigt er ligesaa kedelig som de foregaaende, ikke tale om, hvis ikke adskilligt i den formelig havde rørt mig. Saaledes omtaler han i Fortalen de mange Venner, han i senere Tider har mistet, navnlig Thorlacius og Biskop Birch, saa kort og saa smukt, at man ikke kan andet end bære den dybeste Medlidenhed med denne gamle Mand, som Alle saaledes nødtvungent forlade, og som, i det Øjeblik han klager over den Ene, mister den Anden, idet nu saaledes ogsaa hans gamle Ven Malling er død. Fremdeles afbryder han midt i selve Bogen, paa det Sted af hans Levnetsbeskrivelse, hvortil han var kommet, da hans Kone døde, hele Historiens Traad, og fortæller nu paa en Snes Sider med en Detail, som viser, hvorledes han var interesseret ved sin Kones Liv, saa at sige hver Handling, hvert Skridt, ja næsten hver Bevægelse, han og hun foretog sig de sidste Dage af hendes, uventet endte, Liv, og alt dette tilligemed en saa usædvanlig Simpelhed, at jeg tvivler paa, han nogensinde har skrevet noget saa hjærtegribende ....

6*