Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1839-08-08)

8. August 1839

.... Jeg vil ret inderligen ønske, at Du var nærmere ved mig, og at jeg oftere kunde tale med Dig. Mine faa gamle Venner ere for største Delen fløjne bort; de tilbageblevne ser jeg meget sjældent, og nye Forbindelser falder det mig ikke ind at slutte, selv om Lejligheden gaves dertil. Min gamle Moder er, som Du maaske veed, død henimod Slutningen af sidste Vinter. Saaledes lever jeg ganske ensomt med min Kone; 1 ) dog leve vi herefter ikke saa ganske ene; thi i disse sidste Dage have vi faaet os en lille Datter; hun er paa en Maade Skyld i, at Du faar dette Brev nu, eftersom jeg for hendes og Moderens Skyld sidder længere oppe end sædvanligt og derved faar nogle Øjeblikke fri til at skrive Dig til. —

s. 223 Jeg har underrettet Molbech om Indholdet af dit Brev, for saa vidt dette angik den historiske Forening. 1 ) .... Jeg er iøvrigt kommen sovende ind i Bestyrelsen for denne historiske Forening, og det uden i Søvnen at drømme om slig Ære eller hvad man skal kalde det. Meget troer jeg ikke, der kan komme ud af dette Selskab, dels fordi Bestemmelsen af det ringe Kontingent grunder sig paa fejlslaaende Beregninger, dels fordi vore Historikere ere for lidet frugtbare, og endelig fordi vor Historie er for langt tilbage, til at Udgivelsen af et historisk Tidsskrift skulde kunne virke noget stort. Et Hæfte med Alleslags er iøvrigt færdigt og vil udkomme om en Uges Tid eller to.

Et andet historisk Selskab, men igen af en hel anden Art, som jeg ogsaa er Medlem af — desværre tillige Embedsmand i, nemlig Kasserer — dette Selskab, der sædvanligt i Korthed kaldes det danske Selskab og udgiver Danske Magazin, har for kort siden faaet et Hæfte færdigt af bemeldte Tidsskrift med mange interessante Sager i 2 ) Forhen har man biet med at lade Tidsskriftet komme ud i Publikum, indtil et Bind var samlet; men herefter vil man udsende hvert Hæfte, alt som det bliver færdigt.

Et tredje Selskab, hvor jeg har været Medlem af Bestyrelsen, Samfundet for den danske Litteraturs Fremme, s. 224 er, som jeg haaber, tilstrækkeligen ophævet. 1 ) Det var i sin Tid stiftet af Øst, dermed er sagt tilstrækkeligt. Salig Overkammerherre Hauch frelste det i 1835 fra at gaa ind derved, at han dels selv kørte om i Byen og bad Folk lade sig optage som Medlemmer deraf, dels fik Andre til at gøre det samme; derved fik Rosenvinge ogsaa mig til at indtræde. Det var et tilgavns maadeligt Selskab, der iøvrigt i den Tid af omtrent 1 Aar, jeg var med at lave dets Sager, gav mig — og tildels endnu giver mig — mere at bestille, end de andre Selskaber tilsammen gøre det.

Endnu glider Pennen videre — ind i Trykkefriheds-Selskabet, hvor jeg ogsaa er Medbestyrer; men jeg gider næppe talt om dette Selskab. Her larme og arbejde endel af de samme, som i Blade og paa andre Steder vise en saa dadelværdig Virksomhed, en Virksomhed for at drive vigtige Anliggender til Yderligheder, man af al Magt bør søge at holde borte. Holde end de Moderate i dette store Selskab Lehmann etc. Stangen, saa kan det ikke blive ved i Længden, og med en Forandring i Bestyrelsen, der efter Lovene forestaar om ikke lang Tid, ville de Radikale vist komme i Besiddelse af Lejligheden, de længe have ventet paa for at virke ind paa Selskabets talrige Medlemmer, og derefter tillige med disse til deres Øjemeds Opnaaelse ogsaa udenfor Selskabet. Og under alt dette, samt under al den Rasen, som der især i senere Tider fares frem med i Kjøbenhavnsposten, Frisindede Kjøbenhavns s. 225 Morgenpost eller Morgenblad osv., synes det dog netop i denne sidste Tid, som om de Moderate igen begynde at faa Vægt; jeg vilde ønske, at ogsaa Hertz’s Bog 1 ) maatte bidrage dertil; der er saa meget godt og rigtigt i denne Bog om hele det slemme Væsen, de ultra Hyper-Liberale drive. — Paa en af dem — Ussing — er Munden bleven bunden, rigtignok paa en saadan Maade, at man maa være bange for, at Midlet kan vorde anvendt ogsaa, hvor man maatte ønske, at Magten vilde holde sig borte. —

Iøvrigt veed jeg for denne Gang Intet videre at sige, og i alt Fald er Klokken bleven saa mange, at jeg maa afbryde. Skriv mig igen til, og jeg skal svare, saa meget mere som min gamle Lyst til at sætte Pen til Papiret, uden at det angaar juridiske Sager, igen begynder at vise sig noget.