Ingemann, Bernhard Severin BREV TIL: Rosenørn, Ingeborg Christiane FRA: Ingemann, Bernhard Severin (1857-01-02)

sorød. 2den Jan. 1857.

Kjære høitelskede Veninde!

Lad mig ogsaa takke Dem ret hjertelig for det os faa kjære Nytaarsaftensbesøg, som vi allerede iforveien glædede os til og fom altid faa venligt bringer os de gamle Dage i Sorø ihu, naar jeg fulgte Dem hjem og fik Underviisning i den store Stjernebog. Digtet om „Stjernehimlens Symbolikˮ, fom faaledes udsprang afs. 101Deres og Deres Broders Henpegen paa Ophiochus *), har jeg just fornylig havt Fornøielse af; af og til træffer jeg dog paa en Stjernekiger, font med Varme og Deeltagelfe gaaer ind derpaa. Forresten gaaer det vel dermed fom med Alt hvad der hos mig er Symbolik ligefra „de forte Riddere til „Guldæbletˮ. Det udadvendte haandgribelige Menneskeliv holder man kun af i Almindelighed. Siden jeg var i Hades med min „Afdødeˮ, er det gaaet mig som den bortførte Proserpina, da hun havde nydt Granatæblekjerner hos Pluto. Jeg kan ikke ret komme tilbage fra det store Rige, hvor dog igrunden den hele Menneskeslægt kun sindes, medens den her farer i Generationer forbi, som Reisende paa Veien til Banegaarden. Jo kortere et Stykke Vei man har tilbage til det store Banetog, vi skal med, jo vigtigere synes mig Fremadsblikket med Vorherres Lys for Øie, og jo mindre synes mig Alt hvad der ligger bag ved os, selv om med — med en underlig almindelig Skuffelse — kalder dets Indhold Mennesteslægtens Historie, medens det kun er dens Fortale og vor første Barndomshistorie.

Har De læst Biskop Lautrups efterladte Skrift om „Erindring Gjenkjendelse og Gjenforening efter Dodenˮ. Jeg er enig med ham i Hovedsagen. Hans Fremstilling har mig dog for meget Prædikeform, jeg holder meer af Betragtningen, naar den ligefrem undersøger og godtgjør. Han antager med Føie øiebliklig fornyet selvudviklet Organisation og fortsat Udvikling, men skjelner ikke heller skarpt mellem Overgangstiden til Fuldendelsen — og den rette Fuldendelsens Evighed selv. Det løber i Eet for ham, som næsten for alle vore Præster siden Reformationens. 102— Nu et ret lyksaligt Nytaar og venligst Hilsen til alle Deres! Bestandig Deres hengivneste

B. S. Ingemann.