Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1824-09-03)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 3dje Septbr. 1824.

Kjære Ingemann!

Eet hjærtelig Tak for dit Brev, som vel især er for saa vidt blevet ubesvaret, fordi, hvad jeg følte Trang til at sige mine Venner, og dig iblandt dem, sammentrængte sig i det Rimbrev, som hermed følger 1) .

Det glæder mig saare, at hvor jeg hører tale om din Valdemar, er det dog paa en skikkelig Maade; det glæder mig, uagtet jeg vel véd, hvad det har at betyde med de flestes Læsning og Behag i Digterværker; thi det er dog altid et lille Tegn til, at den danske Følelse ej ganske er uddød i Læseverdenen; og Erfaringen maa vel have lært os at være nøjsomme; men dog opstaar min Glæde egentlig af den Regning, jeg gjør paa, at hvad der selv rører de letsindige lidt, skal røre enkelte til Hjærtens Grund.

Steffens er da kommet, ventelig i Gaar, jeg har endnu ikke set ham, og mit Hjærte banker underlig ved Ønsket og ved Tanken derom; thi i flere Aar har jeg ret meget længtes efter at tale med ham, og i dette Aar har jeg levende haabet at finde ham som jeg ønskede; men nu, da Øjeblikket nærmer sig, da det skal vise sig, da jeg skal se Lodden kastet, se det afgjort, om vore Frændehjærter skal kjærlig sammensmelte, eller om det kun er vore Hoveder, der skal paa en Maade lægges sammen, — [nu gribes jeg af Tvivl og Frygt] 2) . At den Kreds, hvori han her først og mest rører s. 24 sig, ej er mig gunstig, bør i sig selv vist nok ikke ængste mig; thi jeg tror og véd, at hvad Gud har sammenføjet, kan intet Menneske adskille; men da vor øjeblikkelige Stilling er et tro Billede af det Forhold, vi hidtil aandelig stod i til hinanden, synes dog virkelig Spørgsmaalet om ham næsten at falde sammen med det om hans nærmeste Kreds, og da navnlig om Mynster og Sibbern: hvor vidt de vil mødes med mig, og da maa jeg jo vel tvivle.

Dog, Herren regerer, og hans Vilje ske som i Himmelen, saa og paa Jorden! At det er mit inderlige Ønske at have Samkvem og Samfund med alle dem, [der] elske Herrens Aabenbarelse, det véd jeg; at jeg med Guds Hjælp for dette Øjemed vil opofre alt, hvad Sandhed tillader, det haaber jeg; og at Gud vil virke det samme Sind i alle sine Børn, det er hævet over al Tvivl. Derfor vil jeg rolig og frimodig bie efter Herren og lade ham sørge. At dette Aar vil blive mærkeligt i Kristi Kirkes Historie, har jeg under dets Løb stedse dybere følt og klarere skimtet; og er da Herrens Tanker og Herrens Veje anderledes end vore, saa er det dog kun, fordi de ere højere, som Himlen er over Jorden; og lovet være da han, som, naar han gjør sin Vilje, gjør den eneste i Sandhed gode Vilje! Han røre og styre kun os, saa vi glæde os derved! Han lade lyse for os, saa vi kjende og se hans Veje! Han lade sin Gjerning ses for sine Tjenere og sin Herlighed over deres Børn!

Kommer du ikke her ind, medens Steffens er her, eller kommer han maaske til Sorø? Ses, synes mig, skulde I dog ogsaa. Gud kjender Fremtiden; men altid synes mig dog, det er godt, man har set hinandens Ansigt, naar vore Virkninger paa nogen Maade skal berøre hverandre.

Min Lise venter sig hver Dag; Gud lade Forløsningen være til glad Taksigelse! Hun beder kjærligst hilse dig og din gode Kone, og jeg beder mig bevaret i venligt Minde som

Din Ven
Grundtvig.

s. 25 Drengen kommer, efter sin Moders Indskydelse, og spørger, om jeg har hilst Onkel Ingemann fra den lille Søn; og da jeg ikke maatte lyve, maatte jeg love Bod, som du ser.