Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1825-06-30)

Ingemann til Grundtvig.
[Sorø. d. 30. Juni 1825.]

Kjære Ven!

Det er ikke for videre at bestride din Overbevisning, at jeg iler med at besvare dit Brev; men jeg vilde nødig, at du noget Øjeblik længer end nødvendig skulde staa i den forunderlige og mig ubegribelige Formening: at jeg havde eller kunde have fældet nogen ukjærlig overilet Dom over dine Grundsætninger og dit Sindelag, at jeg havde mistænkt dig s. 59 for Jesuitisme, beskyldt dig for Herskesyge og Ukjærlighed og, for selv at kaldes upartisk af dine Fjender, istemt deres Fordømmelsesdom over dig og din Stræben. Hvor eller naar har jeg nogen Sinde skrevet eller sagt et Ord, som du saaledes kunde udtyde? For Guds Skyld, kjæreste Ven! lader os dog ikke saaledes misforstaa hinanden! Det har gjort mig inderlig ondt, at du saaledes et Øjeblik har kunnet udlægge mine Ord; og den Kjærlighed, du desuagtet viser mig, har bevæget mig saa meget mere, da du dog efter hin Formening om Grunden til mine Indvendinger imod din Synsmaade, maatte have anset mig for lige saa anmassende som uretfærdig og lavt tænkende, havde din Kjærlighed ikke været min Talsmand. Fordi jeg ser en Sag fra en anden Side end du, og fremsætter dig min Synsmaade deraf, med de skadelige eller farlige Følger, din Synsmaade deraf efter min Overbevisning vil have, paastaar jeg jo ingenlunde, at min Synsmaade er den ufejlbarlig rette, eller gjør den anmassende Fordring til dig, at du, uden at billige min Mening, skal rette din Overbevisning efter mit Hoved. Saa længe du ser Sagen fra en anden Side end jeg, kan jeg jo umulig tillægge dig en Billigelse af det farlige og skadelige, jeg ser deri; og saa længe du ikke deler min Overbevisning, var det jo en Afsindighed at tilregne dig, hvad du kun under den Forudsætning kunde erkjende for Uret, og hvad du da lige saa lidt vilde billige som jeg.

At jeg endelig uopfordret og uden at der har været Spørgsmaal om nogen Medvirkning fra min Side, har sagt dig min Mening om et for dig og flere saa højst vigtigt Foretagende, det synes mig, efter det Venskab og den gjensidige Oprigtighed og Frimodighed, der saa længe har fundet Sted imellem os, hverken at maatte kunne saare eller fortrædige dig; — og dog, kjære Ven! ser jeg kun alt for tydelig, at det har været Tilfældet. Maasko har jeg udtrykt mig uheldig; men mit Hjærte, som du selv venlig frikjender, har aldrig miskjendt dine Hensigters Renhed og dit kjærlige, kristelige s. 60 Sindelag. At jeg søgte Grunden til, hvad der i din Synsmaade syntes mig stridende mod dit eget klare Syn for kirkelig og aandelig Frihed, i en saa ædel Lidenskabelighed, som ingen ivrig Herrens Tjener behøver at blues ved, var dog sandelig ingen Miskjendelse af din Aand og dit Hjærte. Selv den Omstændighed, at du ogsaa for mine Øjne vovede mer end nogen anden, og mer, end jeg trode var Nødvendighed og Pligt, selv denne dog vist nok tilgivelige Bekymring for dit og dines timelige Vel, hvor jeg ikke indsaa, at Sandheden og Kristendommen vandt ved din Opofrelse, — jeg vil oprigtig tilstaa dig det, kjære Ven! — denne Bekymring var jeg ikke fri for; men jeg lod den ikke komme til Orde, da jeg meget vel vidste, at du derpaa hverken kunde eller vilde tage mindste Hensyn. Jeg er mig ogsaa til fulde bevidst, at denne Tanke aldeles ingen Indflydelse har haft paa min Synsmaade af Sagen; thi da maatte jeg have bedet Gud bevare mig for at sige dig et Ord, som skulde friste dig til at elske denne Verdens Fred højere end Freden med Gud og din Samvittighed.

Er det lykkedes mig at overbevise dig om, at jeg hverken nu eller nogen Sinde har miskjendt dig, men kun i et vigtigt Anliggende har villet meddele dig min Synsmaade, hvor jeg ikke fuldelig kunde være af din Mening, saa lad mig ogsaa være overbevist om, at du ikke derfor anser mig for en svag, frygtsom Sjæl, som vil hænge Kappen paa begge Skuldre, og som, for at synes upartisk i dine Fjenders Øjne, mod min Overbevisning kunde modsige dig, hvor jeg i mit Hjærte maatte give dig Eet! Følg i Guds Navn din Overbevisning! men bortvis ikke som Miskjendelse, anmassende Modsigelseslyst, smaalig Verdensfrygt og Karaktersvaghed, hvad nu og da en redelig Ven med Kjærlighed og Agtelse for dit Sindelag maatte indvende mod dine Synsmaader!

Hvad Sagen selv angaar, hvorom vore Meninger denne Gang, om ikke i Grunden, saa dog i Henseende til den her saa vigtige Form, ere forskjellige, saa skulde du have overbevist s. 61 mig, hvis jeg i Lærerstanden kunde antage nogen gavnlig Adskillelse mellem Læren og Troen. Men herom har jeg alt sagt langt mere, end jeg ønskede, hvis jeg med noget overflødigt Ord uden Nytte har plaget og fortrædiget dig. Gud velsigne og styrke dig fremdeles til al god Gjerning! Med Guds Hjælp skal ingen Taage eller Meningsforskjel adskille vore Hjærter, om jeg end støder mig nogle Buler i Panden paa dit Hoved. Hils alle dine kjære fra

din oprigtige og uforanderlige Ven
Ingemann.