Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1830-10-19)

19. Oct. 1830.

I.

Det er en besynderlig Himlens Tilskikkelse, at jeg netop hver Flyttedag skal komme til at gribe Pennen for at opvarte Dig med mit Krimskrams, der sandelig næppe er værdt at flytte herfra og til Myntergade, langt mindre til Ribe. Hin Omstændighed maa sikkert have en eller anden Betydning, men Ulykken er, at jeg ikke kan udfinde den, dette Skæbne-Skub til min tilsyneladende selvvirkende Handling. Imidlertid er det vist, at det ikke er til Fordel for Dig, at det saaledes faldt i min Lod her paa Jorden at skrive netop paa Flyttedagene; thi paa disse er jeg altid i noget slet Humør, uagtet jeg ikke skal erlægge, men modtage Lejesummer. Livets Forgængelighed i det meget talende Flyttedags-Billede, den store Drukkenskab paa Gaderne, det meget Snavs sammesteds og mange andre Ting vække den Dag altid en noget mere serieus Stemning hos mig end ellers. Hertil kommer idag, at jeg denne Gang — Gud ske Lov ! — næsten slet ikke har set noget til det hele s. 128 Væsen, men været indmuret hele Tiden fra Kl. 9 til 4 1/2 i Cancelliet, uden at bestille det mindste andet end at se fra Contoirvinduet over paa de gule Træer foran Børsen og den store Arbejdsplads under samme, hvor der ikke var en eneste Arbejder. Jeg er bleven saa træt af dette Intet-Bestillen, at jeg ikke kan arbejde, nu jeg er hjemme. Under saadanne Omstændigheder skulde jeg maaske ej tage fat paa at skrive Dig til, men jeg maa det; thi har jeg idag intet bestillet, saa vil jeg faa desmer de følgende Dage, og Du sidder sagtens med Tungen langt ud af Halsen, ej til Spot og Haan, men af Tørst efter Skrivelse fra mig elendige stakkels Menneske.

Hvad jeg først og fremmest bør gøre i denne min Skrivelse, det er at gratulere; thi jeg formoder, at Du alt har haft Bryllup .... Skulde Brylluppet derimod endelig imod al min Formodning ikke alt være danset og ej heller forestaa i den nærmeste Ugestid, saa beder jeg Dig at sende mig snarest muligt Underretning om til hvilken Dag, det er berammet. Jeg vil hverken sætte Lys i Vinduerne eller Vers i Adresseavisen i denne Anledning, men blot om Aftenen mig selv i min Lænestol og drikke mig et Glas paa dit Velgaaende og Vellevnet med din Kone. Den sorte Kis skal sidde ved Siden og drikke en Kop Fløde (thi han drikker ikke Vin), naar han blot bliver rask til den Tid; men han er syg. —

Der er iøvrigt, foruden de mer ædle, tillige en noget egoistisk Aarsag til, at jeg higer saa meget efter, at Du lykkelig og vel snarest muligt skal sætte Dig ned som Ægtemand; saa haaber jeg nemlig paa, at Du opfylder dit Løfte at tage, naar Du kommer i Ro, for Alvor fat paa »Archivvæsenet« ; thi det er jeg begærlig s. 129 efter. Jeg er næsten ganske færdig med mine Uddrag af Cancelliets Protokoller og har al Grund til at være tilfreds med mit Udbytte, der er saa rigt som nogen Naturforskers kan være det paa naturalia efter en Rejse til Sydamerika. Naar Du kommer i Gang med dine Undersøgelser, saa skriv mig smukt ordentligt til derom. Giv Dig ikke formeget af med de ældste mørke Tider; der kommer dog intet rigtigt Lys i dem, og Umagen og Kræfterne spildes til Unytte; fæst derimod dine Øjne ret paa den sildige Middelalder. Dog, in historicis maa man nøjes med det Stof, der ligger for Een, og tage, hvad man kan faa.