Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1824-07)

Ingemann til Grundtvig.
[Juli 1824.]

Kjæreste Ven!

Med inderlig Glæde har jeg læst dit kjærlige og hjærtelige Broder-Brev; og havde du i din varme Iver for vor herlige Saxo endogsaa saaret mig langt haardere, end du med din Kjærlighed til mig og min velmente Stræben kunde og vilde, behøvedes der ikke et halvt saa husvalende Balsomplaster for aldeles at læge Saaret igjen. At jeg ikke har set Saxo, som du ser ham, og at min Skildring af ham s. 22 maaske langt bedre havde kunnet passe paa Svend Aagesen, vil jeg gjærne tilstaa dig; og mit Misgreb da af Personen, saaledes som jeg behøvede ham for at svare til Tiden og Digtets hele Anlæg, har du langt bedre og skaansommere undskyldt og forklaret, end jeg selv havde været i Stand til. Læs da kun paa det eneste Sted, hvor jeg tager Saxos gode Navn forfængeligt: Sveno Agonis! og jeg vil forbeholde mig at nævne Saxo, til jeg ser ham saaledes, at jeg kan nævne ham igjen, uden at bedrøve hans bedste og nærmeste Frænde. At jeg ikke i fjærneste Maade har forbundet, hvad jeg ser i dig af Saxos Aand, med den dig aldeles modsatte Personlighed, jeg har tillagt ham, er saa iøjnefaldende, at det umulig kan falde noget Menneske ind, som har set og hørt dig eller læst én Linje af dig.

Hermed være denne Sag da i al Kjærlighed og Mindelighed bilagt! Ogsaa uden dit sidste Brev havde der intet uklart været mellem os for et haardt Ords Skyld; jeg er ikke saa ømskindet, som du tror, og nogle Skrub kan jeg vel have godt af. Hvad en ældre og i saa mange Maader dygtigere Broder af et kjærligt og oprigtigt Hjærte siger imod mig, om det er nok saa drøjt, kan vel smerte mig, men lige saa lidet fornærme mig, som svække min Kjærlighed til ham. Kun en hjærteløs, haanende Kritik af aandløse Modstandere, som de, jeg har haft nok af i den senere Tid, kan virkelig forstemme mig og for en Tid virke skadelig paa mig; men den Ømfølsomhed har jeg, Gud ske Lov! for det meste lært at overvinde; og er min Valdemar i det hele det Skudsmaal værd, du giver ham, vil jeg ikke bekymre mig stort om, hvad Modesmagens sædvanlige Ordførere vil dømme om ham.

Hjærtelig har det glædet mig, at du med dit historiskpoetiske Øje har gjenfundet og gjenkjendt gamle gode Venner og danske Mænd og Kvinder i Digtet. Er det virkelig lykkedes mig at oplive hin gamle Tid og dens Heroer, saa staar min Hu nu ikke længer til Æventyr i fremmede Feslotte; men saa vil jeg — om Gud vil — her i det hjemlige, fredelige Sorø s. 23 arbejde paa Friser og Basreliefs til Sagatemplet, mens du gjenopretter dets Grundstene og rejser de mægtige Piller.

Hils din Kone og min liden Gudsøn

fra din hjærtelig hengivne
Ingemann.