Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1831-03-21)

21. Marts 1831.

.... I dit sidste Brev forlangte Du at vide Kuriosa om Kjøbenhavnerne med Hensyn til den nye Constitution. Du sigtede derved formodentlig til Studenternes Vivatraab paa Amalienborg-Plads. Det er rigtignok nu noget længe siden, og Sagen alt dengang i sig selv saa ubetydelig, at jeg vel egenlig nu ikke skulde omtale den; imidlertid kan jeg dog berøre den, da den i Grunden giver gode Træk saavel til Kongens som til Studenternes Karakteristik; der var netop den Aften, da Statstidenden om Eftermiddagen var kommen i Foreningen med Anmeldelse om Constitutionen, en Del unge Studenter komne sammen deroppe fra Byens forskellige Hjørner. De bleve dels virkeligen enthusiasmerede, dels drevne af den ungdommelige Higen efter Commerce, og da Studenterne i den senere Tid mer og s. 145 mer synes at faa Privilegium paa at turde gøre omtrent alt, hvad der falder dem ind, optoge de uden Betænkning med største Glæde det Forslag af En iblandt dem — at gaa ud og bringe Kongen et Vivat. Da de dog imidlertid begreb, at der maatte være nogle flere, end de vare, rendte de hen paa Regensen, skreg Folk op der (Klokken var henved 11), og da de vare omtrent 150, marscherede de ud til Amalienborg. Kongen var imidlertid ikke hjemme (men hos Frue Dannemand), de maatte lade dem melde hos Bülow og vente ½ Time mellem Indgangs-Søjlerne (thi ind paa Pladsen maa ingen Masse af Folk komme efter et vist Klokkesiet). Endelig fik de Lov at komme frem og raabe; derpaa kom Kongen ned midt iblandt dem, med Hatten i Haanden, takkede dem etc. At det hele var saa fusentastigt og barnagtigt, som det kunde være, fra Studenternes Side, ser Du, og formodenlig ligesaa det snurrige paterfamiliasagtige i, at Kongen gik ind i disse Fusentasters Ungdom og Galskab. Det maatte imidlertid være ham behageligt at se et saa umiddelbart og vistnok uhyklet Glædesudbrud .... De Par Piecer, der ere udkomne om den preussiske Stænderforfatning i Anledning af Forandringen her, skriver jeg Dig ikke noget til om; den ene er af Tscherning Fader, den anden (meget beklippet af Censuren) af Tscherning Søn og en af David. Jeg har iøvrigt bandet Constitutionen, fordi den giver David Anledning til at skrive. Du har set hans Tale i Maanedsskriftet for Litteratur, sidste Hæfte, og mer kan ventes. Madvig frygter for, at i det mindste Halvdelen af Maanedsskriftet for Fremtiden vil komme til at opfyldes med politiske Betragtninger, vel ikke ene af David, men han vil dog vist skrive Broderparten.

10

s. 146 .... Af Øhlenschlægers samlede Værker paa dansk er 1ste og 2det Bind, indeholdende hans Biographi, udkommet. Deri er nogen Forandring fra den tyske; men hvad jeg før har sagt om denne, gælder og om den danske. I denne sidste taler han dog ikke om, at han har skrevet et latinsk Program, men derimod fortæller han om sin svenske Hædersrejse. Apropos! Jeg har nok aldrig skrevet til Dig om, hvorledes han blev skældt ud for en Laps. En Dag da hans Søn William kom fra Skolen i Følgeskab med nogle af sine Kammerater, gik disse og drillede Drengen, der maaske er af en noget hidsig Natur. Iblandt andet sagde de, da de vare komne over ved hans Bolig (Du veed, at Øhl. boer i Stueetagen i Bispegaarden), at hans Fader var en Laps, hvilket denne, der stod indenfor et aabent Vindue, hørte paa. Faa Dage efter spiste Bonaparte Borgen 1 ) (han læser med Drengen) hos Øhl., og ved Bordet fortalte Fru Øhl. Borgen denne forskrækkelige Historie; da hun havde endt, rejste Øhl. sig, slog sig paa Hjærtet og sagde: Ja, de kaldte mig en Laps; men flere af mine Landsmænd (han mente Heiberg etc.) have kaldt mig endnu værre. Denne Lapsehistorie er der henpeget til etsteds i Biographien, skønt den ikke ligefrem er fortalt.

Paa Komedie har jeg kun været een Gang i den sidste Tid. Jeg saa »Den Stumme af Portici«, men blev ikke oprørisk stemt imod nogen uden imod Stykkets Forfatter. Det er mig forresten næsten ubegribeligt — selv fraset fra Stykkets Slethed —, hvor det har kunnet, jeg vil ikke sige vække, men endog blot give mindste udvortes Anledning til Opstand nogetsteds. Et s. 147 Drama eller Lystspil, »Emma«, af Forf. til Burchhardt etc. har kun — foruden i Aften da det netop opføres, været givet een Gang; det lader til, at Folk ikke selv veed, hvad de skal sige om det; bliver det ikke trykket, kommer jeg vel næppe til at gøre dets Bekendtskab. 1 ) — »Balders Død« er bleven draget frem igen. Men Publikum har kedet sig. Man burde ogsaa have ladet det være ene overladt til Læsere; saavel dette enkelte Stykke som i Alm. alle Evalds dramatiske Værker ere, netop paa Grund af Evalds Natur, kun lidet skikkede til at gøre Virkning paa et Theater, især et nuværende. —

.... Af Aviserne vil Du have set det Raseri, der for kort siden bemægtigede sig Kjøbenhavn med Hensyn til de saakaldte Kældermænd. Man hørte ikke andet end deslige Vittigheder, som oftest iklædte Gaadeform, og jeg troer, at de fleste Mennesker fra Morgen til Aften ikke tænkte paa andet eller i andet end Kældermænd. Saaledes kom en Mand ind til en Konditor, og, da han saa en Bekendt siddende der, sagde han til ham: »Hør, kan De ikke sige mig, hvorfor er Posten ikke kommen idag?« Manden smilte, drejede Hovedet til alle Siderne, rystede det, lo og sagde tilsidst: »Nej, det kan jeg ikke gætte!« Han troede, det var en Kældermandsnød, den anden vilde give ham at knække, medens det var et simpelt, uskyldigt Spørgsmaal.