4. April 1832.
.... Jeg kan begribe, at Du er noget og maaske endog meget begærlig efter at høre noget om Folks s. 165Tanker her i Byen betræffende Danmarks 35 Mænd og det øvrige Constitutionsvæsen. Lidet kan jeg fortælle, som jeg har sammensanket allevegne fta. For at forberede Constitutionssagens Overvejelse ved de kloge Mænd, derved at Udkast gjordes til at forelægges dem, som og for at fremme saavidt muligt Uniformitet for de Tyske og Danske i denne Henseende, var alt for længe siden udnævnt en Committee bestaaende af Præsidenterne i begge Cancellierne : Moltke og Steemann, og de 2 Generalprokureurer: Ørsted og Høpp. Imidlertid blev det tyske Udkast først færdigt, foredroges nok Kongen foreløbigen, og de tyske kloge Mænd bleve udnævnte; men tillige indgav Moltke en formelig skriftlig Klage til Kongen, over at Stemann søgte at trainere Sagen og ikke vilde tage ordenligt fat. Derpaa fulgte en Scene mellem Kongen og Stemann, hvor den første skældte den sidste Huden fuld. Nu kom alting i Bevægelse. De 35 Mænd udnævntes og Committeens danske Udkast — der gennem danske Cancelli skal forelægges Kongen — blev endelig færdigt og sysselsatte en Uges Tid en Snes Mennesker af Cancelliets Personale med Renskrivning. Hvad de Vise angaar, da mener man, at de Fleste af dem ere dumme nok, og undrer sig over, at Valget er faldet saa slet ud, medens jeg havde troet, at det vilde være blevet endnu værre. Det mærkværdigste ved Valget er, at der kun findes 7 Repræsentanter for Jylland, og at man ikke har kunnet finde flere end een eneste Købmand udenfor Kjøbenhavn (Agent Voigt i Faaborg, en forstandig Mand siges der), som kunde anses værdig til at være med i denne Forsamling. Man bifalder, at alle collegiale Embedsmænd ere blevne udelukkede ; men man dadler, at 3 af de maadeligste Stiftamtmænd, vi have (Knuth, Cederfeldt-Simonsen s. 166og Jessen) ere tagne med; ligeledes forarges man naturligvis over Folk som Overpræsident Moltke, Justitiarius Bornemann, Kammerherre van Deurs, Etatsraad Eriksen, Justitsraad Møller (som Stemanns forhenværende Fuldmægtig), Agenterne Hammerich og Busch, tilligemed de fleste andre. Endel ere kloge nok, men kende enten intet til Constitutionsvæsenet eller befrygtes at ville blive for ydmyge. Dette sidste er f. Ex. Tilfældet med Etatsraad Hvidt, der dog ellers har vist sig kæk, saasom for nylig ved, i en for Grosserer-Societetet skreven Erklæring, at erindre Toldkammeret, som havde forlangt Societetets Betænkning over en ny paatænkt Skat paa alle Skibe, om at Kongen ved Frdng.en af Maj f. A. havde lovet at foredrage deslige Sager for Provincialstænderne og at disse vel ej endnu vare organiserede, men at dette dog vel snart vilde ske, saa at man vel burde forvente deres Ytringer over hin Sag. — Hvad det ovenfor ommeldte Udkast angaar, da er det nok det andet eller tredje, som Ørsted har udarbejdet ; de foregaaende vare snart for liberale, snart for illiberale. Det nuværende skal være af meget stort Omfang. Iøvrigt strider den liberale Ørsted mod direkte Valg og taler for middelbare Valg, medens de umiddelbare understøttes af de mindre liberale. Denne tilsyneladende Inconsequence skal imidlertid være godt motiveret paa begge Sider. Af det øvrige Indhold har jeg hørt meget lidt, f. Ex. at der antages at ville blive 3000 Vælgere i Kjøbenhavn, og at der foreslaas at skulle blive 12 Repræsentanter for denne Stad og i det Hele 66 for de sjællandske, fyenske etc. Stænder. Iøvrigt er det, som ogsaa Reskriptet udviser, ikkun Valgmaterien, der bliver at drøfte i de kloge Mænds Forsamlinger, aldeles intet andet. Der vil saaledes ikke blive dem forelagt noget s. 167om Offenlighed eller Ikke-Offenlighed ved Stænderforsamlingerne, med mindre de af sig selv skulde ville behandle ogsaa denne Materie og indgive særdeles Andragende i denne Henseende til Kongen, hvilket imidlertid Stemann sikkert vil sætte sig imod med Hænder og Fødder. Forresten har dog det, der nu er sket, igen vakt nogen Interesse for Sagen, skønt de Fleste betragte denne i sig selv som intetsigende og kun interesserer sig for den, fordi de tænke dem Muligheden af, at det engang i Tiden kan blive et Trin til noget bedre. — Jeg har i et tidligere Brev talt om Trykkefrihedssagen, og uden Tvivl siden ytret den Formodning, at denne Sag var bortfalden, da der ikke hørtes noget om den. Dette er imidlertid ikke saa. Cancelliet har skrevet en meget lang Betænkning desangaaende, og vel skal Pluraliteten deri være af den Formening, at der ej bør gøres yderligere Indskrænkninger i Trykkefriheden end de, der alt findes; men derimod har Steemann skrevet et votum dissentiens paa 10 Ark, indeholdende stærke Forslag til Indskrænkninger. Denne Betænkning er alt gaaet til Kongen for henved 1 Maaned siden, men endnu ikke refereret i Gehejme-Cabinettet. Overhovedet sker det i de sidste Aar ofte, at Sager sammenhobes der i flere Maaneder uden at blive afgjorte. For en Del ligger vel Aarsagen hertil i, at Kongen ikke længer føler sig saa virksom og kraftfuld som før; men for en Del er det og foranlediget ved de sidste Aars Forandringer i den kgl. Families huslige Stilling. Da Prinsesserne boede hos Kongen, kunde de altid tale med ham ; men da de nu bo udenfor Huset og dog hver Dag, ofte flere Gange om Dagen, maa gøre Visit, komme de ikke sjældent, netop som han er beskæftiget med Gehejme-Cabinetssecretairen, saa at han maa forlade s. 168de Forretninger. Iøvrigt kan det maaske være Dig af Interesse at høre, hvad jeg netop i disse Dage først har faaet at vide, hvorledes det gaar til ved disse Cabinets-Referater (ej at forblande med dem i Statsraadet). Secretairen, før Jessen, nu hans Stedsøn Feddersen, læser hele Fremstillingen eller Betænkningen fra vedkommende Collegium eller Andragendet fra andre Vedkommende op for Kongen fra Ende til anden, og dernæst paa samme Maade alle Bilagene, f. Ex. ved Forestillingen om Embeders Besættelse hele den store, ved Collegiet udarbejdede udførlige Liste over samtlige Supplikantere, deres Vilkaar etc., noget, der især ved Præstekald, hvor der hyppigen er et uhyre Antal Ansøgende, maa være ligesaa uhensigtsmæssigt som trættende. — Inden jeg forlader Politica maa jeg endnu fortælle Dig, hvad jeg ikke mindes at have set ommeldt i de offenlige Blade, at Prins Fritz om kort Tid skal rejse med en Fregat eller 2 ud i Nordhavet, ad Færøerne og Island til, alt for at lære Sømandskab og blive ligesaa perfekt en Admiral, som han er Landofficer, Artillerist og, teste Schlegel, Publicist. 1) Der siges, at han, der ønskede paa denne Rejse at bære Admirals-Uniform, for noget siden spurgte Kongen: Hvorledes befaler Deres Majestæt nu, at jeg skal være klædt paa denne Rejse, men han fik kun i al Hast til Svar: Klæd Dig varmt, klæd Dig varmt, det er koldt paa Søen.
s. 169Det næste Tidernes Tegn, som ikke er at forglemme i en saadan Korrespondance som vor, er det gejstlige Væsen. I den allersidste Tid tales der vel ikke saameget derom som for kort siden, men det er dog en ulmende Brand. Jeg vil begynde mine Smaanoticer om denne Genstand med Lindbergs Fortælling i den Wahlske Boglade om, hvorledes han skaffede Grundtvig Tilladelse til at holde Prædikener i den christianshavnske 1) Kirke; denne Beretning har jeg vel fra Reitzel, og der er sagtens et og andet usandt deri, men næppe er alt Løgn. Da de Frommes sidste Ansøgning om at danne en Kirke for dem selv var afslaaet (Opsatsen i »Dansk Ugeskrift« om Udtrædelse af Statskirken er, hvis Du ej alt veed det, af Mynster), saa gik Grundtvig op til Stemann og forlangte at vide Grundene til Afslaget. Denne vægrede sig for at sige ham noget. Da Lindberg hørte dette af Grundtvig, gik han op til Bispen, som vel et Par Gange lod sig nægte hjemme, da han var bange for den theologiske Helt, men endelig maatte han frem, da Lindberg bad om en Stol og erklærede, at han vilde bie der, indtil Müller kom. Da denne nu kom hjem, spurgte Lindberg ham om Indholdet af hans Betænkning i hin Sag, og da Müller ej vilde ud dermed, erklærede Lindberg, at Bispen skulde Dagen derefter staa i alle kjøbenhavnske Blade og siden i alle andre Rigets Aviser denunceret som den første og værste Kætter i Landet. Herover blev Kappebæreren bange og indlod sig i Underhandlinger med L., hvilket endte sig med, at Bispen forpligtede sig til at skaffe Grundtvig Tilladelse til at holde hine Prædikener, og at s. 170det skulde være sket inden næste Middag. Dagen efter gik Müller til Kongen, og samme Dag fik Cancelliet Underretning om, at hin Tilladelse meddeltes Grundtvig .... Endnu maa jeg, inden jeg aldeles forlader den theologiske Galskab, ikke forglemme at fortælle Dig, hvad Bispens Søn forleden sagde mig, at 2 Haandværkssvende, forresten som det syntes ikke forrykte, kom op til Biskoppen og berettede, at den hellige Treenighed havde aabenbaret sig for dem og klaget over den megen Ugudelighed, som gik i Svang her i Byen; Treenigheden havde derfor befalet dem at gaa hen og opfordre Bispen til at give dem Tilladelse til at gaa til Alters hos Grundtvig samt til at tillade Conventiklerne at vedblive. Müller søgte at tale dem tilrette. Skade var det, at han ikke udspurgte dem om, hvorledes Treenigheden havde set ud . . .