Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1825-07-02)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 2den Juli 1825.

Kjære Ven!

Om os selv vil vi paa ingen Maade tvistes; thi vi er Venner og véd godt, det har i den Henseende slet intet at betyde, hvad vi under Forfægtelsen af modsatte Meninger sige hinanden; og derfor er det saa langt fra, at jeg i dit første Brev vil søge Hjemmel for slette Tanker om dig, at jeg meget mere fragaar alle slige, hvad jeg end har sagt om dine Ytringer; thi din Tænkemaade i Grunden, baade mod mig og hvad langt mere er, betvivler jeg lige saa lidt, som jeg véd, du betvivler min. Altsaa, alt sligt til Side! derom kan vi pukkes en Gang, naar vi mødes, om vi har Lyst; — men Sagen, Sagen er den, at du tror, jeg staar i Begreb med at gjøre noget, der ikke blot strider mod min klarest udtalte Overbevisning, men mod Sandhed og Kjærlighed, mod Kristendommens klare, kjærlige, velsignede Aand, strider saa aldeles derimod, at det konsekvent maatte føre til Aandstyranni, Samvittighedstvang, Inkvisitjon, Religjonsforfølgelse og alt hvad skammeligt Historien lærer om Herskesyge og Hjærteløshed, udklækkede under falsk Beraabelse paa Guds og vor Herres Jesu Kristi hellige Navn!

s. 62 Indse dog, kjære, gode Ven! det kan og maa jeg ingenlunde tage mig let: kan og maa ingenlunde berolige mig derved, at du tror en aldeles ukristelig Adfærd forenelig med sand kristelig Nidkjærhed! thi det véd jeg, den ikke er, og maa derfor, som jeg gjorde i mit Brev, klart fremstille, hvad det er, du i Grunden sigter mig for, skjønt jeg godt vidste, som jeg og sagde, at det var ikke dine Tanker. Mig er det soleklart, at dersom mit Forsæt aabenbar fører til Aandsundertrykkelse etc., da vidner det enten om et antikristeligt Sindelag eller om en gruelig Forblindelse af Egenkjærlighed, eller om en uhyre Letsindighed og Tankeløshed i de vigtigste Ting. For det sidste véd jeg mig fri; for det mellemste er jeg befriet, i det Egenkj ærligheden netop fraraader; og hvad blev da tilbage, uden det første! Jeg tvivlede, og som dit Svar siger mig med Føje, om, at Kristeligheden og Nødvendigheden af min Beslutning for Øjeblikket kunde blive dig indlysende; og da din stærke Misbilligelse dog ingenlunde maatte være mig ligegyldig, valgte jeg dot eneste end øvrige Middel til at formilde den, ved at erindre dig om den kristelige Pligt: naar vi ingen Grund har til at mistænke vore Venner, og deres Adfærd dog synes os ukristelig, da at tænke: det er dog nok os, der se fejl, da Gud naturligvis skjænker ethvert Menneske mest Klarhed i, hvad der ligger ham nærmest, i, hvad der særdeles angaar hans Virksomhed.

Du véd, jeg kjender og bekjender min sædvanlige Lyde: i slige Tilfælde at udtrykke mig skarpere end nødvendigt; og skjønt jeg stræber at aflægge den, spores den sagtens ogsaa i mit sidste Brev; men det véd jeg, din Kjærlighed tilgiver, og, det fraregnet, véd jeg intet at forandre, heller ikke synderligt at tilføje. Ej da for at paatvinge dig min Overbevisning, eller i den falske Tanke, at det maa være Modvillighed, som fordunkler, hvad der maaske i dette Øjeblik ej behøver at staa klart for dig, men kun fordi det ikke maa være miu Skyld, om min Adfærd højlig miskjendes af dig, som Kristen, s. 63 som Skribent og som min gode Yen, — kun derfor vil jeg fremstille Sagen i det Lys, hvori den synes mig klarest.

Sæt, at en vantro Præst anklagede en Del af sine Sognefolk for Fanatisme, fordi de ikke vilde lade deres Børn konfirmere af ham og ej gaa til Alters hos ham, men holdt derimod paa egen Haand gudelige Forsamlinger! Sæt, de fik en kristelig Sagfører, som indsaa, at, efter Dommernes Sindelag og Rettens sædvanlige Gang, maatte de uskyldige komme til at lide, skjønt de i Grunden efter Landsloven havde Eet, da Præsten ved Konfirmatjons - Undervisningen nedrev, hvad han skulde opbygge, og tilsidesatte ved Sakramentet Ladstiftelsens Ord! Maatte, ja, burde nu ikke de anklagedes Sagfører, naar han kunde bevise Præstens Uværdighed til den Embedsstilling, han paa dobbelt Maade misbrugte, — maatte og burde han da ikke føre dette Bevis, hvorved naturligvis Sagen hævedes, da det kun er de efter Loven lærende Præster, Loven beskytter i Læreprivilegiet? Kunde og maatte den kristelige Sagfører lade sig afholde fra dette Skridt ved den Betænkning, at det sandsynlig vilde koste Præsten hans Levebrød, at han mulig, ved at beraabe sig paa andre, kunde føre flere i lige Ulejlighed, og at en Del vantro Præster maaske af Frygt for samme Skæbne kunde faa i Sinde at skjule deres sande Mening og blive Hyklere! Kunde han af denne Betænkning lade sig drive til mere, end først at advare Præsten og Dommerne, vise dem Faren og raade dem til i Tide at neddysse Sagen og lade Folkene med Fred! Herpaa mener jeg nu, Svaret kan aldrig være tvivlsomt, og for mine Øjne er Anvendelsen lige saa klar; thi, fordi jeg er Præst, er jeg jo ogsaa en kristelig Dannemand, der skal gjøre for sine Medkristne, hvad han af kristelig Taalmodighed ej maa gjøre for sig selv: skal til Medkristnes lovlige Forsvar bruge en Strænghed, det var skrøbeligt af ham at anvende til sit eget Forsvar, men er hans Pligt at anvende for andre, paa det de ej skal fristes, maaske over Evne! Jeg skal, som kristelig Historiker, der véd, hvad Følgerne kan blive, true saa længe s. 64 muligt, før jeg slaar til, men visselig slaa til, naar det ikke hjælper.

5

Dog, du tror, allerede Truselen er en Fejl, og forvexler Nødværge til de enfoldige Kristnes Fred, borgerlige Fred, med Planer til Kristendoms Udbredelse, forvexler Rettergang mod utro Embedsmænd, der misbruge deres Stilling ved Kroglove til Forfølgelse, med Inkvisitjon og Menings-Forfølgelse, — og jeg maa da i Herrens Navn helst slutte, med Hilsen og broderligt Venskab.

Grundtvig.