Jacobsen, Peder Vilhelm BREV TIL: Adler, Peter Christian FRA: Jacobsen, Peder Vilhelm (1835-04-18)

18. April 1835.

... Valgene til Stændersamlingen faldt i Kjøbenhavn ud saa som saa. Man havde ikke stort bedre Mænd at vælge paa end de, man valgte, og disse vare, i det mindste for en Del, ikke ganske slette, ja for en stor Del vilde, i det mindste de første, saasom Bang, Ussing, Haagen, kunne ansees qualificerede til at komme med iblandt de Deputerede, naar de kun ikke havde været de første, men de sidste; ikke dem, som man mest skulde stole paa, men saadanne, som kunde understøtte det af andre dygtigere Opstillede. Endel Interesse viiste imidlertid de saaledes Udnævnte; iblandt andet søgte de at nærme sig hinanden og tillige gøre sig mere skikkede til deres Bestemmelse: at overveje Statens Tarv, derved at de forenede sig om at holde ugenlige Sammenkomster, hvor de oplæste smaaa Afhandlinger og delibererede over de deri behandlede og andre lignende Materier. Under alt dette blev David actioneret dels specielt for 3 i hans Blad indeholdte, af af Hage i Roeskilde, Lehmann og Sager skrevne Artikler, og dels for bemeldte Blads Aand i det Hele. Det havde efter den almindelige Mening været bedre ikke at røre derved; thi gik David igennem, vilde han og hans blive saa meget dristigere, og fældedes han, havde Scenen, om man saa kan kalde den, noget odiøst ved sig. De 3 nævnte sig ikke, da David, hvis de havde gjort det, i alle Tilfælde maatte dømmes i Mulkt, fordi han uden Bevilling havde optaget anonyme Bidrag i sit Blad. Paa samme Tid begyndte et Rygte at grasseres. 214paa nyt, der allerede før var løbet noget om — at den Commissson af Præsidenterne i danske og tyske Cancellie samt begge Generalprocureurerne, som tidligere gjorde Udkastene til Stænderanordningen, nu skulde udarbejde et Forslag til en Presselov; man talte om dens Indhold, som var meget strængt, og forsikrede, at den skulde udgives som Lov, inden Stænderne bleve forsamlede. I de ovenfornævnte kjøbenhavnske Deputeret-Forsamlinger blev, efter hvad man med Vished sagde, ogsaa dette bragt paa Bane, Indholdet endog af de enkelte Paragrapher i Udkastet oplæste, hvad enten man nu bedrog sig selv, eller blev skuffet af andre, og meget hæftige Beslutninger tagne, saasom at samtlige Deputerede og Suppleanter skulde fratræde in massa, saasnart Anordningen udkom. Alt dette udeblev; derimod udstedte de 10, hvis Navne Du vil have set i Aviserne, en Indbydelse, der blev bragt om til endel af dem, der kunde ventes at interessere sig derfor, til at underskrive den ligeledes i Aviserne indførte Petition om at Trykkefriheds-Lovgivningen ikke maatte skærpes. Da Kongen havde hørt noget herom i Forvejen og, som man sagde, havde givet Adjutanterne Ordre til at forhindre Petitionens Over- eller Afleverelse, tog man Tiden iagt, medens der var Taffel, paa hvilken Tid ikkun en Kammertjener er tilstede i Forgemakket. Saaledes fik Kongen den da ihænde. I de første Dage, sagde man, at han ikke var misfornøjet, men senere blev han det, om han ej har været det fra Begyndelsen. Officererne her i Staden, som havde underskrevet den, fik skarpe Irettesættelser; Chefen for Kronens Regiment i Helsingør, 1) som ogsaa med de fleste derværendes. 215Officerer havde deltaget i Underskriften af den lignende helsingørske Petition, kaldtes herind for at modtage en Næse til eget Brug og til Meddelelse for sine Underhavende; vi andre, plebs, fik vor i Collegial-Tidende, som Du vil have set. 1) Fra de højere Steder vedblev man iøvrigt Forsikringen, at der aldrig havde været nogen Grund til det Rygte, som foranledigede Petitionen. — Fra Discussionerne i de Samlinger, som nødvendigvis maa have fundet Sted mellem Oppermændene for denne Petition, formoder jeg — thi jeg veed det ikke med Vished — at Selskabet for Pressens rette Brug er opstaaet. 2) Det var naturligt, at ogsaa denne Materie kom paa Bane der; at man omtalte, hvor mange Kundskaber, som maa anses nødvendige eller nyttige for Alle, næsten aldeles manglede hos Alle; hvor meget det Slette i de senere Aar viste sig paa en højst ublu Maade i Pressens Frembringelser, og hvor godt det var, at Interessen for den Trykkefriheds-Grad, som vi endda have, opmuntredes og styrkedes.

Endnu maa jeg anføre noget om det besynderlige Mod, der viste sig i et Pereatraaben for Stemann og Kjerulff. Man havde allerede i nogen Tid snakket om, at sligt paatænktes iblandt unge Købmænd, Studenteres. 216og deslige Folk, i hvilke Blodet løber noget susende omkring. Et Par Aftener skal det i saa Henseende have set ud til Allehaande i Gothersgade og Brolæggerstræde. 1) Man gemte det imidlertid til den Dag, da Højesteretsaaret begyndte. Da Stemann og lidt derefter Kjerulff kørte fra Solenniteten, bragtes dem undervejs, først paa Slotspladsen, og siden ved Holmens Canal og paa Kongens Nytorv, ved højlys Dag og, som man sagde, af ikke faa velklædte Personer et formeligt Pereat. — Regeringen tog det fra den rette Side og har uden Tvivl i det højeste givet nogle Enkelte private Irettesættelser paa Politikammeret.

Dette om Statssager. Nu lidt Litteratur, lidt Theatersager, lidt Bagatel.

Det regner, som Du ser, ned over os med Noveller, store og smaa, i 1 og 2 Bind. Foruden det sidste Bind af Hverdagshistoriens Forfatter, er der udkommet: »Et Aar i Kjøbenhavn«, 1—2. Bind; »Min Broders Levnet«; »Improvisatoren«; en lang christelig Novelle i Flyveposten, 3 fatalistiske af Ingemann, og henad Sommeren skal der udkomme endnu et Bind af den førstnævnte Forfatter. »Et Aar i Kjøbenhavn« er, efter min Mening, den bedste af disse Noveller (Hverdagshistoriens Forfatters undtagne). Jeg formodede af criteria interna, at den havde en ung Mand, en Prøveprocurator Buntzen, der er temmelig nær i Slægt med Heiberg, til Forfatter; men en Del criteria externa skulle, efter hvad jeg hører, tale for, at en vis Saint-Aubin, der ligeledes er en Slægtning af Heiberg og har skrevet noget i »Flyveposten«,s. 217skal være Forfatteren. Han er ogsaa en af de mange, der ere nævnte som Forfatteren til Hverdagshistorien; men jeg tvivler, efter det lidet jeg for endel Aar siden har kendt til ham, meget paa Rigtigheden af dette sidste Opgivende. Heiberg selv — men det er jo en Ræv — har altid omtalt ham paa en spottende Maade. — »Min Broders Levnet« vides at være af en Carl Bagger, af hvem Du vist har set endel maadelige Poesier i »Kjøbenhavnsposten«, » Flyveposten« o. fl. St. Jeg ynder ikke denne Novelle. Foruden at Grundtonen er den nu sædvanlige byronske, der rejser sig af en bedærvet Mave, residua af Mercurial samt Mangel paa Penge, og der er mig i højeste Grad væmmelig, ser jeg ikke rettere, end at denne Tone kun kunde være passende, saafremt den Fortællendes Broder, og ikke han selv, der jo er meget lykkelig, talte i Bogen. Ej heller kan jeg bifalde Karakterskildringen, uden i al Fald af den jydske Forpagtersøn. Nogle Karakterer, saasom »Broderen« og den elskede Pige ere mig grundfatale. Der ere enkelte gode, livfulde Steder i den. Men selv det bedste af disse, Scenen, hvor Broderen faar slaaet Hovedet itu, er bedre ved Ideen, end ved Udførelsen; naar man engang havde dristet sig til at male sligt, mener jeg, at det kunde gøres sandere og bedre. løvrigt skal »Broderens« Levnet for en stor Del være selve Forfatterens; han skal have aftegnet en Del af sit eget Liv, der saaledes maa være temmelig forstyrret, i Bogen. — Andersens »Improvisator« har jeg vel købt; men da jeg havde læst den i Forvejen, dels i adskillige Rejsebeskrivelser, dels i en Mængde tyske Noveller, jeg siden min Barndom har consumeret, har jeg nu ikke kunnet overtale mig til paany at arbejde mig igennem den. Der skal hist og her forekomme morsomme eller interessante Smaatræk,s. 218karakteristiske for Italiens Indbyggere; dem har han faaet af Böttger (sic), Hertz, sine andre Rejsefæller, og Fortællingerne fra andre tidligere Rejsende. Han selv kunde ikke det allermindste Italienske, ikke saa meget, at han kunde gøre sig forstaaelig i Henseende til de allersædvanligste Tilfælde. — Den store christelige Novelle i Flyveposten 1) har en stud. theol. Lind, en Neveu af Hans Chr. Ørsted, til Forfatter. Der er noget, men ej meget godt i den; men Forfatteren skal være meget ung. — De Ingemannske Noveller ere fæle. 2) — Chr. Winthers nye Digtsamling har Du vel læst. Der er meget smukt deri, og det er i det Hele en rar Samling. Desværre skal Molbech være meget enthusiastisk for den; han vil formodentlig et eller andet Sted rose den paa sin sædvanlige uforstandige Maner og derved muligen bevirke et mindre fordelagtigt Indtryk for den.

Du spørger, om vor Ven Hertz ikke har noget paa Stablen. Der skal i næste Uge gives en Opera, »Corsarerne«, 3) af ham. Saavidt jeg erindrer — thi det var før hans Afrejse, at jeg en Timestid løb den igennem — saa er den vel skikket for en Komponist, og Musiken skal være særdeles smuk. Den er komponeret af Hartmann, en Mand, som alle bære megen Respekt for, men som i sine tidlige Arbejder skal have componeret for svært til at forstaas af Andre end Folk, som vare meget musikkyndige. Dette Arbejde, mener Hertz, vil imidlertid ogsaa falde i Ørene. Hertz tilbringer iøvrigt det meste af sin Tid i de sidste Uger paa Prøverne.s. 219Der holdes en Uendelighed af saadanne paa en Opera. Forresten arbejder Hertz nok paa et Værk, han alt i flere Aar har haft for, en Skildring af kjøbenhavnske Billeder m. v., 1) om jeg maa kalde det saa, novellistiske Billeder, med løs Forbindelse indbyrdes. Endelig er han nu nok næsten færdig med et lille versificeret Stykke; men det holdes som en Hemmelighed, hvilket Du ogsaa vil lade det blive. Om nogle Forelæsninger, han skal holde, meget imod sin Vilje, skønt han selv har maattet søge derom, skal Du en anden Gang faa mer at høre. —

De vigtigste originale Stykker, som ere gaaede over Bræderne (jeg mener Scenens) i Vinter, ere »Alferne« og »De italienske Røvere«. »Alferne« gjorde et besynderligt behageligt Indtryk, og Heiberg havde da ogsaa i teknisk Henseende viist stort Mesterskab ved at fremstille noget, som man skulde antage umuligt kunde fremstilles for Øjet. Men rigtignok understøttedes han ogsaa saaledes af sin Kone, at man maa tro, hvad enten man vil eller ikke, at den lille Pige, man saa en Minut eller to før i den fulde Barndom, nu med et er bleven stor og voksen, men dog den samme. Af alle de Savn i litterair og æsthetisk Henseende, Du maa lide ved din Fraværelse fra Kjøbenhavn, anseer jeg det for et af de værste, at Du ikke har kunnet følge dette vidunderlige Fruentimmers theatralske Udvikling. Af de andre Skuespillere, som Du ikke kender noksom, har især Phister i mange Henseender uddannet sig paa en udmærket Maade. Navnligen vilde jeg ønske, at Du saa ham som Landsoldaten i »De Danske i Paris«. Det gaar mig deri med ham, som oftere med Fru Heiberg, og nu ogs. 220da med Ryge, at jeg illuderes saa fuldkomment, at jeg, naar jeg med Magt vil rykke mig ud af Illusionen og siger til mig selv »Men det er jo ingen Landsoldat«, næppe formaar at sætte det igennem. — »De italienske Røvere« skal være et meget maadeligt Arbejde. Øhlenschlæger har makket lidt om paa Enden af det, og derefter gaar det nu igennem, men uden Bifald....