9. Maj 1830.
Det er godt, at Du ikke er her tilstede, og at jeg ikke er nogen meget opfarende Mand. Ellers vilde det have set galt ud efter Modtagelsen af dit sidste Brev. Du meget frække Løgner! (»Dalens Græs er meget grønt,« synger Gammelt og Nyt, og jeg retter mig efter de bedste Poeter.) Er det faa Breve, jeg har skrevet Dig til i den senere Tid? Du tænker nok ikke, at jeg holder Bog? »1830. Jan. 7. & 11. Adler. — Febr. 24. Adler. — Marts 14. Adler. — April 20. Adler,« finder jeg i min Brev-Extrakt-Bog, og hermed stemmer min Notice-Bog eller Journal. Men 4 Breve i 4 Maaneder, og det ovenikøbet i et Aar som dette, og saa saadanne Breve. — Jeg kan ikke undskylde, men kun tilgive Dig saadanne dumdristige Beskyldninger.
s. 110Imidlertid vil jeg dog mest tilskrive dit hypokondriske Lune denne Bock mod Sandheden etc.; dernæst vil jeg tale lidt Skæmt og Alvor netop om dette dit slette Humør. Du er uvis om det kommer af Ribes Ubehageligheder, eller af at Du fra Verdens Begyndelse er bestemt til at være misfornøjet. Hvad nu først Ribe angaar, da er det vistnok, hvis jeg kender noget til den, en meget led By, Omegnen kedelig og’ Selskabet ikke altid det behageligste. Men iøvrigt, kære Ven! kan jeg just heller ikke prise mine Spadseretoure her, der gaa fra Pilestræde gennem Kronprinsens- og Købmagergade over Amagertorv og Slotspladsen til Slotsholmens Arbejdshus og derfra tilbage igen. I denne Tid, hvor der ingen Regn falder, Solen brænder hedt, og Blæsten blæser, faar man Støv i Øjnene trods noget Sted paa en ripensisk Sandslette; Rendestenene ere dog smallere Bække end Ribe-Aa, og har I Strandtaagen, der forhindrer Udsigten, og som falder paa Brystet, saa har jeg paa bemeldte Vej himmelhøje Huse, der indskrænke Synskredsen, og Tagsten og Mursvende, der let kunne falde paa Hovedet af mig. Hertil kommer, at Justitsraad Frisch, Sekretær Jessen, min gode Ven Cand. jur. Volontør Christen Christensen, Budet Jensen, Budet Larsen og Budet Lund, samt en 4—5 andre Mennesker, jeg daglig har at tale med, næppe ere mere underholdende end de ripensiske Spitzborgere. Jeg har lidt Familie, Henrik Hertz, Kilde, min Hund etc., men saa har Du en Kæreste, kære Ven. Det er noget andet og bedre! Jeg er just ikke hovedgal forliebt i hende (skønt jeg næsten har været saa extraordinair i tidligere Dage med Andre); men jeg kan dog grumme godt lide hende; hvad maa der altsaa ej være Tilfældet med Dig. Hun staar alt temmelig tydelig for mig; en Fejl troer jeg imidlertid, s. 111at hun har, den nemlig, at hun bær for stor Ærbødighed for Dig. Hun skulde krabaske Dig lidt. Du er, ligesaa vel som jeg og som flere et forvænt Barn; naar ikke alt vil rette sig her i Livet efter os, saa ville vi ikke rette os efter Livet. Men vi burde vænne os til det, og ere vi ikke selv villige dertil, var det godt, om andre hjalp os.
Dette sidste leder mig paa det andet Alternativ, at Du fra Verdens Begyndelse skulde være bestemt til altid at være i ondt Humør. Jeg vil i denne Henseende ærgre Dig ved at fortælle Dig, hvorledes det gaar mig med L’hombre-Spillet, som jeg nu i 2 Vintre har drevet regelmæssigen 1 Gang om Ugen egentlig for at more min Broder, der ej kan gaa ud og søge Selskab. Det er et besynderligt Uheld, som jeg har med dette Spil. Jeg spiller ikke slet og taber ikke meget, men er ved Skæbnen fordømt til næsten total Uvirksomhed. Jeg kan sidde hele 2—3 Timer uden at have saadanne Kort, at jeg med mindste Haab tør vove paa at spille (Du har vel noget Begreb om dette Spil). Denne Passivitet er ikke indtruffen en, eller mange enkelte Gange, men er fuldkommen stadig. Mine Medspillere have noksom forundret sig over dette sære Uheld. Imidlertid staar det dog ikke til at nægte, at det var muligt, hvis jeg — uagtet dette — nu og da lidt oftere prøvede paa at spille, skønt Kortene ikke vare favorable, at Lykken dog ikke vilde være mig saa ugunstig. Med andre Ord: jeg er ikke straks heldig, og deraf er jeg bleven overmaade forsigtig (jeg er det desuden af Naturen og i mit hele Liv tildels af samme Grund); men bortkastede jeg imellem denne Forsigtighed, var det dog muligt, at jeg kunde opdage, at jeg dog ikke altid var saa uheldig, som det synes. Gak hen og gør ligesaa! Prøv, men s. 112med al Kraft, at bortkaste Misfornøjelsen, og den vil nok, skønt successive, pakke sig. Tænk paa den uhyre aandelige Dybde, hvori jeg for 2 Aar siden var nedsjunken, og see, hvorledes jeg nu er, skønt Hovedgrundene til hint Fald og flere til endnu ere tilstede. Naar det blev ret galt med mig, brugte jeg — (det andet Middel taler jeg siden om) — at sætte mig hen og med den Smule Forstand, jeg endnu havde tilbage, ret at vende og dreje, bese og gennemgranske, hvad der dog egentlig var paa Færde med mig. Jeg grublede, saalænge til mit Hoved var aldeles udmattet, og nu satte jeg mig hen og hørte paa min Families Hverdags-Passiar; kom det onde siden igen, og det ophørte næsten aldrig, gjorde jeg samme Experiment, og tilsidst blev jeg saa bekendt med alle Siderne af mit Onde, saa jeg blev ked af denne Betragtning, der ej mere tilbød min Sjæl noget nyt, og derefter forsvandt denne Selv-Beskuelse mer og mer. Imidlertid virkede ogsaa et andet Middel, og det er af flere Grunde, ej blot for din og min Skyld, jeg omhandler dette. Det var Arbejde. Du vil sige, at Du har nok. Men ligesom din Selvbeskuelse næppe hidtil er drevet saa grundigt, at Du derved har set, at din Misfornøjelse i Grunden dog ikke er noget saa forskrækkeligt slemt, som Du har ene for Dig (jeg tager noget haardt paa Dig paa de Steder, hvor jeg af Erfaring veed, at der er ømt; men det maa saa være), saaledes er dit Arbejde i Skolen dels ikke tilstrækkeligt, dels ikke skikket til at bortdrive dit Onde. Det Arbejde, som skal hjælpe, maa være Fuldførelsen af noget Hele, hvorfor man finder Interesse og ikke Stykkeværk, som man forlader ganske, naar man forlader det Kl. 1 og Kl. 6. Jeg mener, at Du skulde skrive et eller andet Værk. Du vil her raabe paa 2 Ting. Hvad s. 113den ene angaar, da kender ogsaa jeg Intetheden af det hele Væsen, og naar man ej er Vorherre og kan skrive Universets hele Historie, skulde man ikke give sig af med Sol, Maane, Stjærner, Jord, Europa, Frankrig, Danmark, Ribe etc. at beskrive ; men saalænge man vil vandre paa denne Jord, maa man ved Siden af denne højere Betragtningsmaade lade sig nøje med en mindre og lade, som man interesserer sig for det Enkelte og Smaa. Lidt efter lidt faar man en Interesse derfor og lader sig ikke nedtrykke af hin Anskuelse, uagtet det ikke er godt, om man rent skulde have den jaget paa Døren. Det giver en ypperlig Ironi, naar begge ere der, og man behersker sit Stof destomere, jo tydeligere man indser dets egenligste Ubetydelighed imod det Hele. Men Du vil sige: hvor faar jeg Stof fra, hvor faar jeg indvortes Evner og udvortes Hjælpemidler (Bøger) til at behandle dette Stof? Naar Du først vilde gøre Dig Umage for at følge mit Raad ved grundigere at fremstille mine ovenfor anbragte Argumenter for Dig selv, saa kommer nok alt andet. Hvad Stoffet angaar, da har Du eet, som er Dig nærmere, end Du troer. Jeg har besluttet at se til, om jeg kan gøre noget for Danmarks indvortes Historie, jeg mener Folkets og Stændernes Afmaling i Modsætning af de Bataille- og (diplomatiske) Kabinets-Stykker samt Konge-Portraiter, vore iøvrigt dygtige Historikere hidtil have givet, og som aldrig kunne interessere andre end lærde Historikere. Jeg har oftere i mine Breve talt derom, og Du vil finde denne Materie videre udviklet i en Anmeldelse af mig, der kommer i næste Hefte af Maanedsskriftet for Litteratur. (I denne min Grød, som Historikerne Molbech og Engelstoft ere, imod min Forventning, overmaade glade over, har ellers den førstnævnte kommet en Klat vidtløftig Smør; jeg mener et Punktum om s. 114Nationalitet og Forskellen mellem Provinsernes Indvaaneres Naturel, hvilket Punktum jeg maatte indvillige i blev indført, da den Abekat fandt sig trængt til at faa det sagt). Virkeligt ere alle Delene og alle Delenes Dele etc. i dette Parti af vor Historie saa ubekendte, at Du behøver blot at gaa lidt ud i det for at kunne gøre nye Opdagelser. Det er et rent indre Africa, uagtet Vejene deri ikke ere saa farlige. Jeg har i bemeldte Anmeldelse navnligen handlet om Købstæderne, hvis Historie vi i Grunden ikke vide et Muk om, og alligevel er den, især den mest indvortes, højst interessant. Thortsen, som jeg havde bedet at se efter i Helsingør, om der vare gamle Raadstue-Protokoller m. m., underrettede mig om, at der var en halv Snes der; af disse er ikke en eneste hidtil benyttet; han tittede lidt i dem, og har fundet saa megen Interesse ved dem, at han har besluttet i det mindste at gøre sig noget nærmere bekendt med vor Histories trykte Behandlinger ; Archivaren dernede, der hidtil aldrig havde lukket en af Protokollerne op, kom ved den Lejlighed til det, og har nu bedt Henrichsen som den historiske Lærer ved Skolen at tænke paa at udgive noget af Archivets Indhold, hvad denne dog formedelst philologiske Arbejder ej har kunnet indlade sig paa. Men i Ribe maa der sikkert ogsaa være en hel Hob ubenyttede Materialier. Terpager 1) har kun con amore behandlet det Gejstlige, Bygninger og deslige; men ej det egenlige Liv. Ej heller er det saa meget de egenlige Stads-Diplomer og Privilegier — hvilke ere de, som hidtil have været kendte — men netop gamle Raadstuebøger, Domprotokoller, Forhandlinger, Regnskaber og deslige, som fremstille eller give Midler til Fremstillingen s. 115af Folkene. At ogsaa Dilettanter her kunne gøre noget meget godt har Edvardsen Friis alt i 1759 vist i en Beskrivelse over Skælskør, og noget lignende vil jeg for ramme Alvor opfordre Dig til i Ribe. Kast det ikke hen uden videre; men gennemgaa i al Fald mit Forslag med en Eftertanke, der staar i Forhold til den, som jeg har anvendt, inden jeg gjorde Dig det. Hjælp og Understøttelse i Henseende til forekommende Spørgsmaals Besvarelse kan Du vente fra mig og andre her i Byen, som jeg kan henvende mig til, og stort Apparat behøver Du ikke. Købstadlovene kan Du lære at kende af Rosenvinges Udgave af dem, og de større historiske Værker, der maaske nu og da skulle anvendes, kan Du vel faa fat paa derovre et eller andet Sted. Du vilde sandelig gøre noget nyttigt baade for Dig og Andre ved at indlade Dig herpaa. —
8
Men jeg maa ophøre hermed for at give Dig noget nyt herfra. De gamle Beklagelser, kære Ven! Der er ikke noget nyt, hverken under Solen i Alm., eller under den kjøbenhavnske i Særdeleshed. Af Litteratur er der saaledes intet uden Møllers »Mnemosyne«. Epigrammerne ere flaue og flade, materialiter og formaliter lige slette, og det øvrige ikke stort bedre. Der ere 2 Ting, der især have været mig paafaldende ved Biographierne ; den ene er hans totale Uformuenhed til at fremstille, hvad det netop kommer an paa, saa at man. hele Tiden hører ham tale om den »store« Mand, uden at man faar dette Store at se, og det uagtet de Vedk. virkelig vare dygtige Folk. Den anden Ting er hans morsomme Conjecturer, hvorledes han undersøger, hvad Vedk. muligen har gjort, hvad de muligen kunne tænkes at have villet gøre. Saaledes hvilke Mænd Deichmann og Rosenkrantz muligen have omgaaets med paa deres Udenlandsrejse, s. 116hvilke Forelæsninger D. muligen har besøgt, og hvilke Bøger han muligen har læst. Kongen er bleven højst forbitret over hvad der er sagt, især ang. Finanserne (i hvilken Anledning Møsting fik onde Ord) og det diplomatiske Corps. Fra Politiet var der Bud hos Reitzel for at erfare, hvor mange Ark Bogen udgjorde, og deraf se, om den ikke burde have undergaaet Censur, forinden den udkom. Ogsaa har Jens Møller i denne Anledning faaet en Næse til den lange, han alt havde fra Bispestolens Besættelse ....
8*