7. & 11. Jan. 1830.
Glædeligt Nytaar etc. !
Jeg kan begribe, at Du endnu sidder halvt foroverbøjet, med rynket Pande, og Piben ude af Munden og søger, halvt ærgerlig og halvt leende, at finde ud af de forunderlige Bogstav-Sammensætninger, der udgøre mit sidste Brev til Dig af 4. f. M. Ellers havde Du vist taget din Pen og svaret mig med lidt Skæmt. Jeg er imidlertid vant til denne Tavshed. Ej heller ærgrer den mig, skønt Bedre var jo bedre. En af os har tidligere, skønt nok i en anden Henseende, berørt Ligheden mellem vor skriftlige Correspondence og den mundtlige, der fandt Sted, naar vi om Aftenen gik hjem fra Foreningen. Imellem disse to Dele finder og en anden s. 88Lighed Sted; thi ligesom da En af os nu og da fremsatte en enkelt Bemærkning, hvorpaa den Anden ingenlunde tog til Genmæle, medens dog hin vidste, at den var faldet i god Bund, enten derved, at den Anden nu i Stilhed overtænkte samme Bemærkning, eller derved, at den havde givet den Andens herskende Tankegang en noget forandret Retning, saaledes kunne vi vel og begge nu være visse paa, at — uagtet det sjældent, det jeg troer, træffer sig, at den Ene nu skriftlig svarer i Østen, naar den Anden har spurgt i denne Himmelegn — dog dette Spørgsmaals Indhold ikke er gaaet aldeles fortabt.
Imidlertid vilde det dog unægteligt være bedre, om Mellemrummene, hvad enten nu fuldkomment adæquat Svar kommer, eller ikke, dog vare noget mindre. Hvad jeg under en lattermild Maske sagde i mit sidste Brev, gentager jeg her for Alvor, at Du bør søge at komme fra det formaledidede Ribe. Menneskene her ere i Almindelighed ligesaa gode som i Ribe og som overalt; men Du har her Flere, som holde af Dig, og som Du igen holder af. Naturen er taalelig eller endog smuk her ; og falder der endog muligen endel flere Ærgrelser her end i Ribe, saa ere her og endel flere Midler til at bortdrive disse ....
Hvad mig angaar, da staar det sig saa saa med mig. Jeg har Gigt i Hoved og Bryst, daarlig Mave, Ligtorne etc. som sædvanligt. Videre infame Cancellisager. Mit Arbejde om Christian d. 3djes og Frederik d. 2dens Tid giver mig nogen Nydelse, men er ofte dræbende kedsommeligt. Det er noget haardt, hvad ofte gaar paa, at maatte læse 17—18 tætskrevne Foliosider igennem, der blot indeholde, som ved Mageskifter, »en Bondegaard i Steenlille, Jens Nielsen paaboer, s. 89skylder 2 Pund Byg, 2 Pund Rug, 5 sk. Arbeidspenge, 1 Høne, 1 Gaas etc. etc. « blot for maaske til Slutningen paa den 17de eller 18de Side at finde en Notice om »8 β Skouffwogenns Pendinge«, hvorved man notabene ikke engang veed, hvad dette Udtryk vil betyde. Imidlertid gaar det temmeligt fremad, og jeg søger i denne Tid om at faa Adgang til Geheime-Archivet for endydermere at rode mig ind i den Tids Levninger.
Jeg var i den Henseende hos Steemann forleden, og da jeg dog ikke har synderligt andet at kunne fortælle Dig om, vil jeg her røre noget saavelsom om denne Mand som om adskillige andre af mine Superieurer i Cancelliet, som det muligen, dels fra den historiske Side, dels formedelst din Interesse for mig og mine Omgivelser, kan more Dig at høre noget om. Hvad Steemann angaar, da er han næsten fuldkommen den samme som Statsminister og Cancelli-Præsident som han var qua Amtmand ; men dette er snarere en Ulykke end et Gode; thi Detaillen gaar ham derved fremfor alt. Han er uhyre gerrig paa det Offentliges Penge, naar det gælder at understøtte En eller Anden, og, medens Justitsfondets aarlige Ballance er betydelig til dets Fordel, kan en fattig Karl, der faar et daarligt Herreds- eller By-Foged Embede, ej af dette Fond faa et Forskud eller Laan af et Par Hundrede Daler. Han er derimod ej saa betænkelig i Henseende til sig selv. Af Sorøes Midler har han indestaaende i en Gaard derude mere, end han, efter hvad der siges, endog blot kan give Renter af, og af Justitsfondets Midler lod han henstaa 100.000 Rdlr. i et helt Aar uden at ville lade dem udsætte — hvorved tabtes en Rente af 4000 Daler, blot for at denne Sum endelig til rette Tid kunde blive udlaant til et Bo, han havde under Behandling. Saaledes s. 90siges der i det mindste. I Omgangen er han en Grobrian og udelikat i allerhøjeste Grad. Theodor Mynter, der staar i særdeles Kredit hos ham, har saaledes oftere fortalt mig, hvorledes han næsten ligefrem har bebrejdet ham, at han ikke kan gøre sin Kone frugtsommelig, noget, der netop er den stakkels Mynters eneste Sorg paa denne Klode. Han er ogsaa paastaaende, og i Collegiet skal det ofte komme til formeligt Skænderi, især med min Departements-Chef, Conferenceraad Monraad, en ram Nordmand, der er hidsig som en Ulykke, uagtet hans 66 Aar. Ved saadanne Lejligheder er det gærne Ørsted, som agerer Fredsmægler. Denne i alle Henseender fortræffelige Mand er ogsaa ypperlig skikket hertil; thi, skønt han selv nok holder paa sine Meninger, modsiger han dog sjælden, i det mindste ikke uden megen Omsvøb. Naar man siger eller skriver noget mod ham, siger han sædvanligt: Dette er vistnok en grumme forstandig Mening, og, foruden hvad Hr. N. N. alt har sagt for denne Mening, kan der endnu anføres, — og nu anføres en Snes understøttende Argumenter, »men,« tilføjer han saa, »imidlertid synes dog følgende herimod at stride,« og nu kommer der et saadant Forraad af uigendrivelige, skønt paa det høfligste indklædte Modgrunde, at man til Slutningen maa tage sig om Næsen og sige til sig selv: Herre Gud, hvad var det dog for Sludder, Du kom frem med. — Min Contoirchef 1) er en Mand, som jeg vilde ønske, at Du kendte for ret at kunne more Dig ved ham. Han er en dygtig Mand, men en Grobrian, men især mod sine Overmænd. Han er meget rig, og ved Fødsel, Slægtskab og Selskab s. 91henhører han egenlig aldeles til den storsnudede Købmandsstand. Han nævner sjældent en Mand, som han ikke just taler med i samme Øjeblik uden at bruge Udtrykket »denne«, (iste) om ham. Det vilde naturligvis være ham meget ubehageligt at maatte tage sin Afsked, men Følelsen af, at han alligevel ikke behøvede at trænge til nogen, giver ham Mod til at sætte sig i en saadan mulig Stilling. Mod Monrad er han ofte saa grov i hele Contoir-Personalets Nærværelse, at vi liste os, den ene efter den anden, ud af Værelset, fordi vi skamme os paa hans Vegne. Forleden da en Adelsmand, der havde faaet Lov til at sætte en Fideicommiskapital paa 150.000 Rdlr. paa Spil ved et slet Godses Køb, kom og bad om endnu at maatte overlades en halv Snes Tusind Daler til, sagde han med den simpleste, mest ligefremme, ja næsten halv fortrolige Mine til ham, idet han talte om Formaliteterne derved: Ja, det er ikke for den Sags Skyld, for naar de 150.000 Rdlr. gaa Fanden i Vold, kan de andre 10.000 gerne gaa bagefter. Det er mig, som hader Adelen til det yderste, højst glædeligt at se En behandle dem saa aldeles en canaille, som han gør, og de maa taale det, da de nemlig frygte for ellers ikke at faa Penge. Mod mig er han overmaade venlig og agter mig endog tildels, hvilket dog mere skyldes den Omstændighed, at jeg taaleligt kan sætte en Cancellisag op, end at jeg ellers duer til noget. Thi, uagtet han er en dygtig Kunstkender, saa er han dog en stor Foragter af boglige Kunster. Nævnes der en Forfatter, faar denne især Tillægget »denne« ....
Jeg maa imidlertid frygte for, at Du alt længe har sagt ved Dig selv: Skomager, bliv ved din Læst, eller Jacobsen, bliv ved dine Nyheder. Det skulde altsaa vel s. 92være paa Tide, at jeg kom frem med dem, jeg kunde have. Men det er bandsat faa. Først hvad Litteraturen angaar, da skulde jeg tro, at Du var ligesaa lærd som jeg. Andersens Digte, Fogtmanns Tale over Malling etc. etc. — jeg har ikke set dem, end sige læst dem, og det er sagtens ligesaa Tilfældet med Dig. Fra Paradiset i denne Henseende, jeg mener Udlandet, til os er nu fast ingen Fart, da Paketterne formedelst Drivis i Bælterne ikke kunne komme frem. Under disse Omstændigheder var Heibergs nye Fremflyven 1) dobbelt behagelig; men saa slet har Vejret dog ikke været, at jo denne Post formodentlig ogsaa er kommen til Ribe. Over det første nederdrægtige og fortræffelige Nummer ere Folk her naturligvis ligesom gale, dog ikke af Glæde, men af Indignation og Harme. Du har vel, ved Vejledning af min Nyhedspost i forrige Aars Korrespondance, kunnet forstaa omtrent alt, hvad der i denne betydningsfulde lanterna magica var at forstaa; adskilligt fatter selv jeg, denne kyndige Litterator, ikke tilfulde. At Y. Z., Dr. David, har nedsat sig i »Den Flyvende« har Du naturligvis ogsaa set. Han er imidlertid af os tidligere vejet og fundet for tung for denne luftige Maschine. Det er en sær Mand. Da jeg læste Indledningen i Nr. 1 til hans Kritiker, var det mig først som om jeg læste noget ganske splinternyt, saa fremmed tog det sig ud; men da jeg havde afklædt det de pyntelige Klæder, traf jeg lutter gamle gode Bekendter. Det er ogsaa svært, saa bred han er. Ligesom han i fysisk Henseende, naar han sætter sig paa en Sofa, udbreder sin tykke Rumpe, Kjole- og Frakkeskøder, saa en andens. 93knap kan finde en Krog langt henne i den ene Ende af Sofaen til at placere sig i, saaledes ser det ud, som om Heiberg vilde komme til at blive indskrænket til en Halvdel af den første halve Columne i hvert Nummer af sit Blad paa Grund af Theaterkritiken. Imidlertid synes de specielle Bemærkninger om »Fornuftgiftermaalet«, et særdeles godt Stykke, og dettes Opførelse at være gode. — Sidste Hæfte af Maanedsskriftet har Du vel læst. Molbechs Recension over »Erik Menved« har mange gode enkelte Bemærkninger, men det er slemt, naar kun dette skal kunne siges om en saa øvet Skribent. Denne Recension forekommer mig at overgaa alt, hvad Molbech har præsteret i Dif- og Confushed, i Snakken frem og tilbage. Det er næsten ikke muligt at bringe Indholdet tilbage til faste, bestemte Punkter, og denne hans Mangel paa Distincthed gjorde mig saa svimmel, at jeg, efter at have læst Kritiken til Ende, maatte gaa hen til min Reol og tage Hansens Bog om Skiftevæsnet frem for at læse et Par Blade i den med alle dens derværende Afdelinger, Under-Afdelinger, Under-Afdelingers Afdelinger, og disses Under-Afdelinger i 18de eller 20de Grad igennem, blot for at faa mit Hoved bragt lidt i det Rene igen. At Folk her og i Sorø ere opbragte snart lige saa meget over denne Recension som over Heibergs Lanterne, er begribeligt, og der siges, at en Hoben unge Studenter ville sætte sig ned i Kjøbenhavnsposten for at levere dem begge adskillige Slag ....