Gade, Niels Wilhelm BREV TIL: Stæger, Laura Mathilde Margrethe FRA: Gade, Niels Wilhelm (1882-09-01)

Birmingham, Copeley Lodge1. Septbr. 1882.

Gud ske Lov og Tak, igaar Aftes gik „Psyche“, og jeg tør med Sandhed sige, at hun blev modtaget med Begejstring! Solosangerne sang udmærket, — Mrs. Rozes Stemme var i Begyndelsen lidt belagt, men kom sig snart, — Santley fortræffelig og de 3 Sangere til Trioerne ligeledes udmærkede. Chorene gik med en Livlighed og Begejstring, som var værd at høre paa — i Parenthes, de elsker mig allesammen, — Orchestret spillede med en Opmærksomhed og Finhed, som jeg ikke kan ønske mig bedre. — Den sidste Prøve var Lørdagaften, det er jo langt fra Torsdag, jeg var derfor lidt — just ikke bange, da jeg kjendte Orchestrets udmærkede Evne til at læse fra Bladet, — men ikke saa rolig, som naar jeg har prøvet Dagen iforvejen, — men jeg hørte ligestrax „all right“ og var ligeledes strax udmærket disponeret til at dirigere, som jeg tør sige, at jeg gjorde „brillant“. Ved min Indtrædelse blev jeg modtaget af Publikum med en vældig Applaus, og da jeg vendte mig om, brusede fra Chor og Orchester ligeledes en Storm over mit Hoved. — Jeg var ganske rolig, og alt gik uden den allerringeste Rykning ganske komplet udmærket. — Det var en brillant Udførelse. Næsten alle Nummere stærkt applauderede, 2 maatte gjentages, og saa til Slutningen ligeledes vældige Salver, og jeg maatte ind igjen, for at blive hyldet nok engang. —s. 279Tak ogsaa Du, min kjære Hustru, den kjærlige Gud, der har ladet alt føje sig saa vel for mig her. Alting har føjet sig vel for „Psyche“, Sangerne fortalte mig, at hun skulde føres op forskjellige Steder dette Efteraar, ogsaa i London. — Imorgen, Lørdag rejser jeg. — — — — — —

I Anledning af Holbergs-Jubilæet 1884 komponerede Gade en Orchester-Suite „Holbergiana“. Ved Opførelsen i Musikforeningen havde han placeret det, ved denne Concert ikke medvirkende, Chor oppe paa et Galleri og under Slutningsaccorderne i „Holbergiana“, overraskede han Publikum med at lade Choret paa Galleriet istemme en Hyldest til Holbergs Minde, en kort, firstemmig Strofe.

I Foraaret 1888 var Gade endnu engang paa Rejse. Han havde efter 1882 afslaaet enhver Indbydelse til at komme og dirigere eller blot overvære sine Kompositioners Opførelse hjemme eller ude; „jeg har rejst nok,“ sagde han hver Gang og skrev „Nej“ selv til de mest indtrængende og gjentagne Anmodninger. Dog, i 1888 maatte han bekvemme sig til en Tur til Belgien, for i Louvains berømte Klokkestøberi at høre de til Klokkespillet i Frederiksborg Slot af Kaptajn, Brygger Carl Jacobsen bestilte Klokker. Idet han fra Begyndelsen tvivlede om et godt, musikalsk Resultat, forestillede hans. 280Jacobsen, hvor overordentlig mange Vanskeligheder og hvor megen Bekostning et saadant Klokkespil krævede blot for at kunne sættes op, og hvor sjeldent saa det væsentlige — selve Koralernes Gjengivelse — lykkedes tilfredsstillende. Dog, da Frederiksborg alligevel ikke maatte savne Klokkespil, arbejdede han ivrig paa at gjøre sit bedste for Sagen og arrangerede et helt System til Forklaring af Nodetegnene i de Koraler, der skulde bruges, da nemlig den danske Mekaniker, der havde Foretagendet i Entreprise, ikke havde Kjendskab til Noder eller Musik.

Glad over denne Rejse var han ingenlunde; han generedes af det franske Sprog, af hvilket han ikke havde lært mere, siden han i 1862 opholdt sig i Paris, og hertil kom en ligefrem Angst for at blive gjenkjendt og reven ud af sit Incognito. I Antwerpen blev han skræmmet ved Gjenkjendelser af begejstrede Musikelskere, som det dog lykkedes ham at slippe fra; men den mærkelige Melankoli, der altid greb ham ved uventet at høre sine egne Kompositioner, overfaldt ham her, idet han ved at spadsere forbi en offentlig Have hørte og gjenkjendte Toner af „Michel Angelo“ Ouverturen. Han hastede hjem; man ventede ham desuden ved Prøverne til Concerterne i Anledning af „den nordiske Musikfest“, som fandt Sted i Juni Maaned.

Sommeren tilbragtes som sædvanlig i de senere Aar, i Fredensborg, og Frugten af denne Sommers Hvile var Kantaten i Anledning af Regjeringsjubilæet,s. 281som Universitetets Rector havde opfordret Carl Ploug og Gade at skrive til Festen i Solennitetssalen.

Det var med virkelig Glæde, at Gade her greb Lejligheden til i Toner at kunne udtale den Respect og Hengivenhed, han følte for Kongehuset; og disse Gades Følelser blev heller ikke ubesvarede, med fuld Forstaaelse af hans Kunst og Hensyntagen til ham selv, blev han modtagen ved Hove, hvor hans frie Sprog og ikke altid hofmandsmæssige Væsen blev optaget paa en naturlig og næsten venskabelig Maade.

Naar hele den kongelige Familie var samlet paa Fredensborg, og Gade blev kaldt derop, var han gjerne i udmærket Humør ved Hjemkomsten derfra; blandt andet spadserede han, da han engang kom hjem fra Slottet en sen Aften lige ind i Stuen til sin Familje med Hat og Frakke paa, slog ud med Haanden og raabte lystig, mens han stadig vandrede rundt om Bordet: „I skulde bare vide, hvor fornem jeg er, I kan s’gu slet ikke komme mig nær, for jeg har kun konverseret Kejsere og Konger.“

I 1890 komponerede han for sidste Gang paa Opfordring en mindre Komposition til en jydsk Sangerfest — „Nordens Folkeaand“. —

Samme Aar skrev han en Marsch til det kejserlig russiske Orchester, som han havde udbedt sig og faaet Tilladelse til at tilegne Czaren.

I Begyndelsen af December Maaned 1890 var han en Dag travlt beskjæftiget med at ordne disse Noder og skrive Titlen „Echo de Fredensborg“ paas. 282de forskjeilige Hæfter, for næste Dag at kunne aflevere dem til Hendes Majestæt Dronningen, under hvis Ægide de naaede deres Bestemmelsessted.

Dette blev Gades sidste Arbejde.

Søndagen den 21. December 1890 spillede han som sædvanlig ved Højmessen i Holmens Kirke, læste i sit Hjem flere af Martensens Prædikener og tilbragte Dagen som ellers; han huskede pludselig, at det var den 21de og udtalte sin Glæde over atter at skulle hilse de lyse Dage, — Livet laa endnu for ham, skjøndt han næsten daglig talte om Døden og kun faa Dage før med Begejstring havde udmalet sig det rene, lyse Liv, der skulde leves efter dette. Om Aftenen blev han tidlig træt og gik i Seng, kort efter begyndte Kampen mellem Livet og Døden, og en Time senere drog han sit sidste Suk.