Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1832-09-02)

2. Septbr. 1832.

.... For Exempel de vise Mænd, som Du spørger om. De ere komne her, de have været her, de ere borte igen; det er omtrent alt, hvad derom kan siges. Hvad andet der vides i denne Henseende, er ikkun saare lidet. Stemann aabnede Forhandlingerne med en Tale og gav Vink om eller maaske mere end det, at det var bedst, man fattede sig saa meget som muligt i Korthed, og hensigtsmæssigt, at Enhver gav skriftlige Vota. Naturligvis fandt dette straks Opposition. Denne har overhovedet ikke været saa ringe; mest opponerede enkelte Magistrats-Personer, især Steenfeldt fra Helsingør, bag hvem dog nok Ørsted stak, og nogle andre; men selv adskillige, som man kunde have mindre god Tro til, f. Ex. Rasmus Müller, skulle have taget Bladet fra Munden. Ved disse Diskussioner var Stemann, der overhovedet ved denne Lejlighed er bleven endnu værre anset end han alt var det, ikke saa sjældent, især i s. 181 Begyndelsen, temmelig grov; men efterat en Agent Vogt fra Svendborg, mod hvem han saaledes havde været uartig, tog sin Hat for at gaa bort, noget som Stemann dog selv straks forhindrede, blev han mere forsigtig. Sessionerne gik overmaade hyppigt paa; Diskussionerne nedskreves af min Navne, nuværende Justitsraad Jacobsen, paa løse Papirer, og bragtes derpaa hver Eftermiddag i en noget forbedret Tilstand til Protokols, hvorhos Kongen hver Dag fik Afskrift af det saaledes passerede. Ørsteds Virksomhed var her, ligesom hidtil under Stændersagen, størst, uden at jeg dog ret kan forstaa hvorledes. Hans Popularitet er stegen i en ligesaa høj Grad, som Misfornøjelsen med Stemann er forøget. De Vise vare højst enthusiastiske for ham og beundrede, i Samkvem og Selskaber, i Særdeleshed i en overordentlig høj Grad den sidste Tale, han holdt ved Forsamlingens Slutning. — Iøvrigt har jeg ikke hørt det mindste om Indholdet af Forhandlingerne eller den endelige Betænkning. —

.... Ingemann har skrevet en ny historisk Roman, der foregaar paa Waldemar Atterdags og Niels Ebbesens Tider. Titlen vides endnu ikke; han holder den hemmeligt, for at det ej skal gaa ham med den som »Erik Menveds« første Titel. Den hed nemlig først »Marsk Stigs Dolk«, men hans Venner harcellerede saa meget over denne formaliter og materialiter naragtige Titel, at han maatte give en anden .... Det nye Øhlenschlægerske Tidsskrift »Prometheus« kommer næppe ud, af Mangel paa Subskribenter. Det var en fortvivlet Idee af ham. Han havde Stof til et Par Aar, men dette Stof bestod i hans Forelæsninger, som han nu vilde anvende paa denne Maade. Forresten skulde dette Tidsskrift s. 182 ogsaa indeholde Polemik. Det Heibergske-Hertziske- Poul Møllerske Kvartalsskrift kommer sandsynligvis ikke heller ud, men af Mangel paa Forfattere, skønt man skulde tro, at tre var nok; men de ere alle lige dovne. Bredahls besynderlige Stridsskrift mod Hertz 1 ) har Du nok faaet og vel læst. Jeg blev ganske mør i Hovedet, da jeg læste det. Der syntes aldeles ingen Anledning at være til at lade sligt komme frem nu, og det var mig ubegribeligt, hvor Hertz skulde have talt saa ondt om Øhlenschlæger, at Bredahl kunde føle sig opfordret til at træde frem som hans Forsvarer, ligesom det ogsaa hyppigere er Hertz, der i vore mundtlige Samtaler maa tage Øhlenschlægers Parti navnligen imod mig. Jeg fik imidlertid samme Dag Gaaden løst, idet jeg fra en af Bredahls Venner, der havde besørget Correcturen af hans Pjece, fik at høre, at den lange Hellig Andersen, som har opholdt sig i og ved Sorø en lang Tid af Sommeren, havde bildt Bredahl ind, at Hertz vilde nedrive alle andre Poeter og omstøde Øhlenschlæger, samt at det ny Kvartalsskrift skulde gaa ud derpaa. Besynderligt var det, at ikke et eneste Blad anmeldte Pjesen eller i denne Anledning ytrede Grovheder mod vor Ven. — Iøvrigt udkommer nu snart samme Hertz’s tre Komedier: Burchardt (i en noget forandret og forbedret Skikkelse), Flyttedagen og Emma. Jeg har et Par Maaneders Tid maattet anvende mine stakkels, daarlige Øjne til at corrigere de tvende første af dem, og nu trykkes paa den tredje, efterat Hertz, der har været borte saalænge, er kommen tilbage til Byen. Han har nemlig ligget i Hirschholm med Heibergs, som han nu er særdeles s. 183 allieret med. — Den Heibergske philosophiske Bog 1 ) kan jeg ikke tale om; jeg har ikke læst den, behøver Gud ske Lov ikke at læse den, og holder Stand imod alle de Fristere, saasom Hertz og Thortsen, der vil give mig den at læse. Hvad Ondt, »Kjøbenhavnsposten« sagde om den, er naturligvis Pølsesnak, men Thortsen skrev mig forleden til, at den var ligesaa tung at fordøje som Aristoteles Poetik og Nathansons Bog, 2 ) hvilke han læser i denne Tid tilligemed hin. Det er derfor ikke Mad for mig. —

Af flere Aviser vil Du have set, at Universitetet tænker paa at indskrænke Latiniteten, i det mindste ved Embeds-Examinerne. Om dette ere de fleste af Consistorii Medlemmer nok enige. Derimod ville nogle have Latinen afskaffet endogsaa ved de akademiske Solenniteter, saa at Talerne skulle holdes paa Dansk, og ved Disputatserne. Øhlenschlæger holdt ved sin Afskedtagen som Rektor den sædvanlige latinske Tale, der var fri for Fejl, da den var oversat af Bonaparte Borgen; men dennes Kunst havde ikke strækket til med Hensyn til Udtalen, som skal have været skrækkelig barbarisk. Det lange e i 2den Conjugation blev kort, og det korte i 3dje blev langt osv . . . . .