11. Jan. 1848.
.... Min Medvirksomhed ved Hertz’s anonyme Nytaarsgave for 1832 er Dig fuldkommen bekendt.... Saavel før som efter den Tid havde jeg ved at gennemlæses. 236Hertz’s Arbejder, navnlig de dramatiske, ved at overveje og censurere dem, samt diskutere Vanskeligheder f. Ex. ved Forandringer i dem m. m. fattet den Tanke, at jeg dog selv burde prøve, om end kun for mig selv, hvor vanskelig en Opgave Forfattelsen af et dramatisk Arbejde kunde anses for. Jeg bestemte mig pludselig til det i 1836, skrev en lille Komedie i 1 Akt, hvortil dels Studenter-Foreningen, dels adskillige Ytringer af Fru Heiberg under en Samtale ude hos dem alt fra 1833 af, gav Ideen. Det kom efter min Hensigt især ud paa at danne en godt fundamenteret Intrige med en noget flydende Dialog og ikke aldeles vulgære Karakterer. Da jeg var færdig og havde communiceret Vennerne her mit Arbejde, og disse mente, det burde prøves, indsendte jeg det til Theater-Directionen, fra hvilken (den daværende, i 1837) jeg modtog et Svar (allerede en stor og usædvanlig Høflighed) med mange Complimenter og Beklagelser over, hvad der i Almindelighed blev budt dem, men tillige Anmodning om nogle Forandringer. Denne sidste kunde jeg ikke overtale mig til at opfylde, da min egenligste Hensigt dog var opnaaet, idet jeg nu selv praktisk havde prøvet Graden og Arten af Vanskeligheder ved slig Forfatter-Virksomhed, og da derhos Tiden — ved Arbejder i Retten, ved Manuduktioner m. m. — var mig meget knap. Jeg lod derfor i al Stilhed alt blive, som det var. Men da efter mit Giftermaal min Kone en Gang i 1844 havde faaet fat paa Bestiet, som da endnu laa stille hen i mine Gemmer, og hun af skyldig Agt for sin Ægteherre fandt Stykket at være af den Beskaffenhed, at man ikke burde lade det ligge hen, tog jeg det for mig igen, saae, at hine Forandringer let kunde foretages, foretog dem og indsendte Komedien paany i Henhold til de tidligere Forhandlingers. 237til Direktionen, hvoraf især Heiberg og Collin satte det højt. Det blev nu antaget, men fik en til dels meget slet Rolle-Besætning og gjorde, da Opførelsen skete paa en ufordelagtig Aarstid, 1) ingen Lykke, modtoges endog et Par af de 5 Aftener med Hyssen, skønt det lod, som om de ikke stemmeytrende Tilskuere hver Gang fulgte med Opmærksomhed og Interesse hele Stykket. Dog nok derom; det hedder »Eventyr i Fastelavn« og findes i Theater-Repertoiret (Nr. 155).
Saa veltilfreds, jeg selv havde været med mit Arbejde efter sin oprindelige Hensigt og tildels eftersom det var i sig selv, var jeg dog bleven saa ubehageligen stemt ved Opførelsen (Rosenkilde og to andre fordærvede, hvad de havde at udføre, Madam Larcher og Wiehe vare ret gode, kun Fru Heiberg udmærket) — saa jeg ikke gad se det mere end en eneste Gang og betænkte aldrig igen at komme paa den Galej, endskønt det blev honoreret mig meget godt med 250 Rdlr.
Imidlertid havde ved mine Studier af det 16de Aarh. meget stillet sig frem hos mig, som søgte at udtales og ikke kunde blive formet ind i strænge, videnskabelige Afhandlinger. Henrik Mogensen med Colleger, de skikkelige Borgere, Rakkerpakket og deriblandt de løse Kvindfolk havde saa mange Gange gaaet frem og tilbage for mig i deres Dont og Ærender, lovlige og ulovlige Veje, at jeg kendte dem bedre end Grosserer Groth, min Nabo Spækhøkeren, den saakaldte italienske Sjover, med flere, som nu hver Dag levende vanker forbi mine Vinduer. Hine Gestalter eller lignende, og mange af de mindre Træk, der ikke kunne afhandles eller, naar de skulle gøres til Genstand for Afhandlinger, maattes. 238komme til at se en hel Del anderledes ud, alt dette følte jeg længe en Trang til at skaffe en poetisk Behandling. Fremmest maatte blandt den dengang gængse Færd, syntes det mig, den besynderlige Trolddom komme. Det mystiske Tusmørke, hvori det ikke kan kendes, om det er menneskelige Lidenskaber eller de skjulte Aander, der virker, var længst benyttet (f. Ex. af Hertz i »Svend Dyrings Hus«), ikke mindre end den veritable Trolddom taget som en virkelig fuldkomment virkende Kraft. Der stod kun tilbage Benyttelsen af Begrebet, som det nu staar for os, tomt og uden Realitet. Den komiske Benyttelse af dette Begreb, som endnu i sin Intethed kunde forvolde stærk, om end kun blind Allarm, havde allerede Heiberg grebet. Der sidste Side var da kun tilbage: af intet — i vore Øjne — der i den tidligere Tid betragtedes som den fuldkomneste Realitet af gamle, unge, fornemme, fattige, lærde og ukyndige — af Dommeren og den tiltalte, — og der medførte ingen Virkning uden de grusomste for selve den i Tryllekredsen indviklede. Det tragiske saae jeg her i Nødvendigheden af disse grusomme edicta, udsagte over gode og onde, overensstemmende med Dommerens bedste Overbevisning, alt efter Tidens Medfør; det var et Blad af Bogen om den store menneskelige Vildfarelse og dennes Nødvendighed, som, under andre Former, bestandig vil komme igen. Men jeg saae tillige fuldkomment den Opgaves Vanskelighed, især da et Par andre Omstændigheder eller især een maatte støde til. Den første af disse var Tendensen til Opposition mod den i en Del Aar mere og mere i Brug komne captatio benevolentiæ i Enden af Tragedier; jeg mener det, at Skuespillet maatte have været saa grumt, som det lystede, gode Folk slaaede ihjel og det slette overhovedet sejre,s. 239saa meget det vilde, saa skulde der, om end kun i en Parentations-Monolog, men helst i et Øjet ogsaa tiltalende Engle-Tableau, gives et lille Kik til det Høje, til Vorherre osv., som saaledes viistes dog alligevel endnu at være til, saa at vi Mennesker ikke behøvede at frygte det allerværste. Dette var mig i mit Inderste imod; Slutningen af Balzacs »Père Goriot« forekom mig altid langt mere tragisk end den stedse udhævede Ende af »King Lear«, der sikkert aldrig har skullet have den »forsonende« Betydning og Virkning, som, troer jeg, først Schlegelerne faldt paa. Den anden Omstændighed var den over al Maade overhaandtagende Lyrik, hvoraf det romantiske Skuespil, Tragedien m. m. nu bliver fuldproppet. Vilde jeg praktisk stride imod denne Skik, maatte mit Stykke blottes for denne Lyrik, blive udført i Prosa og jevn Tale, men turde derved let lede hen til det Holbergiserende komiske. Disse Klipper troer jeg dog saa temmelig at have undgaaet.
Dette Arbejde blev udført under besynderlige Omstændigheder. I Vinteren 1845—46 var jeg som Du maaske vil erindre Dig, i meget høj Grad angreben af gigtiske Onder i Hænderne (chiragra) og Benene samt Irritation af Huden paa de ømfindtligste Dele af det øvrige Legeme, der ikke tillod mig Brugen af Fingrene uden gennem Castor-Vanter, ikke lod mig bevæge mig frit om paa Gulvet, ja endog gjorde mig det umuligt at befinde mig i en og samme siddende Stilling 2 a 3 Minutter itræk.
Midt i denne jammerfulde Tilstand og maaske ubevidst for at aflede Tanken fra Følelsen af Smerten, fattede jeg, 2den Juledag 1845, Ideen om Stykket, og denne formede sig saa hurtigt og bestemt, at jeg, efter omtrent 2 Timers Forløb, kunde kalde min Kone ind,s. 240og, uden at have gjort nogensomhelst Optegnelse, fortælle hende Stykkets Gang m. m. i den samme Følge og Scenerække, som det senere fik og nu har, kun Slutningen undtagen, hvis Afrunding jeg lod bero. Jeg var saaledes vis paa, at det var et Hele, jeg dannede. Det blev nedskrevet eller udarbejdet i tre Uger, oplæst for Kilde og mine Fruentimmer, som følte stor Interesse derfor (Kilde er ellers meget vanskelig at bringe til Exaltation); ogsaa Hertz bifaldt de første halvtredje Akter af Stykket, skønt han frygtede for Opførelsen og er en af dem, der mest forlanger forsonende Udgang og benytter, skønt fornuftigere og smukkere end de fleste, Lyriken stærkt i sine Dramaer. Thortsen fik det først en Tidlang efter at se, men billigede det aldeles fra Ende til anden, navnlig med Hensyn til Hertz’s Indvendinger; ligesom denne strænge kritiske Ven fremdeles giver det en høj Plads.
Stykket blev indleveret sidst i Februar 1846; men jeg fik først i Oktober samme Aar, og ikke fra Theaterdirektionen, Underretning om, at det var antaget. 1) Men i November derefter begyndte det at vise sig altfor tydeligt, at Madam Holst, som maatte anses ganske fornøden til Borgermesterens Datter, var paa gode Veje til at forplante sin Slægt. Hun spillede derfor ikke hele den øvrige Del af den Sæson; og saaledes kunde mit Værk ikke komme for førend November 1847. 2)
s. 241Om dets Modtagelse skaI jeg intet tilføje, uden at den den første Aften af nogle faa viste Opførsel vakte den største Indignation og en, i alt Fald for følgende Arbejder, utvivlsom virksom Eftertanke over det Barbari, som efterhaanden er indtraadt, og som allerede i Forvejen vilde have bragt mig til at tage mit Arbejde tilbage, naar ikke vore Venner her og min Familie havde fraraadet det saa meget....s. 242