Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1830-07-25)

25. Juli 1830.

Efter i henved et Aar at have været saa flittig som faa dødelige, efter i saa lang Tid ikke at have set andet end gamle Cancelli-Protokoller og nye juridiske s. 119 Tidsskrifter, efter i saadan en Tid at have forladt al Fjas og Tant og Verdens Dont og ene opofret mig til Dyden — kære Ven! har jeg i den sidste Tid været saa doven som et Murmeldyr, ikke set andet end grønne Træer, Liniedansere etc. og i det Hele taget ført et meget udsvævende Vellevnet. Dette er især foraarsaget ved de Fremmede, her ere komne, de Thortsener og de Timmer. Saaledes, for blot at tage een Uge, rendte jeg i Søndags hele Dagen med Timm i Visiter, i Mandags kørte jeg i Dyrehaugen med Thortsen og Hertz, i Tirsdags til Rosenvinge i Lyngby, hvor jeg blev om Onsdagen, i Torsdags var jeg paa Vesterbroes Theater, i Fredags hvilede jeg som en Mohammedaner, igaar som en Jøde og opfører mig kun lidet kristeligt ved idag, Søndag, at løbe op og bese Christianborgs Slot indeni m. m. Men foruden dette have ogsaa andre Aarsager ført mig til et dissiperet Liv i denne Tid. Jeg er nemlig Supplikant; jeg søger om et Registrator-Embede ved Geheime-Archivet, at sige i Forbindelse med min Cancellist-Post. Hint Amt er kun 250 Rdlr. værdt (Naturalia, som Synet af gamle Brevskaber, regnes ikke med), og dog slaas Folk om det; saavidt jeg veed, ere Alle omtrent af samme Mening som jeg, nemlig at jeg er den mest competente dertil; men Sagen har dog sine store Vanskeligheder. Uagtet nemlig det hele Cancelli-Personale og det halve af den øvrige By har flere end een Plads at leve af, mener Steemann, at Forening af Poster, hvorved der hænger nok saa smaa Gager, dog ikke kan tillades, ligesom han siger, at 200 Rdlr. ere nok for en Mand til at leve godt for, skønt han tilstaar, at en saaledes Lønnet ej kan holde Vogn og Heste; altsammen imedens han selv har paadraget sig en 3 Aars Skatterestance, s. 120 stor 40,000 Rdlr. af sit Gods ved Sorø (det, hvori han i sin Tid har faaet dobbelt saa meget, som det var værdt, indsat af Sorø Akademies Penge); da Sagen herom kom for Rentekammeret, tilskrev han dette ganske kort, at han ikke kunde indse, at Rentekammeret kunde have nogen Interesse ved at lade gøre Exekution for Skatterne i hans Gods, og Møsting tog Sagen og forelagde Kongen, og denne agter nu at eftergive de fattige 40,000 Rdlr

Om Litteraturen her er der som sædvanligt ikke meget at tale. Den bestaar i Tidsskrifter og Smaapiecer .... Noget af det bedste, som findes i »Flyveposten«, er en Opsats, efter al Sandsynlighed af Heiberg, om Kjøbenhavnernes Forlystelser, Dyrehaugsrejserne og det huslige Liv. Nu angiver man din Konge og Regent, Confessionarius, Universitets-Directeur Mynster som Forfatter af »Hverdagshistorien« med flere Bidrag til Flyveposten. — Den tyske Litteratur er ligesaa fattig som den danske; men derimod vilde jeg ønske, at jeg havde Tid og Lejlighed til at rode mig lidt mer ind i den nyere franske, hvor alt er i en mer og mer mærkværdig Røre. Foruden de bekendte Vitet, Merimée, Alfred Vigny, Victor Hugo etc. forekommer der flere mærkelige æsthetiske Sager. Saaledes har jeg fornylig set og tittet i et Skrift af Nodier, om jeg erindrer ret, »Les 7 chateaux de Bohême«, der lod til at være saa humoristisk forrykt som Sternes og Hamanns Værker tilsammen kun kunde blive det; det skal, som det og syntes mig, være meget morsomt, og forresten hugge løs paa de gamle Akademikere. Ogsaa Revue de Paris anmelder stadigt en hel Del Skrifter, hvoraf en stor Del maa have noget pikant ved sig. Iblandt disse var et mig paafaldende, af en s. 121 »Jacob le Bibliophile«, 1 ) Forfatter af »Soirées de Walter Scott«; det nye Skrift af ham er en Roman, der ej blot foregaar i Frantz den istes Tid, men og er skrevet i den Tids Sprog og fuldkomment i dens Aand. Jeg selv havde engang tænkt paa noget lignende paa dansk, men har naturligvis ikke Tid, 2 ) og sagtens, naar det kom til Stykket, ej heller Lyst eller Evne til at udføre en saadan Kaadhed. —

Da Theatret er lukket, kan der for Tiden ej være synderligt Nyt at berette derfra. At Molbech er bleven Theaterdirecteur og Censor derved, har Du vel set af Aviserne. Han har ej været paa Komedie i de sidste 20 Aar. Man mener, at ligesom han kommer op paa Bibliotheket Kl. 1 1/2 om Middagen, en halv Time, før der lukkes, saaledes vil han kun indfinde sig i Theatret Kl. 9 1/2 om Aftenen. Der tvistes meget, om han vil ærgre Skuespillerne og Skuespillerinderne hurtigst ihjel, eller d e ham ....

Thortsen har, ved sit Ophold her, fortalt mig endel om Historierne med Meisling, 3 ) hvilke vel ogsaa andetstedsfra tildels ere bekendte her, men som Du dog ej maa fortælle videre. Spektaklerne der i Skolen, som jeg nok før foreløbigen har berørt, opstode af den umaadelige Kulde, der i Vinter var i Skolen, saa at der efter Thermometre, som Drengene hemmeligen toge med i Skolen, var 2 Graders Kulde i Værelserne, medens Meisling havde paa Skolens Regning ladet indkøbe s. 122 eller føre til Regnskab dobbelt saa meget Brænde, som ellers brugtes om Vinteren. Da det samme befrygtedes i forestaaende Vinter, indgav en af Drengenes Forældre en anonym Anmældelse til Universitets-Direktionen, og Følgen var, at Meisling af denne blev, forresten paa en høflig Maade, betydet i næste Vinter at sørge bedre for Opvarmningen og at ophænge Thermometre i Værelserne. Herover blev han naturligvis, efter sit Temperament, uhyre opbragt og næsten forrykt: han tog Direktionens Brev, sammenkaldte alle Drengene og oplæste Brevet for dem med Bemærkninger derover, sagde til Lærerne, og navnligen til Thortsen, at det var dem, der havde klaget, og endeligen for at hævne sig paa Disciplene, som han vel ej heller troede, besluttede han ikke at dimittere de 4 (el. 2?), der iaar skulde dimitteres fra Skolen. I denne Hensigt sagde han, at de hidtil ikke havde læst grundigt nok, og begyndte nu, selv i øverste Klasse, at lade dem declinere og conjungere, analysere hvert Ord i Lektierne og overhovedet gaa saa langsomt frem, at Dimittenderne umuligen i den resterende Tid kunde faa alt læst. Paa samme Tid, som alle, i og udenfor Skolen, forargedes herover, gjorde Revisionen Udsættelse ang. det store Kvantum Brænde, der var indkøbt forrige Vinter; en Erklæring opsattes desangaaende i Skoledirektionen, hvor Meisling aldrig kommer, og da denne Erklæring just ej var ganske fordelagtig for Meisling, sendte Borgmesteren Steenfeldt (tidligere Mariboe, en døbt Jøde) den i Klade til Meisling, for at han først kunde gennemlæse den, og lod spørge, om han vilde gøre Bemærkninger desang., eller han vilde underskrive den, naar den var renskreven. Men Meisling skrev nedenunder: Det maatte den sorte Jøde underskrive. Steenfeldt og de andre lod derpaa Erklæringen s. 123 afgaa til Universitets-Direktionen, men indsendte tillige Kladen med Meislings Paategning som det eneste, han havde villet ytre derom. Nu har han i disse Dage faaet en drøj Næse for slig Opførsel, medens han dog alt tidligere, da Henriksen ved en given Lejlighed havde erklæret for ham, at han ansaa det for sin Pligt at indberette Sagen med Dimittenderne, er falden til Føje, har besluttet at dimittere dem og i det hele forandret sin Opførsel. Det er virkeligt sære Historier; Meislings Læge skal mene, hvad vel ogsaa alle andre maa falde paa, at han i Grunden bærer paa Spiren til Galskab, og at han med Tiden vil blive fuldkommen forrykt ....