Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1824-11-29)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 29. Novbr. 1824.

Kjære Ven!

Tak for den kjærlige Udgydelse af dit varme, broderlige Hjærte, som jeg inderlig vilde ønske, enhver sandhedskjærlig Ven eller Uven kunde og vilde se saa klart som jeg; saa vilde dine Venner aldrig misforstaa og miskjende dig, og dine Uvenner aldrig hade dig, men blive i alt Fald dine ærlige Modstandere. Jeg tror, du kjender mig saa meget, at jeg ikke behøver at forsikre dig, at min Erkjendelse af din Aand og dit Hjærte og min Kjærlighed til det væsentlige i din aandelige og videnskabelige Færd — selv hvor jeg i Formen og Maaden ikke kan være enig med dig — ikke grunder sig videre i din venlige Synsmaade af mit aandelige Liv, end den nødvendige Fordring begrunder: at Aander maa forstaa og kjende hverandre gjensidig, for at have hverandre ret kjær. Din Kamp mod mine Modstandere skulde derfor visselig ikke i Aand og Sandhed bringe os et Haarsbred nærmere hinanden, hvis vi ikke for Guds og Sandhedens Skyld ofte havde Fjender og Modstandere til fælles, som jeg haaber vi have Venner til fælles, hvor der ikke spørges om Navn og Person og om, hvad vi skulle gaa og gjælde for i Verden, men om den Aand, hvis Tjenere vi ere, og som vi ret kunde prise os lykkelige ved at tjene, om endog vor Sold derfor i Verden blev Spot eller Forglemmelse. Vistnok er det pinligt og forstemmende at se Varme modtaget med Kulde og Kjærlighed med Had; du har prøvet det, og jeg har heller ikke været forskaanet derfor, skjønt jeg hidtil dog har gaaet frem som den, der af Naturen er kastet vaabenløs ud blandt Venner og Fjender. Vel sandt, der gives et Skjold, hvorpaa hverken Papirskugler eller gloende Pile kan bide, og uden det havde det set galt ud med os begge; men unaturligt vilde det være, om selv den, som var født i en Panser- og Sejersskjorte, ikke fandt Kulden kold og Galden bitter. Jeg undrer mig derfor ikke over, at ogsaa du har fornummet, hvad jeg s. 41 maaske lidt vel ømskindet har krympet mig ved, naar jeg ikke som du har kunnet fare i Harnisk og varme mig i Kampen; men til at blive bitter og forstemt har dog ingen af os Lov; og har Steffens’ aandelige Visit (thi et rigtigt Besøg kan jeg ikke kalde det) efterladt nogen Bitterhed og Forstemthed hos dig, saa vilde jeg gjæme, om muligt, drage dig den Tom af Hjærtet, om det ogsaa skulde gjøre dig lidt ondt, at der pirredes op deri. Den Fortrolighed, du skjænker mig, giver mig Ket til at tale til dig som til en ældre Broder. Just den store Forskjel, der, med alt vort aandelige Slægtskab, er i vor ejendommelige Natur og derfor ogsaa i Maaden og Vejene, hvorpaa vi, Gud være lovet, kjærlig og broderlig søge ét og samme Maal, — denne højst forskjellige Maade, vi nødvendig maa bevæge os paa, vilde gjøre det til en Daarlighed, om vi vilde lære hinanden at gaa; men da vi dog kjønt maa følges ad og, med al vor Subjektivitet (for at tale i Kunstsproget), dog kun tage Subjektet først for at finde Objektet, tror jeg vist, at enhver af os, i det mindste for Øjeblikke, bedre kan se den anden end sig selv, og at vi derfor vel kunne sige hinanden et Ord paa Vejen, selv om Rigtigheden i vor forskjellige Gang, som vi kunne have Ret i.

Den Forskjel, du gjør paa aandelig og kjødelig Personlighed, kan jeg godt forstaa, og at jeg heri skulde være klogere end Filosoffen, kan jeg ikke begribe. Er det Egoisme at udtale sin aandelige Personlighed, saa vare Kristus og Apostlerne de største Egoister, saa er enhver lyrisk og subjektiv Digter en forfængelig Gjæk; er det Egoisme hos en Kristen at betragte Verden og Historien med et kristeligt Øje — saa gid Verden var fuld af Egoister! Den Forvandling af din Natur som af din hele særegne Maade at virke og ytre dig paa, Steffens fordrede af dig, var vistnok en Urimelighed, grundet paa aldeles Miskjendelse af din hele Virksomhed, eller snarere paa andres Beretninger derom; thi den nyere danske Literatur var ham en lukket Bog; men hvad der har avlet og fremdeles nærer denne Miskjendelse, selv hos mange af din Aands varme og trofaste Venner, det s. 42 stod det maaske dog i din Magt at bortfjærne, og det bestaar efter min Overbevisning alene i en vis Ubehændighed, hvormed du ofte uden Nødvendighed kommer til at saare den almindelige Egoisme, i det du begejstret taler Sandhedens Sag og, ubekymret om alle Anstød mod Smaaligheden, Forfængeligheden og bon ton, siger hvad du vil og som du vil. At du ængstelig skulde veje hvert Ord og undgaa hvert kraftigt Udtryk, som kunde støde en Gjæk, er naturligvis ikke min Mening, og jeg vilde aldrig gjentage denne gamle forslidte Bebrejdelse mod din literære Manerlighed, dersom det ikke just var denne Ubetydelighed, der oftest, selv hos de bedre, hindrede Virkningen af din bedste Skribentvirksomhed, og dersom du ikke havde vist, at du saare let kunde forhindre dette forstyrrende Indtryk paa dine Læsere. For at nævne dig et paafaldende Exempel paa, hvad jeg mener, saa vil jeg blot erindre dig om de tvende Stykker, du skrev imod Høst om Steffens i Skilderiet 1) : skjønt det var samme Aand, der udtalte sig gjennem begge, forfejlede det første Virkningen paa de fleste, fordi Tonen stødte dem, da derimod det sidste aldeles opnaade Hensigten. Den paafaldende Forskjel, der ogsaa i denne Henseende er paa din skriftlige og mundtlige Tale, har aldeles overbevist mig om, at du lige saa godt uden mindste Anstød vilde kunne komme til Bette med og forstaas af dine Læsere og virke usigelig mere kjærlig overbevisende paa dem, naar du vilde skrive til dine Venner og Modstandere i Publikum, som du vilde tale til dem i din Stue, hvis de besøgte dig.

Naar jeg hertil føjer, at du stundum, ved ikke at erindre, til hvem du taler, ved allegoriske Vendinger og mytiske og historiske Allusjoner undertiden bliver dunkel selv for de saa kaldte dannede og oplyste, og derved ogsaa saarer deres Egenkjærlighod og gjør dem dumme i deres egne Øjne, uden at give dem Erstatning for denne Ydmygelse ved at gjøre dem klogere — da de ikke kunne blive kloge paa dig —, saa s. 43 har jeg sagt alt, hvori jeg tror, det var dig muligt at føje dig efter Verden og Publikum, uden at fornægte din Natur og Ejendommelighed. Dit Kald til kraftig at bekæmpe det aandløse i Tiden, saa vel som din Dygtighed til at røgte dette Kald, har du vistnok for længe siden bevíst; men du har ogsaa bevíst — til Trods for, hvad du selv i et forstemt Øjeblik har kunnet mene om dig selv —, at du klart og kjærlig kan røre de Strænge, som finde venlig Gjenklang i alle ædle danske og fromme Hjærter; hvad der med den gode Kraftens og Kjærlighedens Aand, som besjæler dig, lykkes dig i Kirken, det er ogsaa mangen Gang lykkedes dig velsignet i fromme og begejstrede Sange; og naar du i et mørkt Øjeblik kunde tvivle derpaa, saa tag dine Kvædlinger i Haand og lad dem vidne imod dig! saa kom og hør, med hvilken Varme mange af mine Drenge fremsige dine Sange om Villemoes og om Prins Kristjan Avgust, og hvorledes din Sang om Ordets Kæmpe i Saxenland toner over Absalons Grav.

Naar Gud er med os, hvo er da mod os! Medens Verden gaar sin skjæve Gang, som det synes, gaar Aanden jo rolig sin lige Vej over Jorden til Himlen; og hvor den har hvilet i Støvet, skal ingen Tidsvind udslette dens Spor.

Over dit Krigsraad i Fruerstuen har baade jeg og min Kone moret os kostelig, og det har glædet mig at se Fru Inge og stolt Ingefrid gaa igjen i deres Døtre og tage sig af Kong Valdemar med samme Mod og Snildhed som tilforn. At du som Axels og Esberns Frænde bruger den førstes Sværd og den andens Kappe, kan vist Valdemar intet have imod; men naar han er i Land, saa lad kun Svend og hans Lanseknægte ruste sig! og kan de maaske denne Gang drukne paa Vejen i deres egen Sø, inden de naa Gratehede — saa spar det unge Blod, hvis du kan! — det er jo dog Landsmænd paa en Maade.

Hvad mit nye Selskab ved Pulten angaar, da har jeg rigtig nok en Del Betænkeligheder ved at sladre derom i Utide, helst da jeg véd, du strax vil rympe Næse ad de Godtfolk, naar jeg siger dig, at de denne Gang besøge mig uden s. 44 Spil og Klang og i ganske dagligdags Klæder og, i det mindste hvad Formen angaar, tale jævn Prosa. Den første, som imidlertid besøgte mig, var gamle Saxo, som dog vilde vise mig, at han ingen Pedant og Skolefux var, og som jeg saa’ lukke sin Krønnike og sit klare Øje, og hvem jeg tog en kjærlig Afsked med ved hans Grav, inden jeg kunde se, hvad den næste Slægt tog sig for, og om første Valdemars, Axels, Esberns og Sunos Frænder i det 13de Aarhundrede gik i Fædrenes Spor eller ikke. Da kom Andreas og Gunner, da kom alle de kjække Sunesønner, da kom den dristige og ærgjerrige Yngling selv med det stolte Sejersnavn; da kom den dejlige Dagmar, og Torgejr Danaskjald sagde mig, hvo hun var; da kom Bengerd og sorte Grev Henrik, — og Kullemanden truede paa sit Fjæld, men Albert og Otto glinsede i lyse Klæder. Jeg saa’ en svar Strid mellem Danmarks gode og onde Engel, — og den stolte Sejerherre maatte ydmyges, inden han bøjede sig for Herrens straffende Haand og gav Danmark Fred og Velsignelse.

Der vrimler en Hær af danske Mænd og Kvinder i min Stue, saa jeg næppe kan rumme dem; mange ere halv døde endnu, og mange véd jeg endnu ikke hvad vil mig; — men vil Gud, der kommer rigtigt Liv baade i dem og i mig, saa kan vi maaske om et Aars Tid tale nærmere om dette Spøgeri. Men det er imidlertid Alvor: at jeg ikke agter at gjøre Sandhed til Løgn eller Løgn til Sandhed; dog tror jeg, at en poetisk Historie, en livlig Fortælling af hin hele Tidsalder med dens mærkelige Karakterer og Begivenheder, er mulig, — og at baade Sang og Saga kan gaa Skridt for Skridt ved Sandhedens Haand uden at gaa i Stykker eller blive upoetisk. En waiter-scottsk Koman skriver jeg ikke; i det mindste er det, han i Grunden mindst agter paa, i mit Øje Hovedsagen; men derfor vil man maaske netop sige, at jeg forgjæves griber efter, hvad han har fundet. At han imidlertid har lært os alle noget, kan ikke nægtes: Kolorit og Tegning nemlig, det er saa at sige et Haandgreb, som ikke s. 45 vel kan undværes, og som man gjærne kan væro bekjendt at lære af den største Mester deri for Øjeblikket, — uden at man derfor laaner en eneste Idé af ham. — Men nok om det ufødte Foster! Ser det endogsaa aldrig Lyset, lever jeg dog et lykkeligt Liv, mens jeg tænker paa, hvordan det skulde blive. Til 1826 ser jeg endnu et uforstyrret poetisk Liv for mig; men naar jeg saa skal til at præke over Kunsten, da er jeg bange for, Teoretikeren skal komme til at holde Ligtalen over Poeten. Dog Vorherre raader for alt, maaske hjælper han mig ogsaa den døde Sø forbi.

Men hvad arbejder du paa? Brudstykket af dit Axelsdrapa 1) saa’ jeg — den Karl fortjener vel et Drapa for sig selv —; herlige Toner klang mig alt i Møde; men før jeg vidste det, fik den jævne Ganger Vinger og fløj bort i Skyen. Du kommer i det mindste til at binde Vingerne noget, skal Godtfolk følge med. Sig mig din Plan med det hele! — Intet skulde glæde [mig] mer, end at se det Familieportræt af ham, det maaske dog er dig forbeholdt at finde i dit Arvegods. Og nu lev vel, kjære Ven! Hils alle de kjære falsterske Koner og Jomfruer (tilgiv Sprogmesteren den sidste Pluralis! i alt Fald faar Jomfru Jane at gaa for to, som hun vel, uden Skoser for sin Højde, kan optage i en god Mening). Hils ogsaa Svogrene og alle andre gode Venner fra din

hengivne
Ingemann.