Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1834-03-15)

15. Marts 1834.

Efter at jeg igaar Eftermiddags havde læst med mine 2 Sæt Manuducender og forberedet mig til Manuductionen idag, corrigerede jeg fra Kl. 9—11 paa en Recension af Thortsen (over et Wilstersk Program) i Maanedsskriftet. Dette Arbejde fortsatte jeg idag fra Kl. 7 til nu Kl. 9. Nu vil jeg se at faa skrevet et Brev til Dig, hvilket vil medtage Tiden til 11—12; derpaa skal jeg ud i Rasphuset for at dømme en Forbedringshusfange, en Dreng paa 17—18 Aar, til Tugthusarbejde paa Livstid. Naar jeg gaar derfra Kl. omtrent 1, skal jeg indfinde mig i Retten og forblive der samt i Skiftecommissionen til Kl. 4. Saa spiser jeg og løber igen mine Manuductions-Pensa til idag igennem, indtil Kl. 5, da det første Sæt Manuducender kommer, som Kl. 6 afløses af det andet, der forlader mig Kl. 7½ Derpaa faar jeg Tid til at trække en Proces frem om en Obligation paa 1000 Rdlr., hvilken Proces har staaet fast i 5 Aar ved Underretten og siden i 4 Aar ved Overretten, og hvis Acter jeg nu har haft liggende hos mig i 14 Dage uden at være kommen længere end midtvejs i det Hele. Disses Gennemsyn fortsætter jeg, indtil Øjnene omsider ere saa trætte og Hovedet saa sløvt, at jeg maa lægge mig.

Jeg har overmaade meget at bestille, og det altfor meget. Men det er ej det eneste Onde. Medens Gigten uafbrudt vedbliver, er ogsaa min Mave i de sidste Aar s. 199 bleven slettere og slettere; men især staar det sig galt med mit Bryst. Lægerne forsikre, at der ikke er noget livsfarligt ved den Hoste, som nu plager mig allerede i 6 Maaneder, stærkere end i forrige Vinter. Men den Trøst hjælper ikke meget, naar jeg dog generes og lider ved den uafladeligt, Dag og Nat, Morgen, det første jeg vaagner, og Aften, idet jeg sover ind. Den er hyppigen saa voldsom, og Blodet jages med saadan Styrke op i Hovedet, at jeg i Svimmelhed maa klamre mig fast ved, hvad jeg kan faa ihænde for ikke at falde omkuld.

Det er imidlertid ikke heller, og ej engang mest, min egen Sygdom, som piner mig. Min Moder har hele Vinteren, men især i de sidste 6 Uger ligget til Sengs af den yderst smærtefulde Nyresten. At se en Kone paa over 70 Aar vaande sig og krumme sig som en Orm under Pinsler, som hører til de stærkeste, Sygdomme kunne foraarsage, er meget haardt, især naar den Lidende er Beskueren saa meget, som hun er for mig, men hvad videre maa jeg ikke ogsaa frygte for hende under saadanne Omstændigheder?

Jeg lever fuldkommen som Eremit. Kun et Par Venner eller Bekendter kunde ville besøge mig; men ogsaa disse have Nærbeslægtede, som ligge dødssyge, eller Verden gaar dem paa anden Viis imod. De komme sjældent til mig og trænge da snarere til Opmuntring, end de ere i Stand til at yde mig den.

Den største Del af mine Forhold ere pinlige for mig; mine Embedsforretninger dels, især efter min Karakter, byrdefulde for mig, og dels, f. Ex. ved Skiftevæsenet, fulde af Ansvar.

In summa, kære Adler! jeg er saa led og ked af Livet, som nogen kan være det; under disse Omstændigheder vilde Du næppe være tjent med ofte at faa s. 200 Breve fra mig, selv forudsat, at jeg kunde sammensanke Tiden dertil uden altfor meget at maatte bebrejde mig andre Pligters Forsømmelse....

En Begivenhed har i disse Dage vakt og maattet vække stor Sensation her i Byen. Prins Fritz er sendt til Jægerspris for at forblive der i 2 Maaneder, efter hvilken Tids Forløb han, som tidligere bestemt, skal bort i 3—4 Maaneder med det Linieskib, som udrustes til Fart iaar. Aarsagen til denne Quasi-Forviisning skal, efter Rygtet, ligge i hans Forhold mod hans Gemalinde; han skal endog have slaaet hende og siden været uartig mod Kongen. Det Sande kunne vi Smaafolk sjældent faa at vide; men saa gaar Sagnet blandt Folk.

En anden fyrstelig Person var tidligere i Vinter en lang Tid næsten den eneste Genstand for Samtalerne her. Det var Prinsen af Hessen (den hvide, eller som han forhen kaldtes: den sorte). Da han blev Gouverneur her i Byen, fortaltes de vidunderligste Ting om hans gammel-preussiske Parade-Principer. Officererne maatte saavel i deres militaire som halvcivile Dragter holde sig de givne Forskrifter paa det nøjeste efterrettelige; en ikke tilknappet Knap, en ikke ganske reglementeret Hue, kunde foranledige betydelige Reprimander; mange detailløse Bestemmelser om hvorledes de enkelte Soldater skulde gaa efter hinanden, naar deres Veje stødte sammen paa Gaderne, og deslige, bleve — efter hvad man sagde — givne og fulgte. En hel Del løj man sagtens til, og Publikum morede sig saa længe.

Hvad Litteraturen, og navnligen den æsthetiske angaar, da tvivler jeg ikke paa, at Du kender bedre til de Bøger, der udkomme, end jeg. Jeg læser intet. Ej engang Paludan-Müllers »Amor og Psyche« har jeg kunnet faa Tid til at gennemløbe, uagtet den har ligget s. 201 paa mit Bord, siden den udkom. De fleste hæve den til Skyerne. Thortsen og Kilde dadle den eller rose den i det mindste ikke; Poul Møller ligesaa, men han er en slet Criticus. Øhlenschlæger dadler den meget; men han er en endnu slettere Recensent og tillige en misundelig Digter. Hos Heiberg, hvor jeg en Aften kom ud, betragtedes det Paludan-Müllerske Digt som et Mesterstykke; og Sibbern har sagt til Forfatteren, at nu kunde han gærne gaa hen og lægge sig til at dø; han var allerede udødelig.

»Flyveposten« og »Prometheus« vedblive; den første er lidt bedre end den sidste, men ikke meget.

Til Fastelavn havde Studenterforeningen et nyt, morsomt Gækkeri. Deltagerne bleve ved smukke Visitkort i det franske Sprog inviterede af Mr. Harboe (Cassereren) og Kone, née Gøtje (en anden af Seniorerne), til en thée dansante. Man indfandt sig, Herrer og Damer, de sidste eftergjorte, i stor Stads, drak Thee og, som man efter Bestemmelsen i Affichen skulde, morede sig en Times Tid med at kede sig i det fornemme Selskab. Derefter havde man anden Gækkeri for, spiste, drak og, hvad Legen altid ender med, dansede. Jeg morede mig saa godt, som jeg ikke har gjort det i meget lang Tid, og gik først hjem henad Morgenstunden.