Gade, Dagmar BREV TIL: Almenvellet FRA: Gade, Dagmar (1885-08-16)

Fredensborg16de August 1885.

Den 17de April 1812 blev en ung Snedkermester og hans unge Brud ægteviede i Trinitatis Kirke. Han hed Søren Nielsen Gade, var 22 Aar og nedstammede fra jydske Bønder, som havde optaget Navnet Gade efter en lille By mellem Kolding og Frederits. Hendes Navn var Marie Sophie Hansdatter Arentzen, 20 Aar, hendes Forfædre havde havt Hjem paa Bornholm. Tiden omkring og efter 1812 var meget stormfuld og kun lidet egnet til at frede om Huslivets stille Idyl. Evropas Fredsforstyrrer Napoleon var vel betvungen; men der herskede Nød og Ufred i de fleste Lande. For Danmarks Vedkommende var. denne Tid en af de mest bedrøvelige: Norge var afstaaet, Pengevæsenet i den største Forvirring, overalt Trang, Mismod, Standsning i Handel og Vandel. Alt dette havde kuet Befolkningen og bragt et filisteragtigt Skjær over det Hele. Man levede blot for det daglige og meget tarvelige Brød.

Dog, det unge Ægtepars beskedne Hjem var en Idyl, belyst af Kjærlighedens Solskin, derfor hørtes. 6de ikke Tidens Storme udenfor, og deres tarvelige Kost blev til den herligste Ret.

1*

I dette stille Hjem saa jeg første Gang Lyset den 22de Februar 1817 og fik i Daaben Navnene: Niels Wilhelm Gade. Jeg var det eneste Barn, og da jeg havde ladet vente paa mig i 5 Aar, blev jeg naturligvis modtaget med saameget større Glæde og plejet med den kjærligste Omhu af Forældrene.

Til mine tidligste Erindringer fra Barnealderen regner jeg en lille Begivenhed fra mit 4de Aar. En Sommeraften havde jeg af Forældrene faaet nogle Skillinger til at kjøbe Kager for hos Konditoren lige overfor. Med glade Forhaabninger gik jeg over Gaden og naaede lykkelig og vel ind i Boutiken og fik mit Kræmmerhus med Kager; men paa Tilbagevejen var jeg ikke saa heldig, jeg snublede og faldt, og Kræmmerhuset trillede ned i Rendestenen. Jeg blev meget forskrækket over den uventede og bratte Forandring af Situationen, brast i en hæftig Graad og løb ilsomt hjem, hvor baade Moder og Fader trøstede mig over Uheldet, men forgjæves, jeg kunde ikke standse min Hulken. Jeg maatte bringes til Sengs, og jeg kan endnu tydelig huske Stemningen, jeg var i, — det var, som al mit Livs Lykke — ved egen Skyld — var sjunken ned i Lethes mørke Vande og for bestandig holdtes fangen der, uden Haab om nogensinde at gjense Lyset.

s. 7Omtrent ved den Tid havde min Fader med sin ældre, eneste Broder, Jens Nielsen Gade, lagt sig efter Instrumentmageriet, og de havde sammen etableret en Handel med musikalske instrumenter, fornemlig Guitar og Violin. Denne Handel gik ganske vel. og Brødrene bleve enige om at udvide Forretningen ved at etablere en Boutik hver for sig. Min Fader flyttede derfor fra den fælles Bolig i Borgergaden længere bort, midt ind i Byen, paa Hjørnet af Nygade og Skoubogade. Jeg erindrer tydelig mig selv siddende paa Gulvet i Hjørnestuen i den ny Bolig, legende med „Adresseavisen“, medens Solen skinnede ind ad Vinduerne og dannede lyse Firkanter paa Gulv og Vægge, som udbredte et hyggeligt Velvære. Jeg var omtrent 6 Aar gammel, og lier begyndte mine første musikalske Øvelser; — min Fader havde nemlig foræret mig en lille Barneguitar, som jeg klimprede paa, — omtrent samtidig studerede jeg A. B. C. Bogen under min Moders Vejledning. Den Gang var Guitar, Fløjte og til Dels Harpe de af Dilettanter mest yndede Instrumenter. Herrer og Damer sang sværmeriske og sentimentale Romanzer af Rudolph Bay, Plantade o. s. v. til Accompagnement af Guitaren, som hang i et lyseblaat Baand om Skulderen, — saaledes var Moden i Begyndelsen af Tyverne. Min Fader havde et vist Ry for at forfærdige velklingende og veludseende Guitarer efter spansk Façon, og hans Handel var den Gang meget indbringende. Senere fortrængtes Guitaren af Pianofortet; han var ikke saa heldig i Fabrikationens. 8af dette Instrument, der opstod ogsaa flere Fabrikanter (Richter, Uldahl, Bechmann, Marschall o. a.), hvorfor hans Forretning gik noget tilbage. — Alligevel vedblev huslig Tilfredshed og Glæde at blomstre i Fædrehjemmet, min Faders sangvinske Temperament og joviale Indfald bragte altid Solskin og godt Humeur tilveje, naar min Moders sværmeriske og dybere Natur saa mørke Skyer trække op paa Fremtidens Himmel. Begge havde de Sands for Poesi og for Læsning, og i Tyverne blomstrede Digtningen i Danmark, da Oehlenschläger, Heiberg, Grundtvig, Schack-Staffeldt og Ingemann levede og skrev deres bedste Værker. Min Fader havde musikalsk Talent, og skjøndt han aldrig havde lært noget Instrument, kunde han spille lidt paa næsten alle Instrumenter. Min Moder holdt ogsaa af Musik, men hendes Hovedpassion var dog Theatret og især Tragedien, hvori den Gang Talenter af første Rang glimrede. Helten og den nordiske Mø i Oehlenschlägers Tragedier udførtes fortræffeligt af Nielsen og Mad. Wexschall (senere Mad. Nielsen). Dr. Ryge var uovertræffelig i Roller som Hakon Jarl, Palnatoke o. s. v. — De komiske Roller udførtes ligeledes af fortrinlige Kunstnere, Frydendahl, Lindgreen, Stage og flere. Det var, som om disse mange ypperlige Digtere og dramatiske Kunstnere vare givne os som Vederlag for vor politiske Lidenhed, ja, vi havde jo kunstneriske og videnskabelige Størrelser som Thorvaldsen og H. C. Ørsted, der vakte hele Evropas Opmærksomhed og kastede Glands tilbage over det

s. 9

s. 10

s. 11lille Danmark. — Befolkningens Interesse droges derved til Digtningens Verden, til Kunst og Theater, for Politik var Sandsen meget ringe. Mine Forældre havde taget mig med i Theatret en Aften, da Webers „Jægerbruden“ blev opført første Gang 1822.

Længere kom Gade ikke i Udarbejdelsen af sine ,,Meddelelser“, som han begyndte at nedskrive Sommeren 1885 paa Fredensborg. Med stor Lyst tog han fat paa dette Arbejde, det morede ham at gjenkalde sig sit Barndoms- og Ungdomsliv, mange smaa Anekdoter fra den Tid fortalte eller gjenfortalte han til sin Familie. Den ene Dag af Ferien gik efter den anden — stadig beskjæftigede Gade sig med dette Arbejde ; ved Siden af ham laa de notebeskrevne Ark, Forarbejdet til „Meddelelserne“ og i en zirlig, udelukkende til dette Brug kjøbt Mappe bunkedes de ubeskrevne Ark, der skulde modtage det renskrevne Arbejde. Dog, Ferien varede aldrig længe for Gade, de mange Forretninger i Musikforeningen og Conservatoriet optog paany hans Tid, og saa henlaa „Meddelelserne“ det ene Aar efter det andet — Lejligheden til at fortsætte dem kom aldrig. —

Paa Grundlag af disse Noter, med meget nøjagtig vedføjede Aarstal, og Erindring om. hvad Gade selv har fortalt, er det følgende udarbejdet; Noterne hører op med Aaret 1852; Tiden inden han bliver „en berømt Mand“ er udførligere behandlet af Gade selv, men foruden enkelte Smaafortællinger om Hjemmet, har han kun nedskrevet sparsomme Meddelelser om Tiden op imod tyveaars Alderen.

s. 12Niels W. Gade blev altsaa som foranført 5 Aar gammel af Forældrene taget med i Theatret for at høre „Jægerbruden“, og denne Opera med al sit fantastiske Tilbehør i Ulvesvælgsscenerne gjorde naturligvis et overvældende Indtryk paa Barnets letbevægelige Sind. Med Rædsel saa han bestandig de vilde Syner for sig; gik han hjemme i den mørke Gang, eller var han alene inde i Stuen, — strax mylrede det med Skrækkens Billeder fra Ulvesvælget, og megen Besvær havde hans Moder med at berolige ham og bringe hans Sind i Ligevægt igjen.

Den lille Drengs Liv i Hjemmet var vel skikket til at udvikle hans Hang til Drømmerier og Leven i sine Fantasier; jævnaldrende Venner havde han ingen af, hans Legetøj var af den primitiveste Art, om man overhovedet kunde kalde det Legetøj, — Gade fortæller jo selv om „Adresseavisen“ som sit Legetøj, — og naar Forældrene var travlt beskjæftigede i Værksted og Kjøkken, gik han bestandig ene om, klimprede paa sin lille Guitar eller saae paa Instrumenterne i Boutiken; Aftenerne tilbragte han ude i Forstuen, det interesserede ham at se paa Maanen og følge dens Straaler, alt som de flyttede sig hen over Gulvet, og saa hørte han i Fantasien Musik, stor Musik for mange Instrumenter. Han havde jo tidt været ude at høre Vagtparaden, og alle disse Instrumentklange spøgede i Barnets Hjærne.

Hvad Fornøjelserne angik, hørte Spadsereturen om Søndagen i Frederiksberghave til de bedste. Glandspunktet var at se Kong Frederik den 6tes. 13sejle i Kanalen med hele den kongelige Familie og et stort Følge af uniformerede Kavallerer. Han stod da ved Moderens Haand nede ved Bredden og ventede med Hjærtebanken paa det højtidelige Øjeblik, da Baadene gled frem; det hele Optog og „Folkets“ ærbødige Hilsen tiltalte ham, og Indtrykket sysselsatte hans Fantasi. Derimod den aarlige Dyrehavstur, denne af Forældrene som en stor og glædelig Begivenhed betragtede Tur, hvor Niels skulde more sig rigtig udmærket, var ham udelukkende en Kval og Skræk. At være sammen med saa mange Mennesker og høre deres støjende Tale forskrækkede ham, den raa Syngen og den falske, øredøvende Musik mishagede, ja, pinte ham til den Grad, at han om Aftenen paa Hjemturen, naar Lystigheden blandt Menneskemængden var paa sit højeste, ikke længere kunde holde sin Graad tilbage, trods ethvert Forsøg af Forældrene paa at opmuntre eller trøste ham med kjærlige Ord; den eneste Behagelighed ved Hjemkjørslen var Bevidstheden om, at denne Dag nu endelig var forbi.

En Ven havde Drengen dog funden, det var en Drejersvend hos Faderen, en vis Jakobsen — af jødisk Herkomst. Et varmt Venskab sluttedes efterhaanden mellem denne Svend og den lille Niels, som næsten daglig smuttede hen i Værkstedet til ham for at høre paa alt, hvad han kunde have at fortælle ham, eller ogsaa deltage i smaa Udflugter med ham; de skulde da enten hen at høre Vagtparaden eller, ved Foraarstid, vandre ud for at ses. 14det grønne ! — Naar Gade i Erindringen kom tilbage til disse Tider, talte han meget og gjerne om denne sin Barndoms Ven. Jakobsen var, efter lians Sigende, et begavet og for sin Stand sjælden belæst Menneske, lian vakte Drengens Sands for Poesi, og Drejersvenden lagde Grunden til Gades Kjærlighed til Oehlenschläger; med Begejstring læste Jakobsen „Nordens Guder“ højt for ham, og baade Tilhører og Læser opflammedes ved Digtet, Hele sit Liv igjennem glemte Gade ikke sin „kjære Oehlenschläger“, atter og atter maatte han, selv i sine sidste Leveaar, læse et og andet af ham, og naar han under sine sidste Aars Sommerophold i Fredensborg spadserede i Slotshaven, stod han ofte stille foran et særlig smukt Bøgetræ eller en Udsigt og citerede Oehlenschläger med en Varme og en Begejstring, der kunde være hel velgjørende at høre.

En Episode, der indtraf, da Gade som „lille Niels“ besøgte sin Ven Jakobsen, holdt han meget af at fortælle. Jakobsen havde længe haft et gammelt Gevær staaende i sit Værksted og rent glemt dette Skydevaaben, da han en Dag faar Øje paa det, og, vant til at gjøre Løjer med Drengen, raaber han til ham: „Stil Dig nu op, Niels, saa skyder jeg Dig!“ Drengen gaar rolig ind paa Legen og staar stille som en Mur, medens Jakobsen henter Geværet, sigter og lægger Fingeren paa Aftrækkeren. „Nej, jeg vil dog ikke“, siger han saa leende og sætter Geværet hen igjen. Samme Aften kommer han styrtende ind til Gades Forældre og fortæller, stærkts. 15betaget, hvorledes han, uden eget Vidende og Vilje, om Morgenen har staaet i Begreb med at dræbe deres Niels; han havde, inden han forlod Værkstedet, undersøgt Geværet, og det viste sig da, at det var ladt! At Gade den Gang saa mærkeligt blev bevaret for denne, som det lod, virkelige Livsfare, gjorde et dybt Indtryk paa ham, og han har sikkert senere betragtet det som et Tegn fra Gud paa, at han i sit Liv havde en vigtig Gjerning at udføre.

1828 begyndte først „Livets Alvor“ ; som Haarig sendtes han i Skole hos en gammel Mand, der boede i en mørk Bagstue i Hysken- eller Badstuestræde og holdt „Pogeskole“; selv var han baade Bestyrer og eneste Lærer i Skolen! Skolebænkene bestod af Strygebrædter lagte over Tønder, og selve Undervisningen var i lige Maade primitiv; Fagene bestod i: Læsning, Regning, Skrivning og Tegning samt maaske lidt tydsk. Hans Moder, der trolig gjemte ethvert Minde om det eneste, elskede Barn, opbevarede ogsaa hans Skolebøger; i hans Skrivebøger kan man iagttage store Fremskridt i de 3 Aar, han gik i Skole, han har tilsidst drevet det til at copiere Titelblade af Musikalier og efterlignet de mange Snirkler og Forziringer ligefrem kunstfærdigt; blandt disse Titelblade findes baade: „Favoritstücke aus der Oper „Die weisse Dame“, „Ouverture de l’Opera Cendrillon“ og mange andre, og alle er de signerede Niels Wilhelm Gade, de fleste med Aarstallet 1830. Fra et tidligere Aar findes den Sætning, Gade en Gang skrev paa Nodeskabet i Holmens Kirke, hvors. 16en Uorden havde stødt ham: „Orden og Nøjagtighed er Sjælen i alle Forretninger“.

Tegnebøgerne med deres fine, talentfulde Udarbejdelse efter Fortegningerne tyder paa, at den store Interesse for de bildende Kunster, Gade senere lagde for Dagen, har været ham medfødt! Den store Mængde Kundskaber, Gade i Virkeligheden besad, og hvormed han saa ofte i sit Liv overraskede skoledannede Mænd, erhvervede han sig udelukkende selv, dreven af sin Trang til Viden og hjulpen af sit hurtige Nemme og sin lette Opfattelse.

Imidlertid fik Drengen, der ytrede Lyst til Musiken, Lov til at faa en Lærer i Violinspil, en Bratschist Møller; men naar man nu betalte Undervisningen, maatte Niels ogsaa tage fat for Alvor. „Nu øver Du Dig en halv Time ad Gangen“, lød Faderens Formaning, idet han lukkede Døren til den Stue, hvor Niels stod med Violinen. Knap 10 Minutters Tid efter bankede det paa Døren, og ud af denne stak Niels’s Hoved: „Fa’r, er der ikke gaaet en halv Time?“ Stor Lyst har der ikke været den Gang til Arbejde i Musikens Tjeneste; men at høre Musik interesserede ham; han kom nu ofte med Moderen i Theatret og sad da og iagttog Orchestermedlemmerne og Dirigenten, lyttede opmærksomt efter hvert Instrument og søgte saa i Hjemmet baade selv at lave Instrumenter og efterligne de forskjellige Klange, han havde hørt.

Da Familien Gade kom til at bo højere oppe i Nygade, varede det ikke længe, førend Bekjendtskabs. 17blev stiftet med Sønnen af den Marchandiser, som boede lige overfor. Drengen hed Frederik Høedt, han var omtrent paa samme Alder som Niels, og han og hans Søster blev nu dennes Legekammerater. De saaes hver Dag, og da de havde megen Tid til egen Raadighed, til Trods for, at Frederik gik i Latinskole og skulde være Student, var de stadig beskjæftigede med Lege, som mer eller mindre optog deres Sind. Som Festdag indtog Fastelavnsmandag en høj Rang, den tilbragtes altid ovre hos Gades, og naturligvis skulde man slaa Katten af Tønden; Gades Fader, der altid var i godt Humeur, kunde nok sætte Liv i den lille Skare med Munterhed og Løjer, og i Slag paa Slag knaldede de gamle Violiner, som maatte erstatte Tønden.

Fødselsdage og lignende Festdage højtideligholdtes med Digte af Frederik, zirlig afskrevne af Niels, som ogsaa smykkede Papiret med colorerede Tegninger, og paa selve Dagen overraktes Værket Vedkommende med stor Højtidelighed; naar Drengene havde været i Theatret og Sindene var opfyldte af alt, hvad de der havde set og hørt, blev Forestillinger sat i Gang hjemme hos Gades, hvor de efter Hukommelsen spillede baade Skuespil og Ballet. Stundom kom der da ogsaa en Kurre paa Traaden mellem Vennerne, og da saaes de ikke en hel Dag igjennem, indtil den gjensidige Kjedsomhed og Længslen efter hinandens Selskab drev dem ud.

Drengene, som begge interesserede sig levende for Theater og Skuespil, fængsledes i høj Grad afs. 18de livlige Fremstillinger af Skuepladsens Begivenheder og Scenens Ypperste, som Louise Rasmussen, senere Grevinde Danner, kunde meddele dem. Hun var den Gang ansat ved det kongelige Theater og boede i samme Hus som Gades ; særlig interesserede dem, hvad hun fortalte om den begejstrede Aften i Aaret 1830, da „Den Stumme i Portici“ gik for første Gang, og Publikum, hvis Loyalitet blev opflammet, bragte den elskede Monark, der befandt sig i Theatret, en stormende og begejstret Hyldest. Ogsaa Fortællinger om den smukke Jomfru Pätges, der gjorde saa stor Lykke, vakte deres Interesse; maaske de har set hende selv i en eller anden Rolle — i Gades efterladte Noter staar blot lakonisk „Jomfru Pätges!“

Drengene fik bygget et Dukketheater og opførte herpaa den ene Forestilling efter den anden, men efterhaanden opstod ved denne Syslen med og Interesse for alt, Theatret vedrørende, den Tanke i de unge Hoveder, selv en Gang i Tiden at kunne optræde som Skuespillere og gjøre Legen til Alvor. Dukketheater og Dukkepersonale blev dem for smaat, de indstuderede nu selv Roller eller lærte Digte udenad, som deklameredes med Pathos og Alvor, og deres Lyst til selv at betræde Scenen fæstnede sig mer og mer; med Længsel imødesaa de Konfirmationen for derefter at faa Tilladelse til at gaa til Theatret.

Imidlertid forsømte Niels Gade ikke sin Violin, og eftersom Trangen til at blive Skuespiller formodentligs. 19gik over, da Faderen bestemt nægtede sin Tilladelse til at gaa Theatervejen, voxede Musiken efterhaanden op til den alt andet besejrende Interesse. Faderen har vel været lidt ængstelig ved disse Tilløb ad Kunstens Bane, og i Stedet for at uddannes til Musiker, blev Niels efter Konfirmationen 1831 sat til Snedkerhaandværket for en Gang i Tiden at hjælpe Faderen med Instrumentmageriet. Paa Snedkerværkstedet hengik et halvt Aar, vel sagtens med indre Kampe hos den unge, som imidlertid aldrig ytrede sig fortroligt, hverken til Forældrene eller til Vennen, indtil han en skjønne Dag med en kraftig Beslutning lod Høvlen staa paa Brædtet, gik ind til sin Fader og erklærede ligefrem at: nu kunde han ikke holde det ud længere, han maatte være Musiker; naar han fik en god Lærer, saa skulde han nok arbejde og gjøre sine Forældre Glæde.

Saa fik da den unge sin Vilje, og Forældrene bragte gjerne ethvert Offer for at skaffe de mange Penge til Undervisningen, baade hos den højt ansete Violinspiller Wexschall og hos Berggreen, af hvem Sønnen skulde lære Theori.

I to Aar dreves Studierne med Kraft og Lyst, og 16 Aar gammel debuterede Niels Gade ved en Concert paa det kgl. Theater, hvor han og en anden af Wexschalls Elever, Fritz Schram, spillede „med sjelden Kunstfærdighed“, som der staar i et datidigt Blad, „en dobbelt Fantasi“ af Kalliwoda for 2 Violiner. De var begge temmelig ængsteligt tilmode,s. 20Gades Stemning gav sig Luft ved at sige Pudsigheder over til Schram, da de stod vis-à-vis hinanden ved én Pult oppe paa Scenen og skulde begynde; men Schram „var bare højtidelig af Befippelse,“ sagde Gade, naar han fortalte om denne ungdommelige Debut. Om de to Debutanter staar der videre i føromtalte Blad: „Enhver af disse to unge Mennesker vilde ved den udmærkede Reenhed, Tone og Færdighed enkelt have vakt Beundring for sine sjeldne Evner; men i Udførelsen af denne concerterende Duet vidnede Foredraget, Nuanceringen og det feilfrie Sammenspil hos begge, tillige om en ypperlig Skole, som giver deres Lærer Fordring paa den mest levende Erkjendelse. Denne udmærkede Kunstpræstation lønnedes med et enthousiastisk Bifald.“

Hos Wexschall gjordes Bekjendtskab med en anden Elev, Eduard Helsted, af hvem Gade følte sig saa sympathetisk tiltrukken, at der snart udviklede sig et varmt og inderligt Venskab mellem dem, et Venskab, der ogsaa udstraktes til og besvaredes af Eduard Helsteds Broder Carl, og som trofast vedligeholdtes til Gades Død.

Gjennem Helstederne og ved Gades Ansættelse som Elev i Kapellet kom den unge, stilfærdige Michael Wiehe til som Ven, og sammen med Høedt levede disse unge Mennesker et begejstret og rigt Ungdomsliv. Opfyldte af en ideal Stræben, nærede de den Overbevisning, at ikke blot et musikalsk dannet Øre, men ogsaa et dannet Øje, skolet Tænkning, tøjlet Fantasi og lutret Følelse var nødvendiges. 21Betingelser for Talentets fulde Udvikling, og de søgte at tilegne sig dette bl. a. ved hyppige Besøg paa Maleriog Skulptursamlingen og flittig Læsning af Literaturens Mønsterværker. De tre Musikere fordybede sig desuden hver Dag i den nye, interessante Musik, der med Beethovens, Mendelssohns og Schumanns Navne var trængt ind i Musikverdenen; — naar de slap fri efter Informationer eller Theatertjeneste — thi ingen af dem kunde leve uden at tjene Penge og Forældrene skulde endda understøttes — var Maalet for deres ilsomme Gang enten den lave Stueetage i Nygade, hvor man kunde kigge ind og se „om Niels sad ved Klaveret“, eller ogsaa Kvistværelset i Vingaardsstræde, hvor Brødrene Helsted boede. I Reglen var det Gade, der med Noderullen under Armen og med Ordene: „Nu skal I høre noget!“ traadte ind ad Døren til Helstederne, og saa gik det løs i Timevis med at studere Musik, nyt og gammelt, fremmed og dansk! Som den, der kunde spille bedst, var det Gade, der foredrog Sagerne, hjulpen af Carl Helsted. hvor der krævedes Sang. Det var ogsaa Gade, som først havde sin Opfattelse færdig og udtalte den for de andre, og saa enedes de enten i Begejstring over Skjønhederne, eller de diskuterede deres forskjellige Anskuelser. Naturligvis spilledes ogsaa egne Kompositioner, og man afæskede hinandens Dom over disse. Saa lød Talen ungdommelig ivrig eller lystig, og deres Fremtids Planer og Drønmie forhandledes med Liv. Noget stort vilde de alle være, det var afgjort; mens. 22Gade erklærede, det skulde oven i Kjøbet være inden det 25de Aar; i det mindste satte han en Trumf paa, at det skulde ske for hans eget Vedkommende, og til stadig Paamind else herom slog han en Plakat op over sin Seng og malede paa den „25 Aar“. Saaledes gik Vinteren, og naar Markerne begyndte at grønnes og Luften mildnedes, da vandrede han bort fra den kjedelige By og ud i den frie Natur; det Liv, der her var ved at bryde frem, overvældede ham, længe gik han omkring, optagende i Glæde hvert et Foraarsindtryk, som i Toner og Harmonier gjenskabtes i hans Sjæl, eller han laa drømmende i Græsset, medens Tanker og Syner bevægede hans Sind. Han elskede Foraarstiden fra sin Ungdoms Dage hele sit Liv igjennem, og han glædede sig til denne Tids Komme, ligefra den korteste Dag i Aaret var svunden; med et glad Udtryk sagde han altid den 21. December „ja, nu gaar det mod Lyset, nu kommer den dejlige Tid.“ Den sidste Gang, han gjentog disse Ord, var Søndagen d. 21. December 1890, da han om Aftenen bortkaldtes ved en pludselig Død.

2

Ofte var de to Venner Helsted med paa de Udflugter, Gade foretog i Nærheden af Byen, og man medbragte da en eller anden Bog, som i Fællesskab blev læst, nydt eller kritiseret. Hoffmanns fantastiske Noveller gjorde stærkt Indtryk, og med Begejstring hilstes den „grünlich-gelbe Schlange“, naar Maanens Straaler spillede paa Øresunds Bølger.

s. 23Skjøndt Gade satte stor Pris paa Høedt, havde megen Agtelse for hans Begavelse og Kundskaber og senere i høj Grad beundrede ham som Skuespiller, var dog maaske Eduard Helsted den, han havde mest Sympathi for, og Samlivet med Høedt blev derfor mere i Fællesskab med hele Kredsen, hvortil ogsaa Brødrene Fritz og Peter Schram samt flere andre hørte. Michael Wielie blev af Gade omtalt med stor Hengivenhed og Beundring baade som Menneske og som Kunstner, de forstod hinanden trods Wiehes, for Vennerne velbekjendte Utilbøjelighed til at tale! Wiehe og Gade talte tidt halvt i Spøgom, at deres kunstneriske Anlæg burde have været omvendt uddannet; som Musiker mente Wiehe at kunne have drevet det langt videre end som Skuespiller, og Gade erklærede, at der var gaaet en stor Skuespiller tabt i ham! Dog i Aaret 1835 var alle disse Personligheder endnu kun mer eller mindre „lovende unge Mennesker“, ingen vidste den Gang, hvor højt saa mange af dem senere i Livet skulde naa, og hver af dem passede endnu rolig sin daglige og ubemærkede Dont. Niels Gade havde rigtignok komponeret en Ouverture „Socrates“, som han endog havde faaet Tilladelse til at lade gjennemspille af Orchestret i det kgl. Theater efter en Prøve; men da den attenaarige Komponist hørte sit Værk, svandt alle hans Illusioner om egen Dygtighed, saaledes som hans Komposition lød i Virkeligheden, svarede den aldeles ikke til hans Fantasi; stilles. 24pakkede han Noderne sammen igjen og gik hjem, og længe varede det ikke, før „Socrates“ brændte lystig i Kakkelovnen. „Jeg maatte sidde længe nede i Orchestret og lytte efter Instrumenternes Klang, før jeg igjen prøvede paa at komponere for Orchester,“ sagde Gade, og nikkede alvorlig med Hovedet, naar han fortalte denne lille Begivenhed.

2*

Fra Gades 19de Aar existerer et Brev til Eduard Helsted, betegnende for Brevskriverens Ungdom og Vennernes Samliv.