Schumann, Robert Alexander BREV TIL: Gade, Niels Wilhelm FRA: Schumann, Robert Alexander (1852-12-31)

Schumanns Brev er saalydende:
Düsseldorf, den 31sten December.

Lieber Gade!

Hoffentlich sind Sie jetzt in Leipzig. Wir dachten Ihrer am gestrigen Abend in Freude. Wir führten zum erstenmal die „Frühlingsphantasie“ auf. Es war, als zöge ein Blumenduft durch den Saal; es waren Alle auf das Innigste von Ihrer Musik erfaszt. Dies wollte ich Ihnen mit einigen Worten mittheilen und meine alte Zueignung von früher auf’s Neue Ihnen wieder einmal aussprechen. lch hoffe s. 143wir sehen uns bald einmal — vielleicht auf Ihrer Rückreise, die am schönsten ja über den Rhein führt, den Sie doch Ihrer jungen Frau gewisz zeigen müssen.

Manches Neue, Gröszere könnt ich auch Ihnen mittheilen. Nur im Sommer und Herbst muszte ich ruhen. Eine tiefe nervöse Angegriffenheit, in deren Geleit sich auch viele physische Leiden einstellten, hatte mich erfaszt in Folge vielleicht von zu angestrengter Arbeit der vorigen Jahre. Seit zwei Monaten kommen aber wieder die alten Kräfte zum Vorschein, und so hoffe ich bald wieder der Kunst mich hingeben zu können, die nun einmal das höchste Ziel unseres Daseins ist und bleibt. Schreiben Sie uns auch einmal, lieber Gade! Wir möchten wissen von Ihren Leben und Weben, von Ihren neuen Werken, von Ihrer Gattin, derer sich die meinige noch sehr wohl von Copenhagen erinnert. Kurz zeigen Sie uns, dasz Sie unserer noch in Freundschaft gedenken. Ich bleib’ wie immer Ihr Ihnen herzlich zugethaner

ROBERT SCHUMANN.

Wann ist der Orchesterpensionsconcert? David schrieb mir, ob ich vielleicht etwas Neues dazu schicken wollte. Ich hätte Einiges, am liebsten ein Stück mit Chor.

Vielleicht melden Sie mir darüber etwas Bestimmtes. Grüszen Sie auch David!

s. 144At Ægteparret bliver fêteret og er vel set alle Steder, fortæller Sophie Gade i et følgende Brev ; de er saameget ude i Selskaber, Concerter o. s. v., at den Aften, de kunne stjæle sig til at være hjemme, bliver det en Fest for hende „at have ham alene“, forresten giver hun et Besumée over den ikke lille Del Musik, de hører hver Dag; „Gade sidder nu og studerer Lohengrin, hvoraf skal gives noget paa en Concert.“ Den 18. Januar 1853 skriver hun: „ldag har jeg saameget morsomt at fortælle, saa jeg ikke veed, hvor jeg skal begynde, og istedet for vil jeg strax fortælle, hvad der interesserer mig mest, nemlig at „Frühlings Phantasien“ blev opført igaar og blev optaget med den mest stormende Jubel. Under og efter de to første Stykker var der saa stille i Salen, at man kunde have hørt en Fjer falde, det var, som Folk holdt Aanden, som de anede, at der kom Noget, hvor de maatte bryde ud. Da det sidste Stykke var ude, eller egentlig henimod Slutningen, kan Du begribe, at jeg sad som paa Gløder med bankende Hjerte; men tænk Dig min Lyksalighed, da ved den sidste Tones Slutning hele Huset bryder ud i Klap og Bravoraab, det var, som om det kom fra Dybet af deres Hjerter, som om de ikke kunde lade være. Gade, som endnu stod paa Skammelen, bukkede og bukkede, men der var ingen Ende paa det, kan Du saa see ham slaa med Haanden, som om han vilde sige: „naa, naa! gjør dog ikke saadant et Spektakel for det lille Stykke?“ Men saa blev det rent galt, en, to, tre Gange maatte han frem; s. 145at jeg var nær ved at springe ud af Logen, kan Du begribe, endelig fik han Lov at vende sig om og see op til mig, og saa kyssede jeg jo rigtignok paa Fingeren, jeg kunde ikke lade være.“ Den 27. Januar opføres Symphoni Nr. 4 i B-Dur „af en vis Gade. . Samme Mand skulde egentlig betale Skat til Stadens Herrer for af erstatte dem de Handsker, der for hans Skyld gaa i Løbet; Du begriber altsaa, at der klappedes dygtigt, tænk Dig, Scherzoen da capo, hvad synes Du? Damerne i min Loge sagde: „Naa, det kan man høre, er deres eget Barn.“ Om jeg er glad! og om han smilede over hele Ansigtet, behøver jeg jo ikke at sige.― ― ― ― Idag er her et Kjørind som i „den nye Barseistue“, imorges sendte en Mand en Opera, som han ønskede componeret, han kaldte den „Dornröschen“ „ Concert-Operette“ — den sendtes med Protest tilbage, op ad Dagen sendte en anden „Verehrer“ et Hæfte Digte og ønskede at lokke nogle Sange ud af Brystet paa Gade. To unge Musikere har været her med deres Arbeider, til stor Ærgrelse for mig, som enten maa sidde ude hos Pigen, eller sidde inde og høre, at der er mange, mange gale Ting i, hvilket er meget flaut, baade for Delinquenten og mig. — Hundekoldt er det! vor kjønne Stue er temmelig stor, ingen dobbelte Vinduer, hvide Gardiner og ikke Tæppe over hele Gulvet.“

„Leipzig, d. 21. Februar. Vi har spist hos Moscheles, indbuden paa Kløser, Gades Livret, hvoraf der var i alle Genre, jeg kan ikke sige, at jeg sværmer s. 146videre derfor. I Eftermiddag har vi været med Schleinitz i Kane til Kannewitz, en lille Landsby ½ Mil herfra, det var ikke synderlig koldt, men en afskyelig stikkende Nordvestvind, som vist desværre bringer mere Snee. — — — Men det er sandt, Academiets Concert og Bal skulde Du jo vide noget om. Her er en meget stor Bygning, „Concert Halle“, hvori der blandt andre Boutiker, Restaurationer og deslige ogsaa er en meget stor Concertsal, jeg tror, den er ligesaa stor som store Casino, men i Firkant, med Galleri, aabne Kabinetter med Søiletag, en Bække Søiler langs Væggen, der udgjøre ligesaa mange Huller, Du kan altsaa begribe, at Musik tager sig godt ud (!), man kunde ligesaa gjerne spille i en Stald, og det vilde maaske endda være bedre. Concerten bestod af nogle firstemmige Sange af Richter, Hauptmann, Taubert og Mendelssohn for stort Chor af blandede Stemmer, det lød ret kjønt, men meget svagt. Derpaa spillede David, Dreyschock, Gade og Bietz, Haydns Variationer over „Gott erhallte“ saa mageløs deiligt; havde det været i Gewandhaus-Salen, havde det været aldeles komplet, men her lød selv det svagt, men dog rent, fordi hvert enkelt Instrument spiller næsten alene, saa man fik ikke alle disse forskjellige Lyde fra alle Verdens Kanter. Derpaa kom „Frühlings Phantasien“, men tænk Dig den opført i Frue Kirke, saa har Du en Idee om, hvormeget den forslog, og kan Du saa tænke Dig min dødelige Skræk, da i den første Sats Klarinetten glemmer at falde ind med Themaet? Det s. 147var et Øieblik lig det i Comala med den falske Fløite — Liv eller Død! Til Lykke staar det som Replik med smaa Noder i Violinstemmen, og til Lykke havde David Aandsnærværelse nok til at spille det, hvorved han reddede Alt, ellers var det Hele væ ret. Confus, angst eller jeg veed ikke af hvad Grund, sætter derpaa Frk. F., der sang Sopranstemmen, ½ Takt for tidlig ind i andet Vers, men mærkede det strax, saa hun holdt Tonen, indtil det var Tid at gaa videre. Anden Sats lød kjønnest, den forslog bedst; i tredie Sats blev Pizzicatostederne temmelig borte i det uendelige Rum; men Folk var dog fornøiede med det Hele.

Den 22. Idag er det Gades Fødselsdag, jeg har toræret ham Tøfler, Sokker og Slikke-Cliocolade, som han har faaet en Passion for — — — — —.

Den 23. Vi havde en ret lystig Dag igaar. Til Middag spiste vi hos Schleinitz, og efter Bordet kjørte vi i Slæde til Kannewitz og drak Caffe. Om Aftenen havde jeg overrasket Gade med at invitere nogle gode Venner, Davids, Dreyschocks, Schuncks, Mad. Seeburg og hendes Søster og Schleinitz, og begge Concertmestrene havde hjulpet mig at sætte en Quintet paa Benene, som ulykkeligvis gik i Hundene, fordi vor Violinist, Grützmacher, spillede i „Euterpe“ og kom for sent derfra. I Hotellet havde jeg bestilt alt nok saa pænt med Salater og koldt Bord, og ladet dem dække Bordet i en anden Stue, saa Gade aldeles overraskedes, da jeg førte Selskabet ud af vore Værelser og ind til et fint dækket s. 148Bord. Tonen var meget munter og gemytlig, og hvad der var det vigtigste. Gade meget fornøiet med alle mine Overraskelser.― ― ―I denne Uge er en „Busztag“, hvorfor der ingen Concert er, det var ellers morsomt, om der havde været Concert paa samme Dag, som Du har Din hjemme. Fra Gade skal jeg hilse mange, mange Gange, han befinder sig, trods sin høie Alder (36), særdeles godt.“

„4. Marts― ― ― Gade morer sig meget over Din Iver i Tjenesten, men det gjør mig ondt at sige, at han ikke har rørt „Elverskud“, har stadig saameget for, saa der ikke kan være Tanke om at tage fat paa et større Arbeide, han har lavet lidt paa de tyrkiske Sange*) og komponeret 5 firstemmige Mandssange, det er det eneste, han har bestilt, og det har han formelig maattet snige sig til. Concerten igaar bestod af Nr. 1 Ouverture af Mendelssohn, „Meeresstille“. Nr. 2 Arie af Händels „Messias“. Nr. 3 Phantasi for Clarinet al B., tuttet af Landgraff fra Orchestret. Nr. 4 Scene og Arie af Mercadante. — Anden Del bestod af en vis Symphoni i D-Moll ɔ: Nr. 5 af en vis Hr. Gade. Du kan tro, at Folk gjorde store Øine, der stod nemlig ikke paa Placaten om Claver. I den første Sats var de endnu lidt confuse i Hovedet, den anden derimod gjorde megen Virkning, saa fik de da Øinene op for, at det dog nok kunde gaa an, og var meget fornøiede. Jeg kjender ikke noget saa morsomt, som naar der bliver klappet af Gade, at *) Bilder des Orients.

s. 149see ham hilse, det er en af mine største Fornøielser, han nikker saadan ganske gemytlig fra Skammelen, en, to, tre Gange, saa Hanekammen slaar mod Pulten. — —“

„Leipzig, d. 10. Marts. Kjære Fader! Jeg maa fortælle Dig, at jeg har faaet et Embede herovre, jeg er nemlig ansat som Privat-Secretair hos Hr. Capelmeister Gade, som faar saa mange Breve, som der maa svares paa, og da han er det rædsomste Menneske ti! at faa til at skrive, har jeg paataget mig heller end at plage ham, al afgjøre det selv. Jeg skriver altsaa med rask, flot Haand: „Geehrter Hrr.!“ og aldeles i Forretningsstil, saa sætter han sit Navn under, og det gaar meget rask; paa den Maade har jeg skrevet til Digtere, der vil componeres, Musikdirecteurer, der vil kjende Aanden i Compositioner o. s. v. Hele denne lange Fortale skal betyde, at jeg og ikke Gade selv, takker Dig tor Dit Brev: Prøve af Secretairens talentfulde Frembringelser: Kjære Ven og Svigerfader! Jegtakker Dem ret hjerteligt for Deres venlige Lykønskning. Da min kjære Kone skriver alt, hvad der er at skrive om, veed jeg ikke mere at sige, end at det glæder mig, at De befinder Dem saa vel i Deres store Travlhed. Med venlig Hilsen til Alle,

Deres NIELS W. GADE *)

(For at ligne det øvrige, maa jeg mishandle min Haandskrift.)“

10

s. 150Sophie skriver i Lystighed underneden: „Og jeg, som gjør mig den største Umage for at ligne hans Klo.“

I samme Brev fortæller hun om en Concert i Paulinersangforeningen, hvor der optraadte en Sanger, som hun erklærer for at være „en Skabhals, der stod med rystende Nodeblad og sang med rystende Tenor“ — og hun ærgrer sig over Leipzigerne, „der klappede tyndt og koldt af Beethovens Ouverture og Mendelssohns Symphoni“, og saa blev begeistrede over „Skabhalsen“, endskjøndt „Gud skal vide, de høre Musik nok, til at de maa være dannede! Efter Concerten var vi hos Directeur Seyffert, hvor vi efter Bordet blev saa lystige, at vi begyndte at danse, og tænk Dig, Gade dansede Française med, de liar en Tour, hvor Herrerne skiftevis valtser med alle Damerne, jeg var nær ved at lee mig ihjel, over at see Gade styrte Gulvet rundt med alle Damerne den ene efter den anden, uafbrudt ; det var heldigvis Galop, som han kan meget ordentligt.“

Sidst i Marts vendte Ægteparret tilbage til Danmark, og Gade overtog paany sin Virksomhed som Dirigent i Musikforeningen. Han arbejdede samtidig paa nye Kompositioner og lagde sidste Haand paa „Elverskud“, som i længere Tid havde henligget ufuldendt. Det var særlig Emil Erslev, som tilskyndede ham til at fuldføre dette Værk, og det er i den Anledning tilegnet ham.

Efter sin Hjemkomst fra Leipzig 1848 havde Gade sluttet sig nærmere til Emil Erslev og kom s. 151efter dennes Giftermaal som jævnlig Gjæst i lians Hus. Erslevs Steddatter, Mathilde Stæger, spillede Klaver, og Gade tilegnede hende 1854 Klaverstykkerne „Arabesker“; efter sit Bryllup med Sophie Hartmann bragte Gade sin Hustru til Erslevs, og et varmt Venskab knyttede de to Familier sammen.

Kun to Aar efter Reisen til Leipzig, i Juni Maaned 1855, døde Sophie Gade, efter at have født Tvillinger, en Dreng og en Pige.

I sin dybe Sorg over dette uventede Slag søgte Gade blandt andet Trøst og Adspredelse i Homers Heltedigte. Af Kompositioner har han i 1855, efter sin Hustrus Død, kun skrevet en Kirkeane.

1856 foretog han en lille Rejse, i Forening med Wiehe, til Berlin og Leipzig; han vilde fra først af have fulgt med Wiehe til Wien, hvor denne søgte Ansættelse ved Burgtheatret, men forandrede sin Plan og vendte snart og alene hjem igjen.

I November 1857 ægtede Gade Mathilde Stæger.

Da han første Gang saa sin anden Hustru, var hun 6 Aar og han selv 22 Aar gammel, og nogle Aar senere skulde han ved en Fest hos sin Ven, Emil Erslevs Forældre, se to Smaapiger, hvis Hoveder han venlig klappede under Samtale med deres respektive Mødre. Den ene var Sophie Hartmann, den anden Mathilde Stæger.

1858 blev Gade ansat som Organist ved Holmens Kirke.

1862 foretog han en Lysttur til Paris med Emil s. 152Erslev; paa Veien hertil opholdt han sig i Cøln, hvor han var indbud en til en Musikfest. Af Breve fra denne Beise meddeles følgende til hans Hustru:

10*