Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1824-07-08)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 8. Juli 1824.

Kjære trofaste Ven!

Hvorledes du, med din Kjærlighed til Danmark og dets Historie, i det hele vilde beskue min Valdemar, og at du i det mindste vilde lade min Stræben vederfares sin fulde Ket, derom kunde jeg ikke, med mit Kjendskab til din Aand og dit Hjærte, være i Tvivl; og dit kjærlige, broderlige Digt har, trods hvert et haardt Ord, du deri siger mig, dog venlig stadfæstet min Formodning. Vel vidste jeg, især efter vor Samtale i Paasken, at min Behandling af Saxos Personlighed vilde mishage dig; men at den i den Grad vilde saare dig, som jeg ser den har gjort, havde jeg dog ikke trot; og s. 15 har jeg saaledes forgrebet mig paa den gamle, at jeg kan synes stokblind for hans Værd og anses for virkelig at have spottet ham, saa maatte jeg vel bedrøves og bitterlig fortryde min Gjerning. Men, kjæreste Grundtvig! ser du da ikke, at jeg netop vil vise Aandens rene Uafhængighed af det tilfældige og uvæsentlige i de udvortes Former og Lader, som ofte synlig individualisere den mest udmærkede Genius, og som kun den aandelige Pøbel forhaaner, men som den besindige Beskuer, med Øjet stadig henvendt paa det sande væsentlige, kun godmodig smiler ad, medens han endnu hjærteligere og inderligere erkjender og hylder det ædle og herlige i dets menneskelige, af Tider, Sæder og Vaner ensidig formede Hylster! Hvor mangen herlig Aand har du selv ikke kjendt, som du ikke kan tænke dig i et livligt og sandt Fantasibillede, uden at du maa medtage smaa Forkertheder, Lader og Fagter, som du godmodig smiler ved, i det du inderligst skatter Mandens sande Væsen og Værd! Fordres det med rette af Digteren, ikke blot at fremstille Aander, men Personer, og tier Historien om en Karakters Personlighed, er det da saa stor en Uret mod en historisk Person, at Digteren, for at individualisere ham, tillægger ham visse af hans Stand og Tidsalder laante Smaatræk, som ikke fornedre ham eller kontrastere med hans historisk bekjendte Karakter? For nu at anvende dette paa Saxo, hvad er da rimeligere, end at han i sit ydre Væsen maa have baaret nogle af Klosterlivets og det ensomme lærde Stuelivs mod Ridderlivet afstikkende Lader og Manerer! og vover nogen at udle ham derfor, da vil jeg svare enhver, som jeg lader Axel svare Asbjørn Snare.

Her har du, hvordan jeg har ment det; og at jeg ikke har været blind for Saxos Værd og Aand, haaber jeg du ser, da jeg selv lader Valdemar rødme for hans Sanddruhed og hylde hans overvejende Aand, i det han revses af ham.

Videre vil jeg ikke forsvare mig mod en Bebrejdelse, som kommer af Kjærligked til historisk Sandhed og til vor Histories Fader, som jeg med dig højt agter og elsker. Har s. 16 jeg syndet mod hans Eftermæle, saa maa han tilgive mig det; thi han maa se i sin Klarhed, at jeg hverken har villet spotte ham, eller fremstilt ham til Spot for noget Øje, som skjelner mellem Skal og Kjærne.

Hvad Veteman angaar, da tror jeg med langt større Sikkerhed, at hvis han stod for mig, vilde han intet have paa mig at klage; thi som en from, tapper og ærlig Søhelt og en trofast Fædernelandsven har jeg ladet ham fremtræde; og fordi jeg har antaget, at han var en nhehændig Rytter, hvorover han selv smiler, i det han dog rider fra alle de andre, derfor er han ingen Hofnar, og over hin Mangel, selv om den var aldeles paadigtet, behøvede ikke den største Admiral at ærgre sig. Og nu, kjære Ven, har jeg talt min Sag saa godt jeg kan det; kald mig derfor ingen forstokket Synder! men vil du alligevel dømme mig skyldig, saa tag din Kone og Svigerinderne med blandt de svorne! og Dommen turde maaske blive noget mildere. Men vil du ordentlig lade mig bøde mine tre Mark for Saxo og Veteman, saa appellerer jeg til dig selv og spørger: har du da ikke lagt Saxo noget Ord i Munden, som man, nøje taget, mindre kunde tiltro den sirlige Grammatikus, end de Floskler, jeg har tillagt ham? Hvad du dertil kan og vil svare, véd jeg vel, og jeg har heller intet derimod at indvende, naar jeg betragter Sagen fra dit Synspunkt; se den nu i mit Arbejde fra mit Stade!

Imidlertid hjærtelig Tak ogsaa for din oprigtige og alvorlige Formaning! Varligere skal den gjøre mig i Fremtiden med enhver historisk Person, jeg vil fremstille; og før jeg skulde gjøre Fædrelandet og dets bedste Venner Sorg, naar jeg mener dem det bedst, før vil jeg give Individualiseringen en god Dag og nøjes med de Karaktertræk, som Historien uden al vilkaarlig Tilsætning begrunder.

Og hermed Gud befalet, kjære Ven! hils din Kone og den hele Familie paa det venligste fra din

hengivne
Ingemann.