Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1830-09-15)

15. Septbr. 1830.

.... Af udenlandske Politica skal jeg ikke opvarte en saa flittig Avislæser, som Du er, med noget. Du vil ogsaa, naar Du engang faar de nu paaløbne Flyveposter, faa mer end nok deraf; det var en Manna i Ørkenen for David og kom i en nødtørftig Stund for ham. Han skal nemlig efter Accorden med Heiberg fylde 1/3 af Flyveposten, og endskønt det synes os, som om han alt har skrevet mere end formeget deri, havde han ej hidtil skrevet sit behørige pensum. Han satte sig derfor ned og skrev Breve til en Politicus paa Landet, der ere utilbørligt kedsommelige. Den, der har haft mest Glæde over Begivenhederne i Frankrig etc., er dog nok Wedersøe; 1 ) han gaar endnu om i »Athenæum« s. 124 med en saa vigtig Mine, som om det dog egentlig var ham, der havde sat Carl X af og tvunget den oraniske Fyrste til Concessioner. Iøvrigt var Kongen her strax gunstig stemt for Forandringen; han mente, at en Mand skulde holde sit Ord, og at Carl havde fortjent sin Skæbne ved at bryde det. Da der senere ymtedes om, at Kejser Niels hæsiterede med at anerkende det trefarvede Flag, syntes imidlertid Hoffet her, at det dog var Synd, hvad der var sket: Carl X var dog en gammel Mand og Konge. Derpaa blev man igen gunstigt stemt for Ludvig Philip, da han anerkendtes af England og Preussen, men ser dog nu atter den Sag an med lidt skele Øjne, efterat Gadedrengene her i Byen have begyndt Jødespektakler paa ny. — Disse begyndte i Mandags og vedvarede igaar Aftes. Der sloges Ruder ind, og nogle gamle Jøder er maltrakterede, een saaledes, at han sagdes at skulle dø deraf; men dette sidste blev der intet af. Det er en yderst skandaløs Historie, men karakteristisk ; den danske Pøbel hører om de fremmede Uroligheder, skal eftergøre dem her og finder nu intet andet Objekt at udøse deres Galde paa end de stakkels Jøder. Paa politiske Hensigter er her næppe Tanke. Der skal imidlertid have været nogle slemme Plakater opslagne: »Leve Kongen, Kongeloven afskaffes« ; en Artilleri-Officer fandt en saadan og bragte den til Hafner 1 ) ; denne løb igen til Kongen, men han lo deraf ....

Hvad Theatret angaar, da kan her tales om Øhlenschlægers »Damaskus-Brødre«. Æmnet er taget af 1001 Nats Historie om de 3 Pukkelryggede, men her ere s. 125 Brødrene ej pucklige. Dette Stykke er meget mærkeligt, da det er et virkeligt Fremskridt, medens en stor Del af hans andre Skrifter ere Tilbageskridt. De første 1 1/2 Acter ere endog særdeles gode, og i de øvrige (med Undtagelse af 5 te Act, der rigtignok er fæl) er ved Siden af adskillige Flauheder dog ogsaa ikke faa gode Sider. Af Karakterne er een, den ene Broders Hustru, fortræffelig. Men, det forstaar sig, nogen Flauhed og Philantrophisme er deri, ogsaa er den for lang, hvis Aarsag Øhl. nu har forandret den for Theatret, til 3 Akter. Den er dediceret Studenterforeningen. Hans Stykke »Overilelsen« i 3dje Bind af de nye Skrifter, hvilket er saa slet, at jeg formente, det burde udpibes, bliver hverken komponeret eller spillet. — Forresten veed jeg intet Theatret vedk. at fortælle, det maatte da være Historier om Molbechs Theaterdirektørskab. For en Maaneds Tid siden, fortalte han til Fabricius, fandt han, der i mange Aar ikke har set eller læst noget Stykke, der er opført, at han nu dog vilde forberede sig til sit Censorat. Han tog derfor et Stykke, der var opført, og begyndte at læse, men han kunde ikke holde ud at læse 1 ste Akt igennem. Da Fabricius spurgte ham, hvad det var for et Stykke, kunde han ikke huske det, men sagde, at det var paa Vers. Det fandtes da at være »Amors Geniestreger«. — Wexschall 1 ) og hans Kone ere i denne Tid blevne skilte. Hun traf ham in flagranti siges der med en Pige eller villende forføre Jfr. Liunge, som var Husjomfru hos Wexschalls. Da han oftere havde gjort slige Ting, og det oftere s. 126 havde været nærved Skilsmisse, saa flygtede hun straks fra ham, og nu ere de skilte quoad thorum et mensam, som vi Jurister sige. Det morsomste er, at denne nedrige og rye Knægt, der var glad ved at blive af med hende, imidlertid anstillede sig yderst fortvivlet. Saaledes kom David nogle Dage efter Affairen op til ham, og nu forsikrede han David, at han var i højeste Grad fortvivlet, han kunde ikke spise, ikke drikke og havde ikke nydt noget siden den foregaaende Middag. David, der har Tact for Spisning, blev meget bestyrtet, paastod, han skulde nyde noget, og gik tilsidst ud i Køkkenet for selv at hente noget og lade ham spise, medens han saa paa det; men hvor flau blev han ikke, da Pigen ganske forundret sagde, at Herren for nylig havde spist et helt Fadfuld Smørrebrød. Ellers gik han om paa Gaden og sagde : »Ja, havde de taget mit Uhr fra mig, min Brystnaal, min ypperste Ædelsten — jeg skulde have trøstet mig; men denne Perle« —menende dermed sin Kone.

Jeg veed ikke, om jeg i mit sidste Brev skulde have berørt den synderlige Hypochondrie, der overfaldt din Fjende Madvig for nogle Maaneder siden. Den begyndte med en total Foragt for Philologien og gik derfra over til en lignende, skønt ej slet saa stærk, for endel af de andre Videnskaber, der ej stifte umiddelbar praktisk Nytte, og blev derefter forbundet med en høj Grad af Modløshed hos ham, Sorg over hans saaledes spildte Tid og Bekymring ved at se sig bundet til Sysler, som han mente vare de allermest forkastelige. At disse Ideer gik meget vidt, kan Du begribe deraf, at han, som nu altid tænkte paa at komme fra sine hidtil hafte Beskæftigelser, agtede at se at faa et lille juridisk Embede, hvortil han mente, at hans nu svage Aandsevner s. 127 endnu kunde tilstrække, og at han for at gøre sig skikket til saadant et Embede og faa Haab derom, kom til mig, for at jeg skulde manuducere ham. Dette afslog jeg ham naturligvis, og jeg skulde tro, at dette (thi til andre kan han ikke gaa uden straks at blotte sig) i Forbindelse med de Bemærkninger og Skildringer, jeg selv desværre har haft Lejlighed til at gøre over deslige Tilstande, har bragt ham noget paa god Vej igen ; i det mindste hører jeg, at han har købt endel philologiske Bøger paa Thorlacii Auktion ....