Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Adler FRA: Peder Vilhelm Jacobsen (1844-03-23)

23 Marts 1844.

At Du vedbliver at skrive i den historiske Topographie, glæder mig overmaade; blandt de mange Dele af den indvortes Historie, der er forsømt her til Lands, er hin Egn en af de mest udyrkede; det er skrækkeligt at læse i de Købstad-Beskrivelser, vi have. Kun et Par gøre nogenlunde Undtagelse, nemlig Pontoppidans Origines Hafnienses, Edvardsen-Friis’ Skelskørs [Beskrivelse], Terpagers Ripæ [cimbricæ]; men foruden det meget andet, der kunde siges ondt om dem, ere de 100 Aar gamle og skrevne paa Tider, hvor man endog langt mindre end nu vidste, hvad der er værd at vide. —

De 24 Mænd have, som Du og formoder, vist ikke endnu paa Frederik 2dens Tid været faste, aarevis eller for bestandigt udvalgte Mænd. Men det er mig ligesaa rimeligt, hvad Du og er tilbøjelig til at antage, at de ere blevne et saadant collegium i den 1ste Halvdel af det 17de Secul. Under Christian 4de maa sikkerlig endel være sunket; jeg har adskillige andre Exempler fra andre Forhold for det samme.

Du siger, at Byfogden var Magistraten underordnet, udnævntes, som det syntes, af denne, aflagde Ed til den og Lehnsmanden etc.; hans Domme indankedes for Magistraten. Har Du ment alt dette nærmest med Hensyn til den Tid, da der i Ribe var baade en By- og Herskabs (Kongens-) Foged, eller ogsaa til den følgende Tid, da disse 2 Poster sloges sammen (i 1572 eller 73)? I første Tilfælde er det i sin Orden; i sidste ingenlunde; thi Byfogden blev i saa godt som alle andre Købstæder, hvor han tillige og især var Kongens Foged, udnævnt, mer eller mindre indirekte, af Kongen selv. Dette Punkt vilde jeg altsaa bede din Opmærksomhed igen s. 232 henvendt paa. Saalænge han blot var Byens Foged, var det temmelig naturligt, at det især var dennes Magistrat, der udnævnte ham. En Herskabsfoged — hvad han var? spørger Du. Det antydes temmelig vel i Brevet om denne Posts Ophævelse som særskilt (i Terpager S. 462—63), at han var den, som oppebar al Rettighed, Kongen og Kronen tilkom i Byen, ligesom Byfogden oppebar Byens Ret. I de mange Sager, hvoraf der i de ældre Tider resulterte Bøder i Købstæder, deltes disse næsten altid mellem den Fornærmede, Kongen og Byen; Herskabs- og Byfogden oppebar da hver for sig Kongens og Byens Andel. Forsaavidt det interesserede det Offentlige i den Grad, at en eller anden Forbrydelse ikke blev begaaet, at ogsaa dette Offentlige kunde paatale Sagen, naar den Fraværende ikke vilde, kunde Paastand om Bøder og Straf ogsaa selvstændigen fremsættes af Fogden, Herskabs- eller Byfogden. Du siger, at der førtes Tingbøger og Raadstuebøger hver for sig; men jeg vilde endnu gærne vide, hvor tidligt dette viser sig. Fra hvilken Tid har Ribe overhovedet slige Bøger eller Protocoller? Forekommer da Adskillelsen straks? og navnlig i Fred. 2dens eller vel endog Chr. 3djes Tid? — Naar Du bemærker, at Tingbøgerne ere førte mere ordenligt end Raadstuebøgerne, hvori der er store Spring, saa at det synes, at der i hele Aar ingen Sager har været behandlet for Raadstueretten, leder dette mig paa Spørgsmaalet, om Raadstue-Protocollerne da — for mit Tidsrum i det mindste — ikke indeholde andet end de Forhandlinger, hvor Magistraten agerede qua Tribunal (noget lignende var uden Tvivl Tilfældet med de Randerske Protocoller, jeg saa); og om de mangfoldige andre Ting, der især udgjorde Genstanden for Magistratens Virksomhed (saasom Borgerskabs s. 233 Meddelelser, Ordning af og Tilsyn med Næringsvejene, acta publica i Relation til Staten), ikke derudi findes berørte eller omhandlede? —

Ved at omtale at Byfogderne vare Borgere, og at nævne En, som var Guldsmed og tillige Procurator, hvilket ogsaa var Tilfældet med flere andre Guldsmede, spørger Du, om der er Grund til at anse dette for andet end tilfældigt? Procurator-Indretningen blev egenlig først indført under Chr. 4de og ved hans Lovgivning; men tidligere havde, som det synes, den ældgamle nordiske og især islandske Skik, at de Formuende og Formaaende viste et Slags Patronatskab for mindre Mægtige, ogsaa eller fornemmelig ved Sagernes Foretagelse paa Tinge for disse Clienter, stadigen vedligeholdt sig, skønt i en mindre fremstikkende Skikkelse end i de ældste Tider. Da nu Guldsmedene i det Hele taget ordenligviis vare blandt de mere formuende Indvaanere, er det naturligt, at de især ere blevne benyttede — og maaske siden, da Magistraten i Købstæderne endog skulde skaffe dem, der ikke selv kunde udføre deres Sag tilbørligen, Nogen der kunde gaa i Rette for dem, især ere blevne beskikkede hertil. — Den Samme, siger Du, blev siden Raadmand, altsaa Bisidder i den Ret, hvorhen hans Domme indankedes; og Du spørger: Hvorledes kunde det gaa an? Men, foruden at han jo kunde være udtraadt af Retten i de enkelte Sager (og selv om det var alle, saa havde jo Magistrateu og altsaa Raadmændene meget andet at gøre tillige), saa tog man sig overhovedet saadant i de Tider ikke synderlig nær. —

Du spørger mig endnu, om jeg ikke kan give Dig nogen Oplysning om Lehnsmændenes retslige Stilling til Communen etc. Det er et af de vanskeligste Punkter, ligesom der næppe hidtil var anført noget paa Prent s. 234 derom, undtagen hvad jeg selv havde sagt i min Bog om Skattevæsenet S. 98—100 i en lang Anmærkning. Dette Spørgsmaal er imidlertid uu udførligen (paa en 16 Sider) behandlet, hvad Christ. 3djes og Fred. 2dens Tid angaar, i den lille Del af mit Købstadvæsens-Arbejde, der er indført i det Hefte af Historisk Tidsskrift, som snart — 1 April eller Maj — vil udkomme. Jeg har ikke noget Correctur- eller andet Ark; ellers skulde jeg have sendt Dig det; og siges med et Par Ord kan Sagen ikke. Kun saameget kan jeg her berøre, at der ved Love etc. næsten ikke blev bestemt nogen Grænse, og at det mest maatte afhænge af Omstændighederne, især af Lehnsmandens større eller mindre Tilbøjelighed til at vise Myndighed og Virksomhed samt Borgernes og Magistratens større eller mindre Modtagelighed for slig Myndigheds Ytring, hvorvidt Vedkommende kunde gaa. — Hvad Retsplejen angaar, kan jeg maaske og i Korthed bemærke, at Lehnsmanden eller Slots-Fogden paa hans Vegne stundom viiste sig paa Tinget eller i Raadstuemødet; at han kunde anlægge Sager og tillade, at Søgsmaal imod Forbrydere bortfaldt og i det Hele udøve en vis Control med Retfærdighedens Uddeling i Søgsmaals-Tilfælde. —

Efter dit Løfte venter jeg mere ad Paaske fra Dig. Forleden fik jeg 30 meget vidtløftige, fortræffeligt conserverede Kæmner-Regnskaber, fra 1556 til 1585, fra Helsingør, 1 ) hvoraf jeg allerede har exerperet adskillige meget minutiøst. De have meddelt mig nogen Underretning og, hvad der snart endnu er vigtigere, gjort det med en stor Anskuelighed. Et Udtryk i dit Brev lader s. 235 mig formode, at Du antager, jeg indskrænker mig til Rets- og det egenlige Communevæsen i Købstæderne; men min Plan er meget mere omfattende; jeg gaar ind i Alt Købstæderne angaaende, 1 ) hvad jeg kan tænke mig og hvad jeg kan faa nogen Oplysning om, forsaavidt Tiden 1536—84 betræffer; nil alienum puto. Derfor vil til Exempel dit sidste Programs Indhold komme mig meget tilgode paa sine Steder, om Fiskeri som Næringsvej i Købstad, Handel og Skibsfart; og om mangfoldige andre Ting vil jeg spørge Dig. Jeg skal ganske være til Gentjeneste. —

Dog, lad mig engang standse Flugten af mine Ord. — Forlad mig nu ikke i en Korrespondance, som jeg vist troer vil blive baade nyttig og behagelig for os begge!

Hils paa det bedste Dig selv og din Kone fra mig og Familie!