Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1834-05-20)

20. Maj 1834.

Du maa undskylde mig, kære Adler! men jeg har kun sjældent Tid at skrive, og endnu sjældnere et saadant Humeur, som jeg kunde ønske at meddele Venner. Dette sidste er ej heller Tilfældet idag; men jeg indser, s. 202 at jeg ikke kan tøve længer, end jeg alt har gjort, med at opfylde min Pligt. Du faar altsaa et Brev, men det bliver et tarveligt.

For mine legemlige Onder har Lægen raadet mig at drikke Seltser-Vand. Jeg øser desaarsag, lige saa saa snart jeg er staaet op om Morgenen, hvilket sker Kl. 4½ 3 store Ølglas af denne ubehagelige Drik i mig og gaar derpaa ud 1 à 2 Timer. Det sidste er vel egentlig det, som skulde hjælpe; men da jeg altid har været mest mørk i Sindet om Morgenen, naar alt Trykkende, der har hvilet om Natten, kommer frem igen, saa følge mine Sorger mig som en Skygge paa mine tidlige Fodvandringer; disse blive altsaa ikke meget hehagelige. Tidligere, i Slutningen af Vinteren, gik jeg mine Spadseretoure om Middagen og befandt mig bedre derved. Sædvanligvis gik og gaar jeg over Volden, Grønningen, lange Linie, Farimagsvejen og andre Smaatoure, som Du vilde se ned paa med dybeste Foragt....

Hvad det publike Liv her i Danmark angaar, da har Du vel allerede hørt det Tilstrækkelige om Seperationen mellem Prinsesse Wilhelmine og Prins Frederik. Hvad denne sidste havde gjort, veed Publikum ikke med nogen Vished, og Fablerne i denne Anledning ere saa talrige og for største Delen saa absurde, at det ikke kan lønne sig Umagen at fortælle dem. I en Maanedstid var han paa Jægerspris, tog ombord paa Linjeskibet ved Humlebæk, og bad, da Captain Zahrtmann (aldeles uvidende om det passerede) paa sin Tilbagerejse fra Vestindien mødte Linjeskibet i Kattegat og spurgte, om Prinsen ikke vilde have Hilsener til Kjøbenhavn, til Zahrtmanns allerstørste Forbauselse ikke andre end Prins Christian hilse. Naar han har besøgt Island, kommer s. 203 han nok til at bo i Fredericia. løvrigt beklager jeg, at jeg ikke kom ombord i Linjeskibet; det skal have været interessant at se denne store Bygning. Men Trængselen for at se det var for stor. Denne Besøgen af Linjeskibet foraarsagede iøvrigt, efter hvad man fortalte, en Del Uanstændigheder, idet Damernes Underdele bleve mere end tilstrækkeligt synlige ved Opstigningen af de næsten lodret hængende Tougstiger og ved Spadseren paa de gennemskaarne Dækker.... En stor Del havde derfor ogsaa forsynet sig med de nu temmelig brugelige lange Benklæder (en Slags Tyrkinde-Dragt), hvilke efter Linjeskibet ere blevne benævnede Dronning Marias Buxer.

I Litteraturen — den æsthetiske — er der intet nyt. Om nogle Dage kommer nok en 4de Del af de anonyme Noveller eller et Bind Skuespil af disses Forfatter, jeg veed ikke rigtigt hvad. De tidligere Rygter om at jeg skulde være disse Arbejders Forfatter, fornyedes for et Par Maaneder siden og udspredtes især, paa en mig yderst ubehagelig Maade, fra Studenter-Foreningen; dette foranledigede mig til at opslaa en meget tydelig, men temmelig grov Bekendtgørelse i Foreningen og at udtræde af samtlige Committeer i Selskabet, som jeg var Medlem af. Jeg er imidlertid endnu Medlem af selve Foreningen. Efter dette hint Skridt troer jeg, at det latterlige Rygte har tabt sig, men derimod fortalte Heiberg mig, forleden da jeg mødte ham og Frue paa Gaden, Noget om Noget, han kom til at berøre i Fortalen til hin 4de Del angaaende Hertz’s og mit Forhold i Henseende til den anonyme Nytaarsgave, hvilket han vilde paaberaabe sig som Forsvar for sit og den anonyme Forfatters Forhold. Jeg kunde ikke forstaa ham ret, og s. 204 paa Gaden var der ikke Tid til nøjere Forklaring; men bare deraf nu ikke opstaa nye Ubehageligheder! Jeg har allerede nok af dem, som jeg har, og mit Sind er ved dem i en saa stadig Uro, at jeg idelig frygter nye, hvor kun den fjærneste Anledning viser sig....