Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1823-09-28)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. 28de Sept. 1823.

Kjæreste Ven!

De sidste Dele af din Saxo og Snorro har jeg allerede for nogen Tid siden modtaget, og har blot opsat at takke dig derfor saa længe, til jeg var vis paa, at du var kommen tilbage fra din Kejse. Jeg glæder mig saa meget des mere over Fuldendelsen af dette Værk, da jeg her hverken har Originalen eller Vedels Oversættelse ved Haanden, men har maattet behjælpe mig med Schousbølles slette Prosa og Thuras Alexandriner.

Den sidste Del af Saxo er mig nemlig netop i denne Tid uundværlig, da jeg har et episk Digt under Arbejde: „Valdemar den store og hans Mænd“, som fornemmelig omfatter Tidsrummet under de borgerlige Krige mellem Knud s. 5 Magnussen og Svend Grate, fra Valdemars første Fremtrædelse til han sad ene og sejerrig paa Danmarks gjenrejste Trone, og Forbandelsen syntes udslettet, som fra Hertug Knuds Mord til hans Beatifikatjon saa mærkelig hvilede over Folk og Kige.

Danmarks dybe Fald og Gjenoprejsning ved Valdemar med hans store Jævninger, Folkeaandens Død og Opstandelse ved de store Kæmper, Herren opvakte, naar Nøden var størst, — se denne Folkets historiske Gjenfødelse, som bestandig gjentager sig hos ethvert Folk, saa længe det ikke skal gaa aldeles til Grunde, — kunde det lykkes mig at afbilde dette, som jeg ser det, og i en levende dansk Fremstilling i vor Middelalderpoesis simple Former at anskueliggjøre hin Tidsalder med dens Usselhed og Storhed, med dens Sæder og Karakterer, og tillige med den Helhed og Enhed, som jeg ønsker: saa haaber jeg vist, at du en Gang med Glæde skal erindre den Time, da du ved min Hjemkomst 1) kjærlig rakte mig din Saxo i Haand og lagde mig ham og hans danske Mænd paa Hjærtet.

Tak for det dejlige Kvad foran sidste Del af Saxo! Noget skjønnere og sandere (vil jeg haabe) er ikke sagt om Danmark, end hvad du der siger i 2det og 3dje Vers.

Jeg havde haabet at se dig og din Kone i Sommer, saa vel som min lille Gudsøn, som jo begynder med at blive berømt som en af Kristjanshavns 2) Skjønheder; — men der blev intet af. Til Julen — vil Gud — kommer jeg en 8 Dags Tid til Kjøbenhavn, og saa faar du mig i det mindste en Dag paa Halsen fra Morgen til Aften.

Karl Molbechs 3) ulykkelige Tilbagefald til den sorteste Melankoli og Sindsforvirrelse er dig vist allerede bekjendt; han synes vel nu noget mindre forvirret end i de første Dage, men har nu den fixe Ide, at man stræber ham efter s. 6 Livet, og ingen uden Lægen kan komme til ham. Det er en frygtelig og sørgelig Begivenhed, som her opvækker almindelig Deltagelse. — Gud staa ham hi og tilgive den vist nok endnu mere afsindige Moder, som uden Tvivl kan tilregne sig meget!

Hils din gode Kone mange Gange saa vel som Fru Blicher, Jomfru Jane 1) og alle gode Venner fra din

hengivne Ven
Ingemann.