Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1833-03-28)

28. Marts 1833.

.... Jeg har ikke skrevet Dig til en eneste Gang den hele Vinter igennem. Men jeg har ogsaa været lovligen undskyldt; jeg har haft saa meget at bestille, at jeg ikke troede at kunne udføre alt, ligesom jeg s. 186 ogsaa endeligen har maattet lade adskilligt ligge. Dine Skoletimer, dine Privattimer, dine Forberedelser til disse ere slemme; men hvad er det imod Manuduceren, Forberedelse til Manuduceren, Skrive-Anmærkninger (en Slags skriftlige Forelæsninger) for Manuducenterne etc.? Læg hertil 2 Skrifters Correctur (Thortsens og mit eget)! Læg hertil Cancelliesager ! Læg hertil mange Bøger at læse, overveje m. m. ! Læg hertil en Gigt, der nu har forandret Sæde fra Hoved til Bryst, og der vel ikke giver mig Udsigt til at dø af Brystsyge, men der baade piner mig meget i legemlig Henseende, og der nedslaar Humeuret, som ikke vel kunde taale at bøjes mere, næsten ganske og aldeles! Læg hertil . . . ja, læg hertil næsten alt muligt andet! —

Jeg maa dog imidlertid sende Dig min Bog om Skattevæsenet. Ikke som om Du skulde læse den; jeg har nu foræret den bort til 23; 2 af disse havde læst den i Forvejen (deriblandt Ørsted paa Embedsvegne), og 1 har læst den siden. Dette er flere Læsere, end jeg havde ventet. Der gælder det samme med Hensyn til Dig som i Henseende til Hertz, Thortsen, Kilde etc. Bogen bør dog findes i din Reol; men det vilde være for meget at fordre, at den skulde plage en Mands Hoved, som ikke ellers er vant til slige Kedsommeligheder. —

Men naar jeg sender Dig dette Skrift paa Halsen, som Du ikke læser, maa jeg dog ledsage det med noget, som Du læser; og skønt mit Brev maaske ikke vil være det allerinteressanteste, der kunde skrives, bør jeg dog gøre det saa underholdende, som jeg kan. —

lblandt de flere Ting, Du spurgte om i dit sidste Brev, var Constitutionen. Om den er der ikke meget at sige. Nogle mene, at den, eller Løftet om den, s. 187 om som et Lys og gik som et Lys. Endel velunderettede og ikke-velunderrettede Folk ville allerede i nange Tider have vidst, at den russiske Kejser eller en preussiske Konge have gjort Modforestillinger hos or Konge, og at disse have virket saa vel, at Sagen r stillet i Bero. Dette er imidlertid ikke meget sandynligt. Hvad Kongen lover, især paa en saadan Maade, nseer han sig sandsynligvis pligtig at holde. Ogsaa ar, i det mindste for noget siden — endnu i dette ar — Stænder-Committeen (Stemann og Moltke, Ørsted g Höpp) i Bevægelse og holdt flere Samlinger. Ørstedar ogsaa jævnligen fordret og fordrer endnu Oplysinger fra Rentekammeret og fra Cancelliets Contoirer, vilke næppe skulle bruges til andet end Fastsættelsen f Valgdistrikterne. Ogsaa skal i næste Uge Statsraadet en extraordinær lang, allerede forud bestemt Session eskæftiges med en Sag, der, hvad Hertugdømmerne ngaar, staar i nær Forbindelse med Constitutionssagen, emlig den om Adskillelsen af de judicielle og magitralske Functioner. Jeg tvivler derfor ikke paa, at itændersagen ikke er henlagt, men at Resultatet, taliter valiter, engang kommer for Lyset. — Hvad d. 13. Marts ngaar, 1 ) seer jeg, at hele Danmark har viist sig patrioisk undtagen Kjøbenhavn, eller rettere sagt, at vi Kjøbenavnere ere de mest lydige Undersaatter, der lystrede ongens Ønske om, at ingen Højtideligheder maatte nde Sted den Dag. En halvgal Secretair ved den ønlandske Handel, der hedder Muhle, klædte sig rigtigok ud i en fantastisk Dragt og stillede sig den nærmest oregaaende Lørdag-Aften frem i Studenterforeningen og jorde der Forslag om at lade væve et Flag, der i Stilhed s. 188 skulde hejses op paa Nicolai Kirketaarn og være saa stort, at det kunde naa til Kongens Nytorv samt sees paa Amalienborg, og at dette skulde ske under en af Studenterne afsyngendes, af Ingemann forfærdigendes Vise, som siden skulde gentages udenfor Kongens Vinduer. Men det gik derved, som med Kildes Indkaldelse til 2den Examen Anno 18: der blev intet af. — Hvad Kongen iøvrigt angaar, da forstaar man sig i senere Tider ikke ganske paa ham. I en vis Henseende — og kanske i det Hele — antager man, at han bliver uvirksom, taber sin Driftighed, bliver afhængig af Andre osv., medens han i andre Henseender synes, skønt næppe til Folks Tilfredshed, at være mere selvhandlende end nogensinde før. Medens han t. Ex. besætter den ene Justits- Embede efter det andet ganske uventet med Mænd, som ingen havde tænkt paa og tværtimod Cancelliets Forestillinger, som det synes, uden at Andre have deres Fingre med i Spillet, ligge Sagerne i meget længere Tid hos ham end før, ligesom han ogsaa ellers saavel i legemlig Henseende (f. Ex. ved hyppig Søvn ved Middagstaflet) som i aandelig siges at vise større Svaghed. Efter hvad man har fortalt mig, fik Tscherning (Captainen, der skriver saa meget, og det nu og da Sludder) for noget siden en egenhændig Ordre om for Fremtiden at entholde sig fra at lade noget udgive i Trykken. Han, der rigtignok er ansat som Lærer ved den militaire Højskole, men der iøvrigt er mer end ultra-liberal, indgav herpaa en Forestilling, hvori han anførte, at hint Forbud vel ikke kunde gælde alle Slags Materier, og derfor udbad sig en nærmere Forklaring over hvad han ikke maatte behandle. Da han ikke erholdt Svar herpaa, søgte han om sin Afsked, men erholdt derpaa en anden kongelig Skrivelse af det Indhold, at »da Vi, af s. 189 Grunde, som vi ikke finde det passende her at anføre, herved tilbagekalde den tidligere Ordre af . . ., saa tillades det Dig at udgive i Trykken« hvilke Arbejder han selv vilde, kun at han holdt sig Love og Anordninger efterrettelige. Paa samme Maade skal, da Generalkrigscommissair Neergaard (Heste- og Temperamentslære- Manden) 1 ) for noget siden havde en Audiens hos Kongen, denne have faret i ham med mange og meget haarde Ord. Da han var færdig, begyndte Neergaard at tage til Genmæle i et udførligt mundtligt Indlæg, og da denne nok noget lange Tale var til Ende, skal Kongen have sagt: »Naa, saa troer De virkeligt det, Neergaard? Ja, ja da; saa kan De gaa ned til Bülow og tale nærmere med ham om Deres Sag, saa skulle Vi se, hvad Vi kunne gjøre.« Endel af dette kunde man anse som Løgn, da disse Mænd just ikke ere de allertroværdigste; men lignende Ting — i det mindste lige med det i Hens. til Neergaard passerede — er jo dog tidligere, efter hvad der ellers er sagt, sket med Gad, Clausen og Andre. — Forresten mister Kongen uden Tvivl snart en Mand, som han længe har holdt fast ved, og som i det mindste ikke har gjort alt det Onde, han kunde have gjort paa den Plads, han stod paa. Det er Bülow, der har ligget syg et halvt Aars Tid, enten af et apoplektisk Anfald eller af anden Lamhed i Benene, eller af Vattersot, eller af Andet. Kongen siges at komme ud til ham og høre hans Referater (fra Commando-Contoiret), medens Bülow ligger i Sengen ....

s. 190 Saameget om Statssager. Hvad Litteraturen angaar, da gaar det endda temmelig raskt i den. Der kommer mange Bøger ud imellem. Aar og Dag, skønt de fleste rigtignok ere slette. Blandt de udkomne er endnu ikke Øhlenschlægers »Tordenskjolds Død«; men den kommer med det første. Den gør temmelig god Lykke paa Scenen, men dens bedste Velyndere sige dog kun, at der ere smukke Steder i den. Efter hvad jeg hører, er der mange slemme Øhlenschlægeriana i samme Stykke .... Heiberg har sat en ny Vaudeville i Verden: »De Danske i Paris« ; det er et Arbejde, der kun fra Sangenes og Melodiernes Side kan bifaldes. Igaar er der udkommet et lille populairt Skrift om Philosophien 1 ) som Indbydelse fra ham til en Række Forelæsninger for Herrer og Damer over Philosophien, men jeg tvivler paa, at dette, der utvivlsomt mest er en Finansspekulation, vil have særdeles virksomme Følger. — Et Digt: »Dandserinden« af Forfatteren til det ene Sæt fædrelandske Romancer og til et Skuespil (han hedder Paludan- Müller) har gjort megen Lykke. Du har sagtens allerede læst det; mig behager det ikke. Det er for uepisk, det er for Byronsk, det er for trivielt i sit Indhold og for fatalt i sine Udtryk og sin Tone; imidlertid maa jeg tilstaa, at jeg hverken har læst det helt og holdent eller i Sammenhæng. — Thortsens Metrik taler jeg ikke om ; dens Correctur har gjort mig for meget af det. — Hertz agter med det første at udgive en Vaar-Nytaarsgave, hvori endel Digte, som jeg venter, med temmeligt Udvalg og en Novelle. — Det strømmer i den senere Tid ret ind paa os med Noveller. Blichers ere gode, i det mindste de fleste og for det meste. Forfatteren s. 191 af »Hverdagshistorien« udgiver ogsaa sine i 1 eller 2 Bind. Heiberg er den egenlige Udgiver, og, hvis jeg ikke fejler meget, tillige den egenlige Forfatter. I Flyveposten stod ogsaa en anden Novelle »Nr. 7« ; den er af en Saint-Aubain, et Slags Slægtning af Heiberg, et iøvrigt temmeligt naragtigt Menneske, der, efter hvad der siges, skal være Originalen til Diplomaten i »Kjøge Huuskors«. Novellen »Den ulykkelige Taushed« i Flyveposten vedkender Heiberg sig . . . .