Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1830-06-20)

Eremitagen Nr. 2 d. 20. Juni 1830.

Jeg sidder her rigtignok, kære Adler! men Gud veed, hvorledes jeg sidder. Jeg har igen, siden mit sidste Brev til Dig, haft Feber, og afværger den slemme Fjendes uafladelige Smaaangreb ikkun derved, at jeg dagligen spiser en Portion Chinin-Pulvere. Under disse Omstændigheder kan Du ikke vente noget fortræffeligt Brev. Men hertil kommer endvidere, som Du alt af Stedets Angivelse supra vil kunne se, at jeg lever i en næsten total Ensomhed; jeg boer rigtignok endnu midt i Hjærtet af gammel Kjøbenhavn og ser Folk nok vandre forbi mine Vinduer; men de vandre forbi uden at trine op og give mine efter Nyheder (mest for min Vens Skyld) tørstende Øre og Læber den mindste Læskedrik. Ej heller gaar jeg ud ; indtil forrige Uge havde jeg endnu ikke een eneste Gang iaar haft mine Fødder udenfor Kjøbenhavns Porte og sjældent kun paa andre Steder end den korteste Vej til Cancelliet og Geheime-Archivet. Imidlertid foregik der en Forandring i forrige Uge. Jeg var 1 Gang henne i Foreningen og hørte en s. 117 Mindefest, hvorom mere nedenfor, 2 Gange har jeg begivet mig udenfor Voldene, nemlig fra Øster- til Nørreport, og fra Vester- til Nørreport, og 2 Eftermiddager er jeg bleven besøgt fra Kl. 4 til Kl. 9 af alle de faa, der paa nogen Maade kunde falde paa at besøge mig stakkels Eremit. Du har Grund til at sørge herover, da jeg derved er afholdt fra tidligere at skrive til Dig; men Du har igen Grund til at glæde Dig, da jeg ved disse Ophold dog har faaet nogle smaa Nyheder indsamlede, med hvilke jeg nu kan fylde dette Papir, der ellers vilde være bleven opfyldt med Doleringer over Vorherre, Menneskelivet, Danmarks politiske Stilling, Kjøbenhavns Feberluft m. m.

Men hvad jeg kan give Dig, kære Ven ! er som Du af ovenstaaende kan begribe ikke selvset, men kun vom Hørensagen. Jeg har ikke været paa Nørrebroestheatret og set Hr. og Md. Fouraux, Hr. og Md. Dallet, Hr. og Md. Debat, Komikeren Mancini, Bugtaleren Gautier, eller hvem det er; ej heller paa Vesterbroestheatret og set de tre Mamsels Lewin eller de fra Rusland hjemkomne Pricer, der have spillet for Storrussen og for Stortyrkens Gesandt. I Dyrehaugen har jeg ligesaa lidt været, som jeg, det jeg troer, kan komme der. End mindre har jeg altsaa været paa Vinter- eller Sommer-Forestillinger paa det kgl. Theater, der vel er nærmere end Nørrebro, Vesterbro og Dyrehaugen, men hvortil Adgangen ved Folks Graadighed efter Billetter og min Dovenskab endnu er mig langt vanskeligere. Imidlertid havde jeg haft Lyst til at gaa derhen og se »Masaniello« for at gøre Sammenligninger med det Indtryk, Stykket og Spillet for 15—16 Aar gjorde paa mig og nu. Godt imidlertid, at jeg ikke gjorde det ; thi Resultatet vilde, efter hvad jeg kan slutte fra andre kloge Folk, blive s. 118 hvad jeg kunde formode ved at betragte mit eget Løb . . . .

Om Kongens Vrede imod Jens Møllers »Mnemosyne« skrev jeg Dig uden Tvivl sidst til. Efter hans Befaling har Møsting maattet levere til Møller en Udsigt over Finans-Regnskaberne til 1827, som skal indrykkes i næste Bind af »Mnemosyne« ; han frygter nemlig for, at saadan Tale som Møllers dèr kunde svække Tiltroen udenlands til vort Finans-Væsen ....

Til Rahbeks Mindefest havde Øhlenschlæger skrevet en Cantate, der var forskrækkelig slet. Et Par Smaaprøver af forskellig Art for at give Dig Begreb om dem skriver jeg her:

Harpe! kling som veemodige Bæk,
Over den Bølge, med venlige Klage,
Ak — som aldrig vender tilbage.

»Han var en brav Student ! «
Det er hans Monument ....
Vi hørte ham i Axelhalle,
Vor elskte Lærer var en brav Student!
Taknemligt mindes vi ham alle!

Fabricius’ Tale var ikke slet, og Weyses Musik var, saavel efter mine Æselsøren som efter Kendernes Dom, saa fortræffelig som muligt. Den nobiliterede Øhlenschlægers Ord saaledes, at man under Sangen ikke faldt paa at skoggerle af dem ....